13. december

 

Bare se til at I lever et liv som er Kristi evangelium værdigt. Fil. 1:27.

 

Lad os samle ligesom i et billede alt det herlige som er givet os i evangeliet. Da ser du hvor højt og helligt vort kald egentlig er.

Vi er Guds børn og arvinger til den evige herlighed. Vi er Kristi brødre og medarvinger, de helliges medborgere og hører til Guds husfolk, et kongeligt præsteskab, Den Hellige Ånds levende tempel. Ja, vi er hellige her på jord.

Og i alt dette er hvert eneste skrøbelige menneske som lever i troen, forenet med sin Frelser. Og uanset hvor usandsynligt det ser ud for os, er det alligevel sandt, fordi Gud selv har sagt og gjort det.

Og det hviler på så fast grund, at alle storme af synd og anfægtelse som farer over os ikke kan rokke det, så længe vi bliver i Kristus og ved troen står under hans beskyttelse. Fordi Herren selv har sagt og gjort det.

Nu har vi kastet et lille blik på vort høje kald i Kristus. Da ser vi også alvoren og betydningen af den formaning apostelen lægger ind over os her; at vi skal leve et liv som er Kristi evangelium værdigt. Ser man så sit liv i lys af dette ord, kan man fortvivles i forfærdelse over måden man lever på, selv om det måske er langt bedre end de fleste.

Det er ikke lige meget om det samme liv leves af en kristen eller af et verdens menneske. På samme måde som det ikke går an for en konges søn at opføre sig på samme måde som et gadebarn, så passer det sig heller ikke for Guds børn at leve på samme måde som verdens børn. Gud hjælpe os til at tænke nøjere over - og huske - dette!

Tænk hvis du er så lykkelig at du er blevet udvalgt af verden og er en Jesu ven og discipel. Du ser hvordan verden bare lever i ondskab. At de er åndeligt døde og forblindet af den ånd som er virksom i vantroens børn. Blandt disse levede vi også alle før i vort køds begær, men er nu friet ud af mørkets magt og sat over i Guds elskede Søns rige og har fået del i de helliges arv i lyset.

Nu fryder du dig i Guds venskab og samfund. Du lever under en evig nåde, ja, en evig retfærdighed skjuler alle dine fald og mangler. Du har Den Hellige Ånd i hjertet, og en sikker vished om din arv i den himmelske herlighed.

Burde hele dit liv da ikke være helliget Herren? Så du aldrig mere ser på dig selv som din egen. Men som kaldet til altid at leve for din Herre, og leve anderledes end andre mennesker. Ja, hele dit liv skulle være en stadig vandring i Ånden. Så du på den måde kunne ære Guds og din Frelsers lære på alle områder.

Det er sandt at Adams fald har så stor magt i hele vor natur. Og det gør at du nok altid vil få meget nød over alle dine fald og mangler, og bare må sukke som Paulus: "Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg." Alligevel vil du altid leve i helliggørelsens ånd og give agt på dit kald som Jesu ven og discipel, for at leve et liv som er Kristi evangelium værdigt.

Vor store lærer, Luther, skriver: "Med dette vil apostelen sige: Nu har I fået Guds ord og nåde, og er blevet så frelst og lykkelige mennesker at I, i Kristus, har alt det I trænger til. Husk på dette, og tænk da på at I er kaldet til noget helt andet og større end andre mennesker! Lev så livet sådan at alle kan se at I har noget stort som mål, ja, allerede har fået det. Så I med selve livet også kan ære og ophøje den Herre som har givet jer en sådan skat.

Og pas på at I ikke giver nogen grund til at spotte denne skat og foragte hans ord. Men at I med dette tvært imod indbyder og opmuntrer alle, så de af jeres liv og gode gerninger fristes til selv at tro på Kristus og prise ham.

Her må vi huske at gennem hver synd som Guds folk gør, pådrager vi os ikke bare Guds vrede over vor ulydighed. For det som gør synden endnu større, er at også Guds ord og navn dermed bliver forkastet, og bliver til anstød for andre. Paulus siger: "På grund af jer bliver Guds navn spottet blandt hedninger." Så langt Luther.

Derfor må en kristen leve sådan at han ikke skader Guds og Kristi navn og ære. Så ikke Guds navn forkastes og får skylden for at han gør det som er galt. Og derfor må alle kristne tage sig i agt, så de ikke med sit liv bliver til forargelse. Guds navn og ære må være så dyrebart for os at vi ikke kan tænke os at føre nogen som helst slags vanære over det. Ja, så dyrebart at vi hellere lader al egen ære og gods fare, end at det skulle ske.

Her må vi nu, hver og en, ransage vore liv, og se hvor optaget vi er af ikke at forårsage nogen negativ holdning til evangeliet. Stemmer vore gerninger og vort liv med det Gud har talt til os i sine bud? Bliver det til ære for hans herlige navn og evangelium? Ja, her må hver og en som læser dette stoppe op og prøve sig selv.

Kristne lægmænd og præster må aldrig glemme at alle mennesker vogter på hvert skridt de tager. Hvad verdens børn gør, betyder lidt, og kan ikke skade Herrens ære. For de står ikke i noget nært samfund med ham, men handler bare ud fra sit eget behov.

Det derimod kristne gør, bliver altid skrevet på evangeliets regning. Måtte vi da også altid passe på så vi ikke må skade Herrens ære, men i stedet lever et liv som det sømmer sig for en kristens høje kald!