17. februar

 

Vi vandrer i tro, og ser ham ikke (COR´s bibeltekst). 2. Kor 5:7.

 

Dette er netop hele Guds riges hemmelighed, at det er et troens rige. Et rige som strider mod al fornuft, følelser, syn og menneskelige opfattelser. Usynlig, underlig, hemmelighedsfuld.

Den som ikke har dette for øje, og stadig, igen og igen, opvækkes for denne sandhed, kommer aldrig til at bestå i troen.

Vi må huske på at Kristi rige er lig Kristus! At bruden skal ligne sin brudgom! At det er den rette kristendommens kendetegn at vi bliver "ligedannet med Guds Søns billede."

Johannes siger: "Som han (Kristus) er, sådan er vi i denne verden." Men hvordan var Kristus i denne verden? Er summen af al kundskab om Kristus ikke; at i ham var de største modsætninger forenet? Den største syndepøl (al verdens synd) og største hellighed. Den største fornedrelse og den største ære.

"Han var foragtet og afvist af mennesker, en smerternes mand, kendt med sygdom." Men også den mest ophøjede. "Han er afglansen af Guds herlighed og det udtrykte billede af hans væsen." Han var alle tjeneres tjener, men også alle kongernes Konge og alle herrernes Herre. Han var den fattigste, men alligevel den rigeste.

Men som han er, sådan er vi i denne verden. Også i de troende er de største modsætninger forenet; den dybeste fornedrelse (helt til det at være en fordømt synder), og den største ophøjelse til kongelig ære (til det at få lov at være selve Guds barn). Den dybeste syndens tilstand, og den største retfærdighed og renhed. Den største fattigdom, og den største rigdom. Den største svaghed, og den største styrke.

Det ene har vi i os selv, det andet har vi i Kristus. Det ene arvet fra Adam, det andet arvet fra Kristus. Det ene kender vi til i alle vore lemmer, fornemmer det i alle vore sanser. Det andet er helt skjult for vor fornuft og alle sanser, og må bare tros udelukkende på Guds sandfærdighed. En anden ting er at Kristus en og anden gang hjælper os i vor svage tro, og lader os, ligesom Tomas, få lov at se og kende Guds herlighed.

Men det koster ubeskrivelig meget, før vi kan finde os i denne blanding, disse modsætninger; at tro det vi ikke kan kende, tro den skjulte nåde og retfærdighed, - når vi bare ser og kender til det modsatte.

De som har kristendommen bare som en videnskab, et studium, de kan denne kunst, desværre, alt for godt. Men når et menneske begynder at erfare at Guds rige ikke bare består i ord, men i kraft, så han virkelig kender syndens brod, og virkelig tror på sin retfærdighed i Kristus, - at, da får han virkelig lov at se al den usselhed, urenhed og ligegyldighed, og hvilken skrøbelig tro, hvilket mørke og hvilken frygt der findes i ham.

Åh, hvilken stor, guddommelig nåde fra det høje, som da kræves! For at vi midt inde i sådan en elendighed kan se og tro at Guds venskab med os er uforandret. Kan se den skjulte retfærdighed, renheden og velbehaget vi der, ind for Guds øjne, har i Kristus!

Særlig vanskeligt bliver det når denne elendighed aldrig synes at få ende, men bliver langvarig, ja, uendelig. Og bliver værre og værre. Hvem holder da endnu ud? Åh, hvilken troens kamp det bliver!

Om jeg til og med totalt bliver fri fra en og anden ydre synd, så bliver mit indre fordærv bare mere og mere forfærdelig og nedslående.

 

"Jo nærmer´ Jesu fodskammel jeg er,

jo mer mit dybe syndefald jeg ser."

 

Johannes siger: "Gud er lys, og i ham findes der ikke noget mørke." Jo nærmere en sjæl kommer lyset, jo mere ser den sin egen urenhed. I tillæg trækker Gud også altid den følbare nåde tilbage efter som troen vokser og tåler at blive prøvet, eller når et menneske trænger til at blive ydmyget dybere.

Da føler man sig tør, død, kold og svag. Da opstår der en elendighed, en afmagt, en åndelig lammelse, et mørke og en modløshed. Og det gør igen at vi ikke kan tro andet end at nu må vi være fuldstændig frafalden, død, opgivet af Gud og overgivet til "et udueligt sind."

Åh, hvilken kamp! Og hvor vanskeligt det nu er at tro, nu at kunne trænge gennem dette tykke, sorte mørke, - og midt inde i synden se retfærdigheden. Føle den åndelige død, men se Livet. I den stærkt følbare forladthed se Guds store trofasthed og kærlighed smile mod os!

Skal det kunne ske, må vi for alvor lukke øjnene for alt det vi ser og føler, og bare se på Guds ord. For alvor tro at det fuldstændig er slut med al vor retfærdighed. At Gud aldrig et øjeblik dømmer efter den, men bare ser på det hans Søn har udrettet. Sådan at vi udelukkende i dette står rene og velbehagelige for Gud, gjort ulastelige i ham, den elskede.