21. februar

 

Ved dette (Guds og Jesu Kristi herlighed og guddomskraft) er de største og mest dyrebare løfter blevet givet os. 2. Pet. 1:4.

 

Den store Herren Gud skabte i begyndelsen denne underlige slægt, menneskene, efter sit billede, til børn og arvinger. Men han har også, helt uberørt af slægtens dybe syndefald, alligevel givet dem de største og mest dyrebare løfter. Det indebærer intet mindre end at vi bliver "ligedannet med hans Søns billede." Bliver hans evige Søns "brødre" og "medarvinger" til en evig og uendelig stor herlighed i himmelen.

Med dette store som mål lod han allerede på syndefaldets dag menneskene få det løfte at høre, som vel må kaldes "det allerstørste." I dette er alle de andre løfter samlet som rundt om selve "kærnen." Det var løftet om en Frelser, "kvindens æt" (svensk: kvindens sæd), som skulle knuse slangens hoved.

Det løfte bliver gentaget og gentaget gennem hele Det gamle testamente, først til patriarkerne, og senere til profeterne. Det blev malet for øjnene af Israels folk gennem de utallige blodige ofringer i deres gudstjenester. Og alle ofringerne udgjorde bare et eneste stort løfte om det store Lammets blod som skulle komme til soning for hele verden.

Løfterne vi har i Det gamle testamente om denne Frelser, omtaler ham ofte med helt konkrete og højst betydningsfulde og løfterige navne. Tænker vi lidt over disse, får vi et klart billede af hvordan løfterne i Det gamle testamente er opfyldt.

Vi læser om "Kvindens sæd", "han som skal knuse slangens hoved", "Abrahams æt, i hvem alle verdens slægter skulle velsignes", "Isais rod", "Davids Søn", "Forløseren", "Herren i Israel", "Sions Konge", "Den store profet", "Spiren", "Alle hedningers trøst", "Fyrsten og Læreren for folkene", "Hedningernes lys", "Herrens arm", "Herrens salvede", "Guds salighed fra Zion", "En som forkynder retfærdighed og sandhed i en stor forsamling", osv.

Om dette menneske som var lovet, siges det udtrykkeligt, at han har Herren kastet alle vore synder på, han bar vore synder. "Du gjorde hans sjæl til et skyldoffer", "ved hans sår har vi fået lægedom." "På grund af dit pagtsblod skal jeg sætte fangerne fri fra brønden." Han skulle "føre fanger ud af fængslet." Han var "for helvede en gift, og for døden en plage." "Ved at de kender ham, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, for han har båret deres misgerninger", osv.

Og så, når tiden var kommet at alt dette skulle opfyldes, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at købe dem fri som var under loven, for at vi skulle få barnekår.

Da kom englen med budskab til en jomfru i Israel om denne som skulle fødes, om hans navn og den gerning han skulle udføre: "Du skal kalde ham Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder."

Når så den store stund var kommet da han skulle fuldbyrde sit værk, "den nat da han blev forrådt", sagde han selv om sit blod: "Dette bliver udgydt til syndernes forladelse."

Senere gik en stor flok evangelister ud, og tunger fra den ild som faldt over dem på pinsedagen gav alle et og samme vidnesbyrd: "Jesu Kristi, Guds Søns blod, renser os fra al synd."

Og så, fra dette store vidnesbyrd, strømmer så alle de andre vældige og dyrebare løfter til hver enkelt troende. Hver eneste en som nedslået og sønderknust overfor Guds lov påkalder Jesu navn med bøn om syndernes forladelse, har disse konkrete løfter om at Gud har sænket alle hans synder ned i havets dyb, og aldrig mere skal komme dem i hu.

Han har løfte om at han i Guds øjne er fuldkommen ren, sådan at Gud selv siger han er hvid som sne. At synden skal være "lige så langt fra ham som østen er fra vesten." "Så højt som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem som frygter ham." At Guds børn fuldkomment er benådet i Den elskede. At vi ikke længere er under loven, men under nåden. At selv om loven var en tugtemester for os, til Kristus, så er vi nu, da "troen er kommet", "ikke længere under tugtemesteren" osv. Alt dette må vi vel kunne kalde "de største og mest dyrebare løfter!"

Men nu kaldes det altså endnu for "løfter", selv om vi allerede nu har fået det som var lovet. Det er ikke bare et bibelsk sprogbrug, men har også en betydning vi aldrig må glemme: Nemlig at alt dette som er givet os, trods alt endnu er så totalt skjult og fremmed for vor følelse, vor forstand og alle sanser. Sådan at det bare er gennem en fast tillid til Herrens løfter om alt det som er givet os, at vi kan beholde vor trøst. For det vi ser og kender er bare synd og følelsen af at vi er under loven, og må være forfærdelige og forkastelige i Guds øjne. Og ikke rene og ulastelige.

Hvis du altså vil blive i troen, må du forberede dig på at du stadig bare kender og ser det modsatte i dig selv. Og til det mest utrættelige må du holde blikket fæstet på hvad Den almægtige Gud har gjort og sagt. Ellers er du snart sunket ned i din egen elendighed.

Du må have Guds løfter så stærkt indprentet i hjertet at du tåler at se synden i dig, og alligevel kan sige: "Jeg har ingen synd. Jeg er fuldstændig fri, ren og hellig. Al min synd er ingen synd, - ind for Gud - som ved hvad Kristi blod har udrettet. "Der er ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus." Selv har jeg ingen retfærdighed, men er alligevel fuldkommen retfærdig for Gud - som ved at Kristi retfærdighed gælder. Alt bygger på Guds eget evige ord om sin Søn."