1. februar

 

Jeg formaner jer derfor, brødre, ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller jeres legemer som et levende offer. Rom 12:1.

 

Med disse ord retter Paulus et knusende slag mod den falske holdning som hele verden har; at de kan elske og frygte Gud, selv om det aldrig viser sig i livet. Der tjener de tvært imod synden med hele sit legeme og sjæl. Med baggrund i dagens skriftord kan vi da svare disse: "Det er umulig for mig at vide at du tror, frygter og elsker Gud, når du ikke viser det ved at dit legeme og dine lemmer også tjener ham."

Alle vil selv gerne opfattes som gode mennesker. De påstår måske at de frygter og elsker Gud, samtidig med at vi ser dem frit og uhæmmet tjene synden og sine afguder. Men da siger apostelen: Nej, dette kalder vi ikke at tjene Herren. I skal stille jeres legemer frem som offer for Herren, og tjene ham med alle jeres legemsdele. Gennem sådanne synlige ofre skal det vise sig om I virkelig elsker ham.

Lad os så gå lidt nærmere ind på hvad dette vil sige i praksis, at vi ofrer vore legemer til Gud. Vi ved at for tusinder af kristne mennesker er deres legemer også bogstavelig talt blevet et levende offer. Som martyrer er de blevet brændt, eller tortureret og dræbt på anden måde. Alt sammen for Kristi skyld. Men selv hvor der ikke hersker sådanne forhold, stiller vi alligevel vore legemer frem som et levende offer, når vi bruger vore lemmer til at tjene Herren. Og når vi for Kristi skyld korsfæster vort kød med dets lyster og begæringer.

Først og fremmest stiller du altså dit legeme frem som et offer for Herren når du bruger dine lemmer i hans tjeneste. Når du taler med din mund sådan at han ophøjes, og din næste har nytte af det. Når du bekender hans nafn, fremholder og udbreder kundskab om ham, og for øvrigt taler om det som er godt og sandt.

Det samme når du bruger øjne og ører til at opfange alt som kan være med til at fremme Guds ære og din næstes vel. Og passer på ikke at bruge dem til forfængelighed og unyttige ting. Når dine hænder gør det som er godt og ret, i trofast arbejde der hvor du er sat i samfundet, eller i kærlighedens tjeneste mod din næste. Eller når dine fødder gerne går Herrens og kærlighedens ærinde.

Kort sagt: Når du for Herrens skyld, drevet af hans barmhjertighed, gerne gør og lider det din daglige livssituation og kærligheden kræver -. Da fremstiller du dit legeme som et levende offer for Herren. Men det fører da også en konstant korsfæstelse af kødet med sig. For hvis du vil tjene Herren, da kan du ikke samtidig følge din egen selvtilfredsstillelse; din egen ære og egne lyster. Men må altid overgive dette til døden.

Du ser f.eks. hvordan du kunne opnå, eller beholde, verdens venskab, respekt og popularitet. Men for Kristi skyld lader du alt dette fare, og pådrager dig tvært imod både foragt og hån gennem det du gerne gør for hans sag. Eller du i det daglige liv står imod og overgiver syndens fristelser til døden. Det kan være når utålmodighed, vrede, uredelighed eller egeninteresse, seksuel udskejelse e.l., indbildskhed eller forfængelighed, misundelse eller bagtalelse osv. frister dig. Her er det det sker.

Når du ikke lader disse synder bryde ud i dig, men gennem inderlig bøn og agtsomhed i stedet overgiver alt dette til døden, da fremstiller du dit legeme som et offer for Herren. Også sådanne ofringer er det apostelen her ved Guds barmhjertighed formaner os til.

Men her drejer det sig altså om at stå imod vore egne kraftige begær. Da skal vi nok også opleve at der virkelig bliver en følbar ofring, når offerpræsten skal give sig selv som offer - som også Kristus selv gjorde. Om dette har Luther så viselig udtalt: "Præstetjenestens titel er herlig at smykke sig med, let udtalt og æret af alle. Men selve ofringen ser vi sjældent nogen til, den gruer alle for. For da gælder det livet, ja, alt hvad vi ejer, ære, venner og alt det vi har i denne verden. Nøjagtig som for Kristus på korset. Det har ingen lyst til; vælge død frem for liv, pine frem for lyst, tab frem for vinding, skam frem for ære, uvenner frem for venner. Men det gjorde Kristus på korset, til et forbillede for os! Desuden, når vi gør alt dette, må det ikke være i egeninteresse, eller for selv at opnå noget. Men for at tjene vor næste, og for at ophøje og ære Gud. Sådan som også Kristus gennem hele sit liv til det sidste, ofrede sit legeme."

Skal vi så ikke blive trætte, og trække os tilbage overfor en sådan offertjeneste, men altid tålmodig og villig fortsætte sådan, da er det nok nødvendigt at det er virkelig stærke kræfter som driver os til dette. Men desuden også overnaturlig kraft og hjælp. Og da er det nødvendig med alvorlig og indtrængende bøn.

Når det gælder det som må drive os, så bliver den største og mest vedvarende kraft nok den apostelen nævner midt inde i formaningen: Guds evige barmhjertighed. Det som til alle tider er stærkt nok til at holde lysten og kraften brændende til denne offertjeneste, er ene og alene det at modtage og leve i Guds barmhjertighed.

Men da må du også altid have øjet fæstet på det Gud har gjort for os. Hold først og fremmest klart for øje hvad Gud har gjort for hele verden. At han, mens vi endnu var fjender, gav sin enbårne Søn for os, for at "sådan som vi ved det ene menneskes ulydighed blev syndere, sådan skulle vi ved den enes lydighed blive retfærdige."

Studer derefter, hvordan Gud gennem Sønnen har oprettet dette nåderige, hvor synden ikke skal tilregnes dem som tror på ham. Sæt dig til sidst ind i hvordan Gud efter dette korte, elendige liv vil føre os ind i sin himmel, og give os al den salighed hans kærlighed og almagt kan opvise.

Tror du af hjertet dette, da kan du villigt blive en martyr. Da vil du altid tændes og varmes til nyt mod og lyst til at fortsætte ofringen.