21. december

 

Dette er min pagt (svensk oversættelse: mit testamente) med dem, når jeg tager deres synder bort. Rom. 11:27.

 

Her er det den store Herre og Gud som taler. Hør hvad han siger! "Dette er mit testamente", eller min pagt, "med dem, når jeg tager deres synder bort."

Dette er altså Guds testamente eller pagt. Et testamente er den mest uforanderlige pagt, når det er godkendt og bekræftet "gennem hans død som oprettet testamente." Dette er hans sidste vilje. Og da "er der ingen som gør den ugyldig eller lægger noget til når den er stadfæstet", som apostelen siger.

En sådan uforanderlig pagt siger Herren altså, at han også vil gøre med det frafaldne Israel. Og hvad består denne pagt så i? Jo, Herren siger selv den består i at han "tager deres synder bort."

Sådan beskriver han denne pagt i Jer. 31. Her siger han at denne nye pagt ikke skulle være som den første, den som han gjorde med fædrene når han førte dem op fra Egypten og de kom til Sinai. Nej, dette skulle være en ny og helt anden pagt. Og forskellen skulle særligt være den, at når loven blev skrevet på stentavler i den første pagt, for uvillige hjerter, så han "måtte tvinge dem." Så skulle loven i den nye pagt skrives i deres hjerter.

Og mens synden efter den første pagt ikke skulle forlades, men straffes. Så skulle Gud i den nye pagt "forlade deres misgerninger og aldrig mere komme deres synder i hu."

Det var altså syndernes forladelse og en forvandling af hjertet som skulle kendetegne den nye pagt. Dette skulle være en nådepagt, en fredspagt og en evig pagt, som Herren så tit talte om.

Og en sådan pagt ville Herren gøre selv med sit frafaldne Israel. Læg da også her mærke til Guds uendelige og grænseløse nåde! Hele Israels historie viser hvor grufuldt de havde syndet. Alligevel vil han altså fortsat oprette en sådan pagt med dem der hvor han selv tager deres synder bort.

Ganske rigtig lader han først sin retfærdige straf ramme dem. Dels lader han deres hjerter forfærdes. Eller han sender dem mange slags ydre straf eller plager. Jerusalem ødelægges og folket bliver spredt udover jorden. Men efter alt dette vil han igen møde dem med den store nåde den nye pagt lover. Han vil igen forlade dem. Vil selv tage deres synder bort, og aldrig holde op med at gøre dem godt.

Sådan er Herren, vor Gud. Husk dette; at sådan er Gud! Alt dette er skrevet for at vi skal tage ved lære af det. Når Gud benåder et sådant folk, og forlader sådanne synder som Israels, - hvem vil han da ikke benåde? Hvilke synder vil han da ikke forlade?

De største og allerværste synder er sikkert dem som vi har gjort efter at vi har modtaget så meget nåde. Intet forfærder os mere end hver gang vi må erkende at jeg kendte Guds vilje, og jeg har modtaget så stor nåde. Og alligevel har jeg igen syndet!

Men hør nu her! Netop sådan var det jo med Israel. Desuden var deres synder virkelig store. Og alligevel vil Herren, vor Gud, forlade dem alle sammen, "hvis de ikke fortsætter i sin vantro." Han vil selv "tage deres synder bort", rense dem i forsoningens blod, og gøre alt godt mod dem.

Er det ikke her bevist og bekræftet det han siger i Esajas 1: "Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren: Om jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne. Om de er røde som purpur, skal de blive som uld."

Husk igen disse ord: "Jeg tager deres synder bort!" Det er altså ham, den de har syndet mod, som selv vil tage synderne bort. Vor tankegang er som regel den at vi først selv må blive synderne kvit, før Herren kan være nådig mod os. Men her siger Herren, som over alt i Ordet, at han selv vil tage vore synder bort.

Og det at han tager synden bort, har en dobbelt mening. Først tager han syndens skyld bort. Det sker gennem forsoningen og forladelsen, så vore synder ikke længere skal fordømme os. Da skal vi for altid få lov at leve i et nåderige. Det vil sige at alle de synder som endnu findes i vort kød, og desværre tit bryder ud, aldrig skal blive tilregnet os. I Guds øjne er de nu ikke længere synder, men bare sygdomme og lidelser som han vil trøste os mod. For han "har medlidenhed med vore skrøbeligheder."

Dernæst, når han tager vore synder bort, betyder det også at han tager syndens magt bort. Så den ikke længere skal få lov til at herske over os, men at vi i stedet kan gå en helt ny og anden vej gennem livet end resten af verden går. Herren vil selv, med sin Ånd og sin tugt, døde synden i os og helliggøre hele mennesket.

Husk at dette er det Herren selv som skal gøre! Vor tankegang er som regel, at om nu Gud for Kristi skyld forlader os vore synder, må det i hvert fald være vor sag at rense dem ud og døde os selv.

Men så siger Herren: "Jeg vil give mine love i deres hjerter og skrive dem i deres sind." "Jeg skal lægge min frygt ind i deres hjerte, så de ikke skal vige bort fra mig." "Gud er den som virker i jer både at ville og at virke til hans behag." "Vi er ikke dygtige nok til at udtænke noget af os selv. Men er vi dygtige til noget, så er det af Gud."

Al tugt og formaning til os skal altså lære os at søge alt hos Gud -. Så lær at begære og modtage al nåde fra Gud -. Og så prise Gud for alle ting.