25. december

 

Se, jeg forkynder jer en stor glæde - en glæde som skal blive hele folket til del. Luk. 2:10.

 

Hvad er det for et stort og herligt budskab englen forkynder her? Åh, Gud, vær nådig mod os, og luk vore hjerter op! Det er jo intet mindre end at Gud er blevet som en af os. At Gud er blevet menneske! At Gud er blevet vor bror i kødet!

Hvad siger Skriften? "Både han som helliggør og de som bliver helliggjort, er alle af en. Derfor skammer han sig ikke over at kalde dem brødre." Hvem er "den som helliggør?" Det er Gud, den hellige, den høje, som regerer over alle.

Hvem er "de som bliver helliggjort?" Det er menneskene, de faldne, syndige mennesker. Og de er alle af en, hvad betyder det? De har begge samme natur, de er begge af den samme slægt. Gud og vi er medlemmer af samme menneskeslægt; Gud er menneske, vi er mennesker.

"Derfor skammer han sig ikke over at kalde dem brødre." Fordi de virkelig er brødre, når de efter kødet har samme stamfar. Kristus tænker altså: "Hvorfor skulle jeg skamme mig over at kalde dem brødre? De er mennesker, som jeg. Og jeg er menneske som de."

Også i gerning viste han at han ikke skammede sig overfor nogen, hverken for sin himmelske Far, eller for noget menneske, over at kalde dem brødre. En gang sagde han til sin Far: "Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre. Midt i forsamlingen vil jeg lovsynge dig."

En anden gang er det overfor en kvinde, Maria Magdalena. Han siger: "Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Far og jeres Far, og til min Gud og jeres Gud." En tredje gang overfor hele verden: "Alt det I har gjort imod en af de mindste af disse mine brødre, det har I gjort imod mig."

Lad os nu tage dette stærkt ind over os, at dette virkelig er en guddommelig sandhed! Guds Søn er blevet vor bror! At det altså ikke bare er en velment titel vi i kærlighed bruger på ham. Men en sand og stor virkelighed som altså bygger på at vi er alle af én. Da må vi jo være enige om at hvis vi virkelig kunne tro dette, skulle vi vel få en glæde og begejstring så vi knapt kunne leve.

Men da må vi jo også slå fast at vore hjerter er blevet så forfærdelig ødelagt ved Adams fald. Ja, er blevet stendøde, iskolde, genlåst og omsluttet af så tykt et vantroens mørke, når vi glæder os så lidt, elsker og lovpriser Gud.

Vi skulle jo længtes efter at drage herfra. Trangen skulle fremdrive råbet: Hvornår skal det tunge, forfærdelige dække som skjuler Guds herlighed, blive taget bort? Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?

Og Skriften siger meget mere om dette. Vil nogen spørge efter den egentlige grund og hensigt med at Guds Søn skulle blive menneske, så har Guds ord de herligste trøstens ord om dette: "Siden barnet har del i kød og blod, fik han selv del i det på samme måde, for at han ved døden skulle tage magten fra ham som havde dødens magt, det er djævelen, og for at befri dem som af frygt for døden havde været under trældom hele sit liv."

Og "derfor måtte han blive gjort lig sine brødre i alle ting, for at han kunne være en barmhjertig og trofast ypperstepræst i alt som angår forholdet til Gud, sådan at han kunne gøre soning for folkets synder."

Læg nu mærke til dette! Det var derfor han skulle få del i kød og blod på samme måde som de fortabte børn. Så han med sin død kunne tage magten fra ham som herskede ved hjælp af døden, altså djævelen. Fordi han skulle frigøre dem som var trælle under døden. Han skulle sone folkets synder. Han skulle være barmhjertig, medlidende og omsorgsfuld.

Bemærk at menneske-skyld skulle betales med menneske-blod. Det var overensstemmende med lov og ret. Et menneske måtte tage straffen for det gale et menneske havde gjort. "Så tog han blod af kvindens blod, og gjorde dermed alt det kvinden havde skadet godt."

Derfor var dette også Guds første løfte; at "kvindens sæd skulle knuse slangens hoved." Derfor skulle Guds Søn blive født som menneske, og leve under den lov Gud havde givet menneskene, for at han skulle købe dem fri som var under loven. Og med det at gøre os til Guds børn. Gud skulle blive et menneskebarn, for at menneskene skulle blive Guds børn.

Denne frigørelse fra loven gennem dette barn, havde Guds Ånd tydeligt og herligt forudsagt gennem profeten Esajas: "Åget som tyngede ham, staven over hans skulder, og kæppen til den som drev ham har du brudt i stykker, som på Midjans dag. For et barn er os født, en Søn er os givet."

"Åget som tyngede ham" er jo netop synden og loven, som trykker os ned som en tung byrde, og som i Gal. 5 kaldes for "trældommens åg." Det er loven som er "staven over vor skulder" og "kæppen til den som drev os", som hænger som en slavedriver over os. Den driver og plager os i samvittigheden med vore synder, dømmer os til døden, overgiver os til djævelen og kaster os i helvede.

Det var denne Guds vrede, denne frygtelige tilstand under "staven over vor skulder" og "kæppen til den som driver os", - som vor Gideon skulle bryde i stykker, som på Midjans dag.