12. februar

 

Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde. Luk. 13:3.

 

Nu siger du: "Men her står der trods alt: "Hvis I ikke omvender jer, skal I omkomme." Jeg ved nok at denne "omvendelse" ikke betyder det samme som en forbedring, en fornyelse, helliggørelse, eller en omgående udrensning af det onde i os. Noget man nok ikke har kræfter til, før man er blevet indpodet i Kristus og har fået Den Hellige Ånd. Men der må da i hvert fald kræves det som ligger i dette ord "omvendelse"; nemlig anger, sønderknuselse og sorg over synden. Jeg er bange for at min omvendelse ikke er som den bør være. Jeg er stadigvæk hård og kold. Hvordan kan jeg da tro?"

Svar: Det er sandt at der kræves en omvendelse. Og den begynder med en vis syndserkendelse. Som senere, i vore forsøg på at forbedre os, går over til en dybere erfaring af synden. Da oplever vi en åndelig fattigdom og mister al trøst i os selv.

Men for at du skal kunne vide om denne din omvendelse er som den skal være, må du gå nærmere ind på hvad den har som sin målsætning. For det som svarer til sin målsætning, det er jo sådan det bør være.

Så spørger vi: Hvad er omvendelsens egentlige mål eller hensigt? Omvendelsens første og egentlige hensigt er slet ikke at du gennem den skal blive sådan som Gud vil have dig, og på det grundlag blive benådet. Men at du skal drives til Kristus. Paulus siger: "Loven er en tugtemester til Kristus, for at vi skal blive retfærdiggjort af tro."

Hvis du da endnu fortsat kan leve optaget af verden, i kødelig tryghed, borte fra Kristus, uden vished om at du er benådet af Gud. Da er din oplevelse af synden helt sikkert for lille. Og kan du fortsat slå dig til ro og tro du er frelst og salig, bare du slider med din egen omvendelse, med din anger, bøn osv., da er din syndserkendelse endnu ikke ret.

Men så snart du ikke får nogen fred, ikke kan leve i verden og i uvished om at du ejer Guds nåde. Og særligt når du er kommet til det punkt at du ikke føler nogen som helst trøst i dig selv, din egen omvendelse, anger og bøn. Men må, helt og holdent, sådan som du er, tage din tilflugt udelukkende til nåden i Kristus. Da er din omvendelse ret. For den opfylder sin målsætning; den skulle drive dig til Kristus. Og i ham er du reddet og frelst, du er indenfor murene i tilflugtsbyen. Den som har Sønnen, har livet.

Du mener at hvis syndserkendelsen er ret, da oplever du den ikke sådan at du selv bliver tilfreds med den. For da ville du snart have din trøst i den. Da fik du din trøst i noget i dig selv. Og det var tvært imod al sådan trøst som skulle tages fra dig.

Den rette omvendelse skaber misfornøjelse med vor egen omvendelse. Ja, viser os vor hårdhed, vor tilfredse lunkenhed, denne inderste, dybeste fordærvelse i os. Så du tvinges til, - ikke som nogen flygtig følelsessag -, men som din fuldstændige overbevisning, en dybtpløjende dom over dig selv om at du er hård, lunken og ligegyldig, ugudelig, fortabt og fordømt. Først da får Kristi blod æren for at alene det kunne frelse dig.

Kort sagt: Spørger du hvor meget syndserkendelse der kræves, kan vi svare dig: Det er ikke meget - bare så meget at du ikke kan leve uden Kristus. Ikke kan få fred før du er frelst i ham. Der kræves ikke mere, men heller ikke mindre.

Det er også en stor vildfarelse at tro at vi først skal have en tid med sorg over synden. Så kommer tro, fred, fryd og stadig helliggørelse bagefter. Nej, begynd bare at tro på Kristus, og følg ham så i den daglige omvendelse. Så skal du nok også føle synden stærkere end før.

Et af de allerfineste og stærkeste kunstgreb djævelen bruger, er dette: Vi forestiller os et menneske som tror hele Guds ord, og vil også gerne have Ordets kraft i hjertet, og til at leve efter Ordet. Men dette menneske har en stor synd på sin samvittighed. Da planter djævelen denne tanke i ham: "Selvfølgelig er evangeliet sandt, nåden stor og al synd taget bort. Så alle almindelige syndere kan selvfølgelig få nåde. Men, - med dig er det noget ganske andet. Du ved jo godt selv hvad du har gjort. Havde det bare ikke været en sådan synd (som en af de hemmelige eller åbenlyse syndere mod det femte, sjette eller syvende bud), da havde du nok kunnet få nåde. Men med dig er det noget ganske andet."

Dette at "med dig er det noget ganske andet", er det giftigste kunstgreb den gamle slange bruger. Han er jo "en løgner og morder fra begyndelsen." For sandheden er den at der ikke findes nogen som helst undtagelse, ikke noget særligt forhold som Kristi blod ikke fuldkomment og stærkt nok har sonet for, når en hjælpeløs synder tager imod dette ved tro.

Det er jo dette som er evangeliets dybeste indhold, stadfæstet både i ord og eksempler gennem hele Det gamle og Det nye testamente: "Om så dine synder er blodrøde, skal de blive hvide som sne. Om de er røde som purpur, skal de blive som uld." Et talende vidnesbyrd er David, som havde drevet hor og dræbt kvindens mand. Ligeså Manasse, røveren på korset, den store synderinde, Peter som fornægtede Jesus, og mange andre sådanne eksempler.

Ja, det er netop for sådanne store synders skyld, som ingen andre i himmelen eller på jorden kunne hjælpe os med, at Guds Søn blev menneske, udgød sit blod og døde. "For at hver den som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv."