22. februar

 

Hovedsummen af budet er kærlighed. 1. Tim. 1:5 (COR’s bibeltekst).

 

Det er farligt med et forkert forhold til loven. Det allerværste og mest tragiske resultat af dette ser vi hos mennesker som slet ikke foragter Gud, men tvært imod vil være noget ganske andet end verden. De vil være Guds børn og efterfølgere. Men de lever i et letsindigt og falskt forhold til loven, som gør at de ikke bliver andet end gerningskristne, egenretfærdige og blinde farisæere.

Og disse er langt vanskeligere at vække for Herrens Ånd end de mest ugudelige syndere. Kristus sagde til ypperstepræsterne og folkets ældste: "Toldere og skøger kommer ind i Guds rige før jer."

Denne bedragets og forblindelsens tilstand opstår hos mennesker som har et så falskt forhold til Guds hellige lov, at de bare lader den gælde gerningerne. Bare ser på hvordan de skal leve, og ikke lader loven træffe hjertet, at prøve hjertets kærlighed, renhed og hellighed. Som jo er det første og det vigtigste som Gud kræver i sin lov.

I stedet konstruerer de en vis dagsorden hvor de har indlagt en del kristelige aktiviteter, - sådanne ting som de nemt kan gennemføre. De holder f.eks. op med en del helt tydeligt syndige vaner, og begynder en daglig rytme med Guds ord og bøn.

Og nu lever de straks mere tilfreds med sin kristendom, - som om det bare var dette Gud kræver af os. De har knapt nok lagt mærke til hvad Gud kræver i det første bud. Langt mindre opfyldt det.

Dermed bryder de sig, i det hele taget, ikke om hvad det er Gud allerførst kræver, og som han selv siger, er det første og største bud. Og når de sådan glat går forbi og overser det som er størst i loven, så er det hele jo et falskt skuespil ind for Guds ansigt. Det er jo tydelig og åbenlys spot mod Gud.

For når de ganske enkelt kan omtolke Guds bud, har de dermed bevist at de i sin kristelighed ikke har brug for Gud, men bare vurderer sin tilstand ud fra den grad de er lykkedes i enkelte gerninger. De har nok med sig selv og sin egen vellykkede kristendom. De søger ikke Gud, hans hellige øjne, hans vilje og bud. Nej, dette spotter og foragter de.

De føler sig trøstet og styrket når det er lykkedes for dem at stoppe med en eller anden åbenlys synd. De sværgede og misbrugte f.eks. tidligere Guds navn. Nu gør de aldrig det mere. Før plejede de måske at vanhellige helligdagen med verdsligt arbejde eller hobby. Nu gør de aldrig det mere, men vil i stedet tage til sig af Guds ord hele dagen. Tidligere plejede de at leve i en usund overflod af mad, drikke eller klæder. Nu er de stoppet med det. Ja, måske levede de i en eller anden form for last; i hor, eller i uærlighed i handel og arbejde. Nu har de ved Guds nåde aflagt sådanne synder.

Ser man ikke her den ene sejr efter den anden? Er dette ikke helliggørelse? Er dette ikke et omvendt menneske, en kristen?

Og de gør endnu mere. Tidligere plejede de aldrig at bryde sig det mindste om andres ve eller vel. Nu tager de hele verdens nød til hjertet, og giver mennesker både legemlig og åndelig hjælp. Er dette ikke Åndens frugter? Ser vi ikke kærligheden her, som er hovedsummen af budet ("budets sigtemål")?

Skulle det menneske som kan fremvise sådanne gerninger ikke have al grund til at føle sig tilfreds? Skulle sådanne ikke have al mulig ret til at tro, og regne med at de har del i Kristi stedfortrædende gerning?

Men samtidig er de i gang med et enormt skuespil for Guds åsyn. Bryder sig aldrig om hans største og vigtigste bud om hjerteforholdet. Stopper aldrig op for hvordan det står til der inde, f.eks. med kærligheden til Gud, med renhed i tanker og begær, med renhed fra egenkærlighed, selvoptagethed, misundelse, had ---. Nej, at de er så store hyklere og skuespillere at de ikke bryder sig om synden i sit indre liv, det ser de ikke!

Og hvorfor ser de det ikke? Grunden er det blomsterslør af kristelig aktivitet og gode gerninger de skjuler sig bag. Det lammer så totalt deres indre liv at de ikke er i stand til at se den ugudelighed som hersker der inde.

Men dette er jo i højeste grad at omgås Guds lov på et falskt grundlag! Ikke lader sandheden komme til om at Gud allerførst ser efter hjertet. Hvordan hvert eneste Guds bud allerførst kræver hjertets fuldkomne hellighed. Og at Gud elsker os i en hellig nidkærhed som ikke lader sig bedrage med gerninger, men vil have hele menneskets sindelag. Herren siger: "I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig!."

Det var dette hykleri, dette falske skuespil med loven, Kristus altid angreb farisæerne for. Han sagde f.eks.: "I renser ydersiden af bæger og fad, men indvendig er I fulde af rov og nydelsessyge. I er som hvidkalkede grave som nok ser flotte ud udenpå, men som indvendig er fulde af dødningeben og al urenhed. På samme måde giver I også menneskene indtryk af at være retfærdige i det ydre, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed. I betaler tiende af pebermynte, anis og kommen, men har forsømt det som vejer tungere i loven: retten, barmhjertigheden og troen. Det er helt nødvendigt at dette gøres, uden at det andet forsømmes."

Åh, må vi nu endelig vågne op og blive i stand til at indse at dette er Herrens nidkære vilje med loven! Og at det er på denne måde Gud ser og dømmer over vort forhold til loven!