17. december

 

Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod, og være barmhjertig mod den jeg forbarmer mig over. Rom. 9:15.

 

Gud er stor og suveræn, vil apostelen her sige. Ingen mennesker har noget at kræve af ham. Ingen mennesker kan sætte sig op mod ham og kræve ham til regnskab for det han gør. Han giver sin nåde til hvem han vil.

Det samme siger Kristus også bl.a. i lignelsen om arbejderne i vingården. Vi ser det i svaret ejeren af vingården giver til ham, som klagede over at de der var kommet i den elvte time, fik lige så meget som han, som havde arbejdet hele dagen og havde båret dagens byrde og hede. Kristus siger: "Ven, jeg gør dig ingen uret. Du har fået din dagløn. Men jeg vil give denne lige så meget som dig. Er det ikke tilladt for mig at gøre som jeg vil med mit eget?" På denne måde afvises her både jøderne og alle egenretfærdige mennesker bare med dette korte svar: Gud selv siger: "Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod, og være barmhjertig mod den jeg forbarmer mig over."

Tænk hvilken uendelig dyb og stærk trøst vi her får for alle fattige syndere! Og det er virkelig nødvendigt. Vi har alle sammen en natur som ligger hjælpeløst sunket ned i egenretfærdighed.

Hele vor natur er sådan at om vi hundrede gange havde erfaret at vi er totalt fortabt med alt i os selv, men også ejer alt fuldkomment i Kristus, forsøger vi alligevel hver dag på at opbygge en retfærdighed i os selv på ny.

For hvis vi f.eks. selv får nåde til at leve lidt mere helligt, så får vi straks en holdning som om Gud nu skulle være mere nådig mod os. Men har vi derimod været mere uheldige og fået lov til at erfare udslagene af vor syndige natur, da opfører vi os som om Gud nu vender sin vrede mod os. Da er vi mismodige og bange for Gud. Fuldstændig som om Guds nåde var afhængig af vor egen retfærdighed.

Imod denne vor dårskab hjælper ingen oplysning eller erfaring. Det er en sygdom i selve vor natur, som vi ikke bliver kvit. Men det som da skal holde os oppe, så vi bliver i troen, og ikke lader os drage med af vantroens bølgekraft, er bare Ordet.

Lad os da virkelig huske og grunde på dette ord vi her har foran os, hvor Herren så stærkt forkynder: "Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod, og være barmhjertig mod den jeg forbarmer mig over!"

Det er fuldstændig forbi med al menneskelig værdighed, forkynder Herren os her. Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod. Det er bare min egen frie og uforskyldte nåde når jeg forbarmer mig over en synder. Der findes ikke noget menneske som er min nåde værd. I er alle sammen fortabt, hvis jeg skulle se på deres værdighed. Alt hos jer er fortabt. Alt er syndigt og forbandet.

Det jeg gør, det gør jeg for min egen skyld. Det siger Herren, vor Gud, klart i Esajas 43: "Du har ikke påkaldt mig, Jakob ...du har bare tynget mig med dine synder, du har trættet mig med dine misgerninger. Jeg, jeg er den som udsletter dine overtrædelser for min skyld, og dine synder kommer jeg ikke i hu."

Så må vi se lidt nøjere på grundlaget som en sådan nådens frihed bygger på. Det første er dette at alt hvad der hedder menneske er fuldstændig fortabt under synden. At "intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger", at "der ikke findes én retfærdig, nej, ikke én eneste", at "der ingen forskel er, de er alle sammen syndere."

Den mest hellige kristen bærer endnu de største synder i sit hjerte; disse som strider mod de største og første bud. Og udover en masse syndige tanker, lyster og begær som bryder alle Guds bud. Og når det står sådan til med alle mennesker, så var det jo også helt nødvendigt at nåden måtte være fri og uafhængig af os, - hvis noget menneske skulle kunne blive frelst!

For Gud fandt ikke et eneste menneske som han kunne være nådig mod for menneskets egen skyld. Da måtte det jo blive sådan som han selv siger det her: "Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod, og være barmhjertig mod den jeg forbarmer mig over."

Den anden grund til at Guds nåde er fuldstændig fri og uforskyldt, er den forløsning som er sket i Jesus Kristus. Fordi Gud elskede os så højt, sendte han sin evige Søn for at genoprette det som var sket i syndefaldet. For at tage alle menneskers synder på sig og betale for dem med sit liv. Med sin lydighed at tilfredsstille alle lovens krav, og give os en fuldkommen retfærdighed.

På denne grundvold er Guds nåde så fuldkomment fri at Gud aldrig ser hverken efter fortjeneste eller synder hos noget menneske, når det gælder den frelsende nåde. Han er altid fuldkomment tilfreds med alle dem som er klædt i Sønnens retfærdighed. Og det gælder alle dage, både de gode og de dårlige.

For er det bare i Kristi retfærdighed vi er retfærdige for Gud og fri fra loven, da er vi selvfølgelig også alle dage retfærdige og fri fra al fordømmelse, - så længe vi er i Kristus.

Skulle Gud derimod fortsat se efter vor retfærdighed, da var retfærdigheden jo ikke bare i Kristus.

Det er dette Herren siger til os i dette guddommelige budskab: "Jeg vil være nådig mod den jeg er nådig imod, og være barmhjertig mod den jeg forbarmer mig over."