20. februar

 

I er jordens salt! Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal man da salte med? Da er det ikke til noget andet end at kastes ud og blive trådt ned af mennesker.  Matt. 5:13.

 

Åh, om alle genfødte kristne måtte forstå, og virkelig vågne op for den fare de står midt i, i tider når kristendommen har medvind og bliver populær, og verden viser et kristeligt og fint ansigt.

Da vil de let blive sløvet og trukket ned i lunkenhed og verdslighed. Da mister de let sin åndelige kraft og klare holdning. En sådan søvndyssende tid er allerede i forskellig grad begyndt at indtage visse steder i vort land. Og det er sørgeligt at se hvordan saltet der mister sin kraft.

Da laver man sig sin egen, selvkonstruerede, tilpassede, hyggelige kristendom. Som bare består af visse andagtsøvelser og enkelte pæne, medmenneskelige kærlighedsgerninger som verden kan synes godt om. Men hjertets genfødelse, den omvendelse som er af Gud, - det optager ikke tankerne, det spørgsmål skubber man fra sig.

Men hør nu hvad Kristus selv siger: "I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal man da salte med? Da er det ikke til noget andet end at kastes ud og blive trådt ned af mennesker."

En kristen mister Åndens kraft og klare holdning når han lader sig friste til at tilpasse sig mennesker, så han glider ind i et hyggeligt samfund med verden. Da dømmer han ikke længere det onde hverken med ord eller holdning, og har ingen klar bekendelse af Kristus. Da er han ikke længere til nogen som helst nytte, men bliver trådt ned af mennesker.

Han bliver så uendelig bøjelig overfor alle mennesker. Lytter til deres høje råb om at være "tolerant", "inkluderende", og accepterer efterhånden alt. Han bliver, om ikke andet så ved sin tavshed, en støtte til den syndige, ugudelige ånd i tiden, - som han tværtimod burde revse.

Da har saltet mistet sin kraft, og lyset er skjult under en krukke. Og grunden til alt dette er at man vil have fred og venskab med alle - , nej, endnu dybere ligger årsagen: Der er allerede opstået et brud i selve nådelivet, i erkendelse af synden og forholdet til troens liv i Frelseren.

Bare dette bliver opvækket igen, og Kristus på ny bliver kær for dig, da bliver Åndens og kærlighedens nidkærhed stærkere end alle menneskers venskab eller had. "Hav salt i jer selv!", siger Herren. Ikke vor egen naturs, eller det kritiske sinds bitre salt. Nej, her tales der om den sande kærlighedens nidkærhed som bare Guds Ånd virker.

Vær gerne øm, varsom og sagtmodig i dine formaninger. Vogt dig for al grov og upassende fremgangsmåde. For dette rører jo ved noget så ømtålelig som menneskers selvfølelse. Ja, lad det hellere være, hvis ikke kærlighed og ydmyghed er det som hersker i dit hjerte, så det kan mærkes på hele din fremfærd.

Men lad ikke forsigtigheden og ydmygheden resultere i en kraftløs eftergivenhed, som så ikke udretter noget som helst. Som bare i medlidenhed med de menneskelige følelser hellere lader sine medmenneskers sjæle gå til helvede, uden at du med et eneste ord har forsøgt at advare dem!

Hav evigheden klart for dig! Elsk din næste som dig selv! Lad kærligheden være uden hykleri! Afsky det som er ondt! Hold jer til det som er godt! Jeres tale må altid være venlig, krydret med salt.

Men det er ikke bare med vor bekendelse og den omsorgsfulde, broderlige formaning vi skal bevise kristendommens kraft og alvor. Det skal ske gennem hele vort samfund med mennesker. En kristendom som ikke svider som salt i verdens øjne, men bliver accepteret og populær, den mangler sikkert nok både saltet, kraften og salvelsen.

Tænk på hvad Kristus siger: "Ve jer når alle mennesker taler godt om jer!" Det samme siger apostelen også: "Venskab med verden er fjendskab mod Gud." Åh, stands nu op og tænk over sådanne ord! Du kan ikke bare skubbe dem fra dig, - det er Herrens ord!

Om du derimod af og til, og på særlige områder, får positiv opmærksomhed fra verden, så er det noget andet. Det kan nok ske for en kristen, noget vi også ser af apostelens ord: "Ved ære og vanære, ved onde rygter og gode rygter."

Men at hele dit væsens holdning og mål gennem livet skulle blive accepteret af verden, det er noget som ikke stemmer med Kristi og hans apostles ord og eksempler.

Stands derfor op og tænk over dette, så du ikke må "løbe forgæves." Årene flyver af sted, og døden kommer ofte så uventet. Hvis så ikke en gang selve vejen er den rette, er det jo en forfærdelig og total ulykke.