4. december

 

Men til Israel siger han: Hele dagen rakte jeg mine hænder ud til et ulydigt og genstridigt folk. Rom. 10:21.

 

Vil du have klarhed over hvad der er Herrens sindelag, og hvad han til sidst vil gøre med os, så bare se på Israels historie. Se hvordan han handlede både med sønderknuste syndere som havde al sin trøst i ham, og med det vantro og genstridige folk.

Se her hvad Gud vil gøre med dem som aldrig vil følge hans kald til omvendelse, men altid bare fortsætter i synd og genstridighed. Se her hvad Gud vil gøre med dem som trods sin nidkærhed for Gud bare har sin trøst og retfærdighed i sin kristendom og sin bøn. Og dermed ikke er "lydige mod evangeliet." For hvad gjorde Gud ikke med det egenretfærdige, vantro Israel som ikke ville lade sig omvende!

Det samme skal han også gøre med alle vantro kristne som ikke vil lade sig omvende. Profeten siger: "De var genstridige og gjorde hans Hellige Ånd sorg. Da vendte han sig imod dem og blev deres fjende, han stred imod dem."

Da gjorde Herren det han på et andet sted havde forudsagt: "Fordi jeg har kaldet og de afslog, har jeg rakt min hånd ud uden at nogen brød sig om det. Derfor skal jeg også le af deres undergang. Jeg skal spotte, når det som de frygter, kommer, når rædselen kommer over jer som et uvejr. Da skal de påkalde mig, men jeg skal ikke svare. Da skal de ivrigt søge mig, men de skal ikke finde mig."

Sådan sendte Herren mangen en straffedom over Israel, og særligt i den sidste tid da Jerusalem blev ødelagt. Da blev der råbt og bedt i denne by så stenene kunne røres. Men himmelen var som af kobber, lukket for al bøn. Nu var det Herrens time til ikke at høre på dem, nøjagtig som de ikke før ville høre på ham.

Sådan handler Herren. En tid rækker han i sin nåde hænderne ud og beder synderen komme. En anden tid følger med dom uden barmhjertighed. Da er nådens tid forbi.

Åh, måtte vi alle vågne op og indse at Herren er endnu den samme. Og hans advarsler til alle vantro kristne er lige alvorlig ment som til det vantro Israel.

Men lige så sikkert som Gud er en forfærdelig dommer over alle som forkaster ham, er han også uendelig nådig mod alle dem som hører hans røst og kommer til ham.

Se her i teksten vi har foran os i dag, hvordan han indbyder og venter på det "ulydige og genstridige folk." Og husk igen at Gud er den samme til alle tider. Sådan er han også i dag.

Og hvad er det han siger her om sin holdning? Jo: Hele dagen rækker jeg mine hænder ud. Sådan står han også i dette øjeblik og rækker sine hænder ud mod hver eneste en som ønsker at kunne tro og komme til ham. Kristus siger også: "Kom til mig, alle I som slider og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile," og "den som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Dette må da være det samme som at "hele dagen rækker jeg mine hænder ud."

Men da siger du: Denne nåde må vel bare være for dem som har den rette syndserkendelse, og er lydige sjæle. Men jeg er bestandig så ulydig, har ikke en gang en virkelig alvorlig vilje og kærlighed til det som er godt. Hvordan skal jeg så kunne tage noget af dette til mig?

Læg nu mærke til ordlyden her! Han siger ikke: Jeg rakte mine hænder ud til et lydigt folk med den rette syndserkendelse. Men tværtimod dette: ."..til et ulydigt og genstridigt folk" (et ulydigt folk som tager til genmæle).

Men hvordan skal vi opfatte dette? Et sådant folk blev jo forkastet af Gud! Ja, hvis du bare fortsætter sådan, og altid bliver genstridig og tager til genmæle, da er du selvfølgelig også ulydig. Men Herren, vor Gud, er alligevel altid den som han selv siger.

Spørgsmålet var jo om Gud kan være nådig, når du er så ulydig! Hør nu godt efter, og glem aldrig dette! Nåden i Guds hjerte er fri og totalt uafhængig af hvor godt eller dårligt du lykkes i din kristendom.

Han kom til Adam på selve syndefaldets dag, og lod ham stå og høre evangeliet forkyndt for første gang - da Adam var fuld af ondskab, og i sin bitterhed bare ville skyde hele skylden for faldet over på Gud selv. Alligevel lod Gud sit budskab, fuldt af nåde, komme til ham.

Se på den fortabte søns far! Mens denne fortabte søn "stadigvæk var langt borte", "sprang han imod ham og faldt ham om halsen og kyssede ham." Sådan skildrer Kristus altså selv sit hjertelag.

Bliver du derimod altid borte fra det himmelske land, da bliver du også for altid borte fra Guds nåde og frelse. Men vor himmelske Fars hjerte er alligevel altid uforandret. Hans arme er stadigvæk rakt ud mod dig - så længe din nådetid varer, så længe du endnu bliver kaldet! "Hele dagen rækker han sine hænder ud til et ulydigt og genstridigt folk."

Men er det kommet så langt at du selv dømmer din ondskab og ulydighed, og gerne vil kunne tro og være lydig mod Gud. Da kender du endnu naturens ulydighed i dig, og ser at den viser sig i tanker, ord og gerninger. Og alt dette tager du med dig frem for Jesu fødder og beder om hans nåde, om forladelse og hjælp. Da er du i sandhed både søgt og fundet af din himmelske Far. For da er ulydigheden mod evangeliet brudt ned, og du er frelst i Faderens favn.

Måtte vi aldrig glemme hvad denne tekst forkynder os! At Gud står med sine hænder rakt ud mod et ulydigt folk. Så vil da også hvert eneste menneske, som selv dømmer sin ulydighed og inderligt ønsker at kunne både tro og lyde ham, blive modtaget af Gud med al hans kærlighed og glæde.