22. december

 

Se, jeg lægger i Sion en snublesten og en klippe til anstød (svensk: en fortørnelsessten og en forargelsesklippe), og hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme. Rom. 9:33.

 

Hvordan kan dette ske? Hvordan kan Kristus blive et problem for os, eller ret og slet skade os?

Hvordan det skete med jøderne, det ser vi tydeligt i evangelisternes beretninger. Først og fremmest tog de anstød af hans fattige væsen og nedværdigende død. Dernæst at han lærte og dømte stærkt i strid med deres holdninger.

Og på samme måde sker det også i dag. For det første ved vi hvordan hele den blinde verden tager anstød af Kristus og hans evangelium, som en tåbelig forkyndelse. At Guds Søn blev menneske, og dermed hans dybe fornedrelse, læren om forsoningen gennem hans død, om nådemidlerne m.m., er alt sammen fuldstændig tåbeligt for det naturlige menneske.

Men hvad er det som skaber den stærkeste forargelse ("klippen til anstød"), og som dette tekstord særligt sigter til, når vi ser det i sin sammenhæng? Jo, det er selve hovedlæren, at Kristus benåder og frelser de mest uværdige syndere, og dermed fordømmer de frommeste gerningskristne.

Dette er den virkelige "snublesten" til alle tider. Derfor hedder det altid: "Denne mand tager imod syndere... havde han været en profet, ville han have vidst hvem og hvad slags kvinde det er som rører ved ham, at hun er en synderinde" o.s.v. Kristus skulle ikke tage imod syndere, men bare hellige mennesker.

Og denne "forargelse", eller anstød, vækker evangeliet over alt, også i dag, hvor der forkyndes i Ånd og sandhed. Og det sker ikke bare blandt de mest ligegyldige verdens mennesker. Men også blandt mange af dem som brænder af "nidkærhed for Gud", og "jager efter retfærdighed." Mange som var regnet for gode kristne med stor bibelsk kundskab, bliver nu helt forvirret og tager fuldstændig afstand fra det evangelium som er Kristi eget nåderige ord.

De kalder det for en "ny" forkyndelse. De ser på det som en farlig lære for helliggørelsen, og bliver ret og slet fjender af evangeliet. Det går med dem nøjagtig som profeten siger: "De skal falde i fælden og blive fanget."

Var Kristus ikke kommet til dem med sit evangelium, ville de altid bare have fortsat uforstyrret i sin egenretfærdige kristelighed. Men nu bliver de "fanget" og åbenbaret som evangeliets fjender. Bare fordi dette nu kommer til dem i et klarere lys, og i kraft med overbevisning.

Og hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme. Vi priser og ophøjer Herrens navn! Det store flertal i Israel og i kristenheden i dag vil altid tage anstød og falde på denne sten. Men der er altid andre som har fået ham som en "dyrebar hjørnesten", en frelsens klippe. Og i den har de al deres trøst i livet og i døden.

Til disse er det nu dette løftet gives: "Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme." "Ikke blive gjort til skamme" betyder at de ikke skal blive bedraget i sit håb på Kristus, hjørnestenen. Det skal ikke slå fejl, vi skal virkelig komme til at stole på, at vi skal få alt det vi i troen på Kristus har håbet på.

Men når der bliver givet en sådan ekstra stadfæstelse netop af dette, så viser jo det samtidig at Guds børn ofte netop anfægtes af denne frygt og uvished: Er det virkelig sandt at jeg ejer, og en gang også når frem til og oplever, det ordene siger og lover?

At denne uvished plagede de hellige, ser vi over alt i deres historie. Og vi kender til det samme hos os selv. Så skjult er livet i Gud, så mange er vore fald og vor skrøbelighed, så svag og ustadig vor tro, at vi ofte ikke ved om vi virkelig er frelst, selv om vi tror på Jesus.

Men da kommer den evige Far her og lover os: Byg i tryg forvisning på den sten jeg har lagt i Sion. Den svigter aldrig. Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme.

Åh, måtte vi da virkelig indprente os og huske godt på disse ord: Hver den - her er ingen forskel, her er ikke et eneste menneske undtaget -.  Hver den som tror på ham, hver eneste en som har opgivet al sin egen retfærdighed og alle egne forsøg på at frelse sig selv. Men i denne sin hjælpeløshed hører evangeliet om Kristus og får nåde til at lukke det ind.

Som altså drages til ham og knyttes til ham, sådan som alle slags syndere blev Guds folk og nye mennesker i den tid da Kristus selv gik omkring blandt dem her på jorden. Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme, -.  Kan ikke, må ikke blive gjort til skamme. Men skal få evigt liv.

Dette er lige så sikkert som at Gud er trofast og sandfærdig, og ikke kan bedrage sine børn.