23. december

 

Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, i mennesker Guds velbehag. Luk. 2:14.

 

Den nat Jesus blev født i Betlehem kom der en engel til hyrderne ude på markerne og forkyndte for dem: "I dag er der født jer en Frelser i Davids by." Og straks var der en himmelsk hærskare sammen med englen, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, i mennesker Guds velbehag!

Sådan synger den himmelske hærskare altså. Hvad så med os, vi som er den menneskeslægt som denne herlige nyhed gælder? Burde vi da ikke meget mere fryde os og synge til Herrens pris?

Alt omkring dette budskab er jo særdeles kært og den største glæde for alle Guds børn. Her bliver Den Evige Gud et menneskebarn. Skaberen selv ligger her i stald og krybbe, og giver sig helt til os.

Dette er jo i sig selv så stort og herligt at den som virkelig kunne tro dette guddommelige under af nåde og kærlighed, vel knapt skulle kunne leve længere med så stor en glæde. Ville vel stadig, i en uendelig fryd og glæde råbe et evigt og uophørligt: "Ære være Gud i det højeste!"

Ingen på denne jord vil vel nogensinde kunne tro dette, og fatte det fuldt ud. Men Guds børn har i dette, og i alt det Kristus har gjort til vor frelse, så stor en glæde som intet andet i hele verden kan give dem. En glæde som aldrig nogen andre end de sande troende nogen sinde har haft.

Og netop det gør, at dette budskab også er noget du kan have stor nytte af når du virkelig trænger til at prøve hvor oprigtig og ægte din kristendom egentlig er. For en sand julens glæde, på samme måde som al virkelig glæde over Kristus og i Kristus, vil altid kendetegne en sand kristen.

Der findes mange former for glæde. Julen og rammen omkring den gør mange mennesker oprømt og højtidsstemt. Mangt og meget er årsag til det. Men at være så glad over selve Frelseren og hans fødsel, at de begynder at elske, lovprise og tale om ham - som man jo gør når man er virkelig glad for noget -. Det kan de samme mennesker ikke en halv time.

Og mange går endnu længere. De kan være meget kristelige, alvorlige, nidkære, aktive i kristent arbejde. De tænker og taler klogt i åndelige spørgsmål. De beder, kæmper og gør mange gode gerninger for at blive frelst. Men af hjertet virkelig glæde sig over Frelseren, tale med glæde om ham, bekende og lovprise hans fuldbragte værk -. Det gør de ikke et øjeblik.

Og hvad beviser dette? Ja, hvad andet kan dette bevise end at Kristus stadigvæk ikke er blevet hjertets trøst og skat for disse mennesker. At de endnu ikke virkelig tror på ham. At de ikke har fået Ånden, som giver liv.

De lever da enten i en indre kødelig vished midt i al sin kristelighed, som farisæerne. For da betyder Kristus ikke så meget for dem at hjertet kan blive virkelig glad. Fejlen kan også være at de er bundet af hemmelige skødesynder de ikke vil slippe. Eller de stræber med at opbygge sin egen retfærdighed, som jøderne, i al sin vantro.

Skriften kan ikke gøres ugyldig, og den siger: "Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred... Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd." Der hvor der aldrig er skabt nogen fred og glæde i Den Hellige Ånd, der er endnu aldrig Åndens liv eller Guds rige kommet ind.

Og Skriften siger videre: "Jeg tror, derfor taler jeg", "der hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være", "det hjertet flyder over med, det taler munden."

Følgen af dette er jo at den som ikke vil tale om Kristus, men hellere taler om andre ting som nok kan være vigtige, er selvfølgelig mere optaget af alt dette andet. Har større glæde og trøst i dette end i Kristus. Og da kan Kristus nok være det forstanden og bekendelsen - men ikke det hjertet - bygger sin tro på.

Følgen af dette er jo at så længe du aldrig er blevet så trøstet og glad i Kristus at du gerne vil tale om ham, lovprise og bekende ham, så har du heller ikke endnu den rette tro. Da er du enten en træl under synden, du føler dig tryg og sover. Eller du lever i trældom under loven, i et åbenlyst eller finere stræb med at opbygge din egen retfærdighed.

Åndens vidnesbyrd om denne tilstand er altid den samme som vi hører i de frigjorte israelitters bekendelse om sit babyloniske fangenskab: "Ved floderne i Babylon, der sad vi og græd når vi kom Zion i hu. I poplerne der hang vi harperne fra os, for der krævede vore fangevogtere sange af os. De som plagede os krævede at vi skulle være glade: Syng for os af Zions sange! Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sang på fremmed jord?"

Og sådan er det. At forsøge at få et menneske som ikke er genfødt, som endnu er fremmed for Gud og bundet i sin ånd, til at præstere en åndelig glæde, er lige så nytteløst som at forsøge at få is og sne til at brænde.

Synge og tale med munden kan de nok. Men virkelig glæde sig kan de ikke. For det må komme fra hjertet. Det kan man ikke tvinge sig til. Og det at glæde sig i Frelseren og spontant lovprise hans fuldbragte værk, det er en Åndens frugt, en Guds ufortjent gave.

På Sions bjerg synges en sang om Lammet som er slagtet. "Og ingen kunne lære denne sang" - uden de udvalgte. På samme måde kan ingen have en ret julens glæde uden de troende.

Dette er meget godt at prøve os selv på. Det viser os hvad der egentlig er nødvendig for at få en sand julens glæde: Vi må have lært hvad synd virkelig er, og have fundet forløsning fra synden i Kristus. Det som er nødvendig er med andre ord omvendelse og tro.