16. februar

 

Guds rige består ikke i ord, men i kraft. 1. Kor. 4:20.

 

Dette er alvorlige ord. Alle må også i sin samvittighed erkende sandheden i dette. Og den som til sidst vil stå frelst ind for Guds trone, skal ikke i ubetænksomhed skubbe denne sandhed fra sig. Men hellere påkalde Guds Ånd om nåde til at stoppe op i alvorlig selvprøvelse.

At "Guds rige ikke består i ord, men i kraft", er en særdeles nødvendig påmindelse. For først og fremmest er hvert eneste menneskes hjerte en bedragerisk og fordærvet ting, fuld af falskhed, løgn, bedrageri og skuespil. Derfor står vi altid i stor fare for at bedrage os selv med bare en ydre from kristendom, en Munk-kristendom, med kundskab og bekendelse. Men uden at eje kristendommens sande liv og kraft.

For det andet er der også al mulig grund til at frygte for, at det ord vi tager frem her netop nu er "et ord i rette tid." Den tid vi lever i er måske sådan at de kære kristne, særligt enkelte steder, har særdeles stort behov for at stoppe op for dette: Guds rige består ikke i ord, men i kraft.

Uanset vil der utvivlsomt, til alle tider og steder, findes nogle inden for den flok Gud har opvakt, som kommer til at bedrage sig selv. Som er fornøjet når de har meget kundskab og forstand, plus en ydre form for gudsfrygt, men som mangler dens rette kraft. Og det sker også at hele forsamlinger får en sådan holdning til ord og kundskab at det bliver helt nødvendigt for disse at blive mindet om at Guds rige ikke består i ord, men i kraft.

Vi skal heller ikke glemme hvordan tilstanden var i den forsamling apostelen skrev disse skarpe ord til. Det gjaldt menigheden i Korint. Paulus havde forkyndt evangeliet med Guds råd til frelse for dem, "ikke med overtalende ord fra menneskelig visdom, men med Ånds og krafts bevis." Og de havde taget imod det i troens enfoldighed og var blevet frelst.

Men snart trængte der en sådan ånd ind blandt dem at næsten al deres opmærksomhed bare blev optaget med læren. Ikke med livet, men med læren, de forskellige former for lære, og lærerne. De blev optaget med Paulus, med Kefas og Apollos. Den ene sagde: Jeg hører til Paulus, den anden: jeg til Apollos, den tredje: jeg til Kefas, og den fjerde: jeg til Kristus.

Men dermed tænkte de mindre på hvor dårligt det stod til med deres eget indre liv, hvordan læren i praksis skulle virke med kraft i hjertet og i livet. Derfor kunne helt forfærdelige ting også ske blandt dem, uden at nogen bekymrede sig videre over det. I tillæg var de blevet selvtilfredse, "opblæste", stærke og modige, midt i denne ynkelige tilstand i menigheden.

I samme kapitel, som vi har hentet vor tekst fra, siger apostelen. "I er allerede mætte! I er allerede rige! I har hersket som konger uden os. Vi er tåber for Kristi skyld, men I er vise i Kristus! Vi er svage, men I er stærke! I er æret, men vi er vanæret! Men jeg skal komme til jer om kort tid, om Herren vil, og da er det ikke ordene fra de opblæste jeg skal lære at kende, men deres kraft. For Guds rige består ikke i ord, men i kraft."

Vel, selv der hvor dette billede ikke helt træffer, er det alligevel sikkert nok at vi er mere rige på ord end på kraft. Vi er, Gud ske lov, ganske rige på åndelig lærdom, på ord og forstand. Vi har mere åndelig kundskab end de største helgener tidligere havde. Men har sandelig al grund til at sige det biskop Pontoppidan allerede på sin tid bekendte: "Ser jeg på vore forfædre, synes jeg de udrettede mere end de vidste. Men vi ved mere end vi udretter. De lignede den frugtbare Lea med svagt syn, men vi den ufrugtbare Rakel med et dejligt ansigt."

Det vi derfor nu trænger allermest til må uden tvivl være at anvende denne kundskab i praksis. For "Guds rige består ikke i ord, men i kraft."

Men lad os vogte os for den opfattelse mange både før og nu har; at det vi har mere end nok af, er troens forkyndelse. At det vi mangler, det er læren om helliggørelse. At det første er nok og tilstrækkelig udlagt. Men at manglerne i vor kristendom nu først og fremmest kan rettes op ved at forkynde lov og helliggørelse.

Nej, sandheden er fortsat at det er bare den foragtede, "dårskabens forkyndelse", "troens forkyndelse", som giver Ånden. Giver liv og kraft og en sand helliggørelse. Der hvor gudsfrygtens kraft og resultater mangler, der mangler der også tro og liv i Kristus.

Fejlen er at vi ikke tager Ordet til hjerte for straks også at bruge det, iværksætte det, leve efter det. I stedet samler vi det bare i forstanden, for at granske det og lave læresætninger af det.

Med andre ord bruger vi hele vor tid på at smede våbnene, polere og registrere dem. Men lader samtidig fjenden fortsat beholde landet, uden at bruge våbnene på den. Man har altså opmærksomheden udelukkende optaget med læresætninger og begreb.

Men selve sagen, det Ordet skulle virke; anger i hjertet, tro og helliggørelse, hjertets virkelige trøste-grund, glæde, liv, kærlighed og kendskab til Gud i Kristus, - og den virkelige helliggørelse, som udelukkende flyder som en flod ud fra alt dette, - bliver ligesom glemt -!

Og (Bemærk!), just nu, midt i alt dette, står vi i fare for også at miste læren, den ægte, sande lære! Men i hvert fald mister vi på denne måde selve sagen - Guds rige - i os. For Guds rige består ikke i ord, men i kraft.