9. december

 

Vær varmhjertet mod hinanden i broderkærlighed! Kappes om at hædre hinanden! Rom. 12:10.

 

Her tales der særligt om "broderkærligheden", kærligheden mellem nådesøskende i Kristus. Og dette taler apostelen om her på en sådan måde at mange af os sikkert vil føle os dømt.

Grundtekstens ord for "varmhjertet" går nemlig meget dybere end det ord som er brugt på dansk. Det er et ord som bruges om en fars og mors inderlige kærlighed til sine børn, og om den kærlighed naturlige brødre har til hinanden.

Og nu siger apostelen her at en sådan inderlig kærlighed, og en sådan hjertelig medfølelse, bør alle kristne have til hinanden. Når de efter sit himmelske barnekår er hinandens brødre og søstre.

Her dømmes den kolde og stive holdning som mange, som vil være kristne, møder sine brødre i nåden med. Selv om de ikke tænker og taler ondt om dem, så omgås de heller ikke med dem i denne inderlige, varme kærlighed. De overlader dem til sig selv, som nogen der ikke vedkommer dem. Og et sådant forhold er jo vidt forskelligt fra den rette broderkærlighed.

Er vi virkelig brødre for evigheden, bør vi også kende hinanden som brødre og elske hinanden. Ja, have en inderlig medfølelse for hinanden både i sorg og glæde. Og med den omtanke, det hensyn og varme som en god far eller mor viser for sine børn.

Det er dette som ligger i apostelens ord i dette vers. Luther siger: "Det er sådan venlig og broderlig kærlighed gør, lider og tåler i forhold til sin næste, det kan du lære af en mors forhold til sit barn. Det samme har Kristus gjort, og gør det endnu. Han tåler og vogter os altid, - os som er så urene, ufuldkomne, skrøbelige og syndige at det ser ud som om vi slet ikke er kristne. Men hans kærlighed gør os til kristne, uden hensyn til vore skrøbeligheder."

Denne varme og broderlige kærlighed mellem de kristne har også en dyb og tankevækkende baggrund. Først at Herren har befalet det i sit ord. Dernæst at Kristus med sin kærlighed til os har givet os et så stort og opmuntrende forbillede på dette.

Men til sidst, og i særdeleshed, dette at vi virkelig også er brødre, er nådesøskende. Vi er født af samme Far, og bestemt til at eje samme arv. Sådan som Kristus derfor også lærte os at bede: "Fader vor, du som er i himmelen!"

Og her ligger da den dybeste kilde til kærligheden mellem nådesøskende; at de er vor Fars børn og vore nådesøskende. Først og fremmest må vi jo elske dem for Faderens skyld. Når vi jo altid elsker vore naturlige brødre og søstre med en særlig kærlighed, bør vi jo selvfølgelig også elske dem som er vore nådesøskende i det himmelske barnekår hos Gud!

Måtte så alle kristne være opmærksomme på dette! At når vi med al ret kalder hinanden brødre og søstre, så må vi også have en sådan kærlighed i vore hjerter, og en omsorg for hinanden, som disse ord taler om. "Frem for alle ting, have inderlig kærlighed til hinanden!", siger Peter.

Kappes om at hædre hinanden! Her lærer vi at de kristne ikke bare skal elske hinanden hjerteligt, og hjælpe hinanden i helt særlige tilfælde. Men også i det daglige liv og omgang vise hinanden omsorg og ære hinanden. Som apostelen siger: "Kappes om at hædre hinanden!"

Det betyder at alle vil være den første til at vise den anden omsorg og opmærksomhed. Og da ikke bare i ydre fremtræden, men også i hjertets inderlige omsorg. Som apostelen formaner med disse ord: "Med ydmygt sind anse de andre højere end sig selv."

En ydre høflighed uden tilsvarende indre hjertelighed, sømmer sig ikke for Guds børn. Har vi derimod først den rette ydmyghed, kærlighed og omsorg i hjertet, bør vi også - efter denne tekst - vise det mod hinanden i vort daglige liv. De kristne skal ikke være taktløse og uhøflige, men i al sin færd opføre sig ydmygt, venligt og hjælpsomt, sådan som vi lærer det her.

Vi husker hvordan Kristus selv indskærpede dette overfor sine disciple ved fodvaskningen. Han viste hvordan alle skal være den mindste, og tjene de andre. Også i dette viste han sig som vort stærke forbillede.

Luther siger: "Kristi kærlighed og venlighed mod os fører også det med sig, at den ene sætter den anden højt for Kristi skyld, som er i os. Og det sømmer sig ikke at jeg ser ned på en anden på grund af hans skrøbelighed.

Jeg må i stedet tænke: Min Herre bor i dette skrøbelige kar, og ærer det med sit nærvær. Når så Kristus anser min bror værdig, og er så nådig og god mod ham at han har fået lige så stor del i alle Guds gaver som jeg. Da må jeg jo bøje mig for ham, og ære ham som min Herres levende tempel og bolig. Hvad betyder det vel for mig hvordan selve boligen ser ud, når Herren trods alt selv bor i den? Når den ikke er for skrøbelig for ham at bo i, hvorfor skulle jeg, som bare er en fattig tjener, så ikke også ære ham?"

Ja, dette er virkelig en yderst nyttig lærdom. Måtte Gud så give os nåde til også at leve sådan!