23. februar

 

Husk på hviledagen så du holder den hellig.  2. Mos. 20:8.

               

Gud lægger særdeles stor vægt på at hviledagen bliver holdt hellig. Det understreger han tydeligt når han ikke bare pålægger os at vi skal "holde hviledagen hellig", men indleder med at vi skal "huske på" den. En mindre vigtig sag kan man gå direkte ind i, uden først at tænke noget videre over den. En sag som man først må tænke igennem, må være af en vis betydning og omfang.

Det andet vi bliver mindet om når vi læser: "Husk på", er at vi også på forhånd skal lægge vore nødvendige gøremål sådan tilrette at det bliver muligt at holde helligdagen hellig, uden at blive forstyrret af alt andet.

Mange mister helligdagens velsignelse og sjælens hvile i Gud og hans ord, bare fordi de ikke på forhånd huskede på hviledagen så de undgik den slags gøremål og sådanne besøg som kunne hindre dem og deres familie i at holde hviledagen hellig. Mange hindres af problemer som de selv kunne have ryddet af vejen hvis de havde været lydige mod Herrens ord: "Husk på hviledagen så du holder den hellig."

Men hvad skal vi så gøre for at holde hviledagen hellig? Hvordan bliver hviledagen holdt hellig, og hvordan bliver den vanhelliget? Vor lærefader Luther udtrykker dette kort og indholdsrigt sådan: "Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter eller forsømmer forkyndelsen og Guds ord, men holder det hellig, og gerne hører og lærer det." Dette er i Det nye testamentes ånd, det sabbatsbudet kræver. Vi skal først og fremmest have et sind som elsker Guds ord. Da skal vi nok også i liv og gerning holde hviledagen hellig.

Nu er det derimod en temmelig vanskelig opgave at skulle opsætte regler for de rent ydre gerninger, så de passer for hvert enkelt tilfælde og omstændighed. Dernæst er hviledagen ikke holdt hellig bare med pæne andagter og kristelige gerninger, hvis alt dette ikke strømmer ud fra gudsfrygt og fra kærlighed til Gud og hans ord. For uden denne kærlighed og gudsfrygt er alt dette ikke andet i Guds øjne end skuespil.

Gudsfrygtens og kærlighedens Ånd må bo i dit hjerte. Så skal den nok også i hvert enkelt tilfælde fortælle dig hvad du skal gøre eller lade være, når det gælder de ydre gerninger. Hovedsagen er at vi frygter og elsker Gud så højt at vi ikke afviser hans ord, men anser det for hellig, og gerne hører og lærer det.

Det tredje bud forbyder altså at have et selvoptaget og ugudeligt sind, som foragter Guds hellige ord, og derfor også kan gøre nøjagtigt det man vil på hans dag. Men kast et blik ud over verden, og se hvordan det sædvanligvis står til på dette område. Da ser vi nok ting som er så forfærdelige og chokerende at man kan fristes til at skrige af græmmelse og forfærdelse.

Vi skal bare pege på ét mærkeligt forhold. De første ord vi finder i Skriften om hvordan hviledagen blev indstiftet, er disse: "Så velsignede Gud den syvende dag og helligede den."

Den syvende dag er altså en dag Gud har "velsignet." Og vi må også af hele vort hjerte erkende at denne dag også blev en velsignet dag frem for alle andre dage i ugen. Det blev dagen da Gud på en særlig måde vil møde menneskene og lade sin velsignelse strømme ud over dem.

En velsignelse af så høj, himmelsk og evig karakter at den strækker sig ind i, og først slutter i den evige frelse. Bare de frelste skarer vil i al evighed lovprise den ret ind for Guds trone.

Videre hedder det at Gud helligede denne dag. Den skulle være en hellig dag frem for alle dage, udskilt som en dag menneskene bare skulle være optaget med det hellige og himmelske.

Men det bliver et forfærdeligt syn vi får at se når vi lader tankerne gå til hvad denne dag bliver for de store, vantro menneskemasser. Den bliver jo det totalt modsatte af det hellige og himmelske. Den bliver jo den største forbandelse og den mest vanhellige dag blandt alle vore dage.

Hverdagene kunne jo kaldes hellige, sammenlignet med hviledagen, når man ser hvordan verden bruger den. De fleste verdens børn gør jo, på hverdagene ganske pænt, bare det lovlige arbejde som kræves i deres jordiske stilling. Men på hviledagen er de optaget med fornøjelser. Da går det på hjertets begær, og det er synden eller tilfredsstillelse af kødet.

Den ene går ud i grovere lyster, som fråseri eller misbrug af rusmidler, spil, dans og natlige udsvævelser. Den anden i finere former, bare i lediggang og tidsfordriv, uforsigtige talemåder og letsindig selskabsliv, skuespil og sport.

Det som de andre dage var helt uskyldigt, som vort jordiske arbejde, skolegang o.l., bliver dermed på denne hviledag som Herren har helliget, åbenlys synd. Når man altså ser det som sædvanligvis sker, må man bare erkende sandheden i udtrykket: "Søndagen er syndedagen."

Men at hviledagen bliver til en forbandelse, det sker også på en finere måde, mere åndelig og skjult. Det sker med dem som nok i det åbenlyse holder hviledagen hellig med kirkegang og brug af Ordet. Men uden et åbent hjerte og hellig frygt for den Herre som taler til dem i Ordet, uden vilje til at omvende sig, og den hjertets lydighed nådens Ånd virker.

De pådrager sig en sådan forbandelse over måden de hører Ordet på, at det havde været bedre om de bare havde beskæftiget sig med verdsligt arbejde denne dag.

Den frugt de har af måden de hører på, er nemlig bare en større forhærdelse og åndelig blindhed. For jo mere et menneske fortsætter med at høre Guds ord på en sådan måde, desto mere sløves og forhærdes det.

Den som ikke træder frem for Herren i oprigtighed, villig til straks at lyde og følge hans ord, han bliver bare forhærdet af at høre Ordet. På denne måde bliver den dag Herren vor Gud velsignede, til en forbandelse for det falske hjerte som ikke vil omvende sig.