5. december

 

De stræbte efter at opstille sin egen retfærdighed. Rom. 10:3.

 

Dette foregår på så mange forskellige måder, alt efter det åndelige lys eller mørke det enkelte menneske lever i.

Jøderne troede de var retfærdige bare på sine ydre gerninger efter loven, med sine ofringer, bønner, almisser og ydre retskaffenhed. Bare de ikke var åbenlyse mordere, ægteskabsbrydere og tyve. Og for de fleste mennesker i blandt os i dag er dette også tilstrækkeligt til at de kan tro de er retfærdige, eller i hvert fald godtaget af Gud.

Mens derimod de som har forstået lidt om Guds hellighed, føjer nok noget mere til; som at man også bør elske Gud, respektere og læse hans ord og holde hviledagen hellig. Men de kan fortsat leve i et godt forhold til de lidt mere retskafne verdens børn.

Har de så endnu lidt mere lys, så indser de at man også bør omvende sig fra verdens måde at leve på, og blive et åndeligt menneske. At man bør angre og stoppe med sine synder, våge, bede, afstå fra kødets lyster og tro på Jesus. Men alt dette fortsat bare som lovgerninger. Mange af disse deltager også i åndelig virksomhed for missionen, eller i forskellige humanitære aktiviteter.

Men i alt dette er de endnu ikke kommet længere end til at tragte efter at opstille sin egen retfærdighed, - så længe hjertet endnu har sin frelse, sit egentlige håb, i dette. Og endnu ikke er død fra loven.

"Så afslører sådanne gerninger altså altid bare, at man tragter efter at opstille sin egen retfærdighed?" kunne nogen spørge. Nej, slet ikke uden videre. For disse, og langt flere gerninger, kan også sagtens blive gjort i ægte tro og gudsfrygt. Gerningerne er ikke i sig selv noget bevis på egenretfærdighed.

Men hør nu og indprent dig hvad det er som kendetegner egenretfærdigheden! Det er at sådanne gerninger og virksomhed er blevet menneskenes frelsesgrund, og hjertets inderste trøst. Selv om de samtidig også hjerteligt bekender troen på Kristus og hans forsoning.

Dybt i ethvert menneskes natur sidder en stærk tro på vor egen retfærdighed. Denne kan bare dræbes af Guds hellige lov og dom. Så mennesket lærer at se på sin største og mest oprigtige gudsfrygt og bedste gerninger som "tab og affald", når det gælder at bestå ind for Gud og være retfærdig. Vi må lære at søge nåde og forladelse selv for vore allerbedste gerninger, fordi de er smittet af synd.

Når dette ikke er sket, trøster menneskene sig (bevidst eller ubevidst) bare til sin kristelige virksomhed og gerning. I det har de fortsat al sin ro og trøst mod synden.

Og da kendetegner al denne aktive kristelighed bare et egenretfærdigt menneske.

Noget helt andet er det når hjertet har opgivet al håb på at der findes noget godt i os selv, vor egen kristendom, vor egen kraft. Når hjertet bliver dømt og tugtet i alt, og bliver en skyldner overfor loven, men har sin eneste trøst i Kristi gerninger, Kristi lydighed, Kristi lidelser, Kristi bønner. Og det alene er Guds store og uforskyldte nåde som tvinger os til at gøre alt som er godt -.  Da er gerningerne Åndens frugter, og velbehagelige for Gud.

Dermed er det ikke sagt at disse Guds børn endnu er frie fra al form for egenretfærdighed. For det er de så vist ikke. Men deres egenretfærdighed er nu ikke længere deres frelsesgrund, men tvært imod deres fristelse og plage. Og den møder de nu som al anden fristelse og synd; de dømmer og tugter sig selv, og afskyr den.

Men det er ikke en sådan retfærdighed som frister og plager dem, der tales om her. Apostelen taler om mennesker som bevidst og alvorligt selv vil bestå frem for Gud. Med den holdning tragter de efter at opstille sin egen retfærdighed. Dermed overgiver de sig ikke bare til Guds retfærdighed.

Og grunden til en sådan stadig tragten efter at opstille sin egen retfærdighed, er det at man ikke virkelig kender dybden af sin egen fordærvelse, og heller ikke Guds hellige krav.

Man lader som om man ikke opfatter at Herren kræver et rent hjerte, og vælger i sin fromhed bare at bygge på ydre gerninger. Med den holdning kan man blive ganske god og kristelig i egne øjne.

Og vil du vide hvordan du bare kan fortsætte i den trøst hvor du selv er kristelig og god? Til det kræves bare at du er så hyklerisk at du ikke bryder dig om hvordan du har det i dit hjerte. Om det altid er godt, rent, ydmygt, venligt og fyldt af kærlighed. Men bare fortsætter og ser på dine egne gerninger.

Da kan du blive så kristelig som du trænger til for bare at have din trøst i dig selv. Men da er du i al din gudsfrygt og kristelighed blevet en farisæer.

Men har Herren, din Gud, fået åbenbaret sig for dit hjerte, så det er blevet alt om at gøre for dig at du i alt, også i hjertet, og hvert øjeblik er hellig og sådan som Guds øje kræver. Da bliver du aldrig her på jord fornøjet med dig selv. Nej, da kan du nok ofte opleve synden så forfærdelig stærk, så mangfoldig og styg at du ikke længere ved hvor du skal vende dig. Men mange gange fristes til helt at opgive, - på trods af al den nåde evangeliet forkynder.

Da ser du ingen retfærdighed eller hellighed i dig selv. Men bare en elendig synder som altid trænger til nåde, som altid trænger til Frelseren og hans forsoning, hans forsvar.

Et sådant menneske er en kristen!