12. december

 

Hvordan skal han kunne andet end at give os alle ting med ham? Rom. 8:32.

 

Dette er den mest selvfølgelige slutning på det som står foran i dette vers (gårsdagens andagtstekst). Når Gud har givet os den allerstørste gave, vil han ikke nægte at give os de mindre gaver.

Hans egen Søn er ganske vist den allerstørste gave som nogensinde kunne blive givet. Men da vil Gud selvfølgelig heller ikke nægte at give noget som helst som er godt og nyttig til dem han ville give denne store gave. Han vil virkelig give os alle ting med ham.

Disse ord: Med ham, siger os at vi får alle ting for Kristi skyld, og som en følge af at han er givet for os. På samme måde som en brud får del i alt det brudgommen ejer.

Allerede her i livet har Faderen givet os de allerstørste gaver i og med Sønnen: En evig nåde og forladelse for alle vore synder, frihed fra lovpagten og al lovens forbandelse, en evig retfærdighed overfor Gud, Den Hellige Ånd i hjertet, de hellige englenes hjælp og beskyttelse, bønhørelse og hjælp i al nød. Og til sidst sejr over døden og arvelod i den himmelske herlighed.

Var dette måske for meget at vente? Tværtimod, siger apostelen, "Når Gud ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle, hvordan skulle han da kunne andet end at give os alle ting med ham?" I dette "hvordan skulle han da..." kommer det helt sikre, ja, den absolut nødvendige konsekvens i denne afslutning, frem: At Gud da også være indstillet på at give os alle ting med ham.

Denne herlige og fast forankrede trøstens grundvold bør vi nu tage til os og benytte hver gang vi trænger til Guds nåde og hjælp. Du er måske stærkt nedtrykt på grund af synd. Du falder og synder tit i tanker og ord. Og du tænker Gud snart må være træt af dig, så han opgiver dig og overlader dig til dit hjertes ondskab. Men endnu søger du hen til nådestolen og beder om forladelse og hjælp.

Hvordan skulle han kunne andet end at give dig dette, - han som ikke sparede sin egen Søn for at kunne give os en evig nåde? Hvordan skulle han kunne andet end at give dig en evig tilgivelse, så han aldrig tilregner dig nogen synd? Han vil jo det skal være tydeligt at han vil bære dig, sådan som du er, alle dette livets dage på sine evige nådes arme. Og han vil forsvare dig.

Hvordan skulle han kunne andet end at give dig sådan en nåde, - han som ikke sparede sin egen Søn, - men gav ham for os den gang vi lå sunket ned i al slags synd, var hans fjender, og foragtede Gud! Skulle han da nu bare begynde at se på dine synder?

Måske du bliver bange når du ser din vantro og hvor hårdt dit hjerte er. Så du ikke kan tro og fryde dig over alt dette, over Guds kærlighed og Sønnens fuldbragte værk. Du sukker: Åh, om jeg bare havde mere tro og liv i mit hjerte! Ja, hvorfor skulle Gud ikke give dig det, - når han har givet dig sin egen Søn? "Hvor meget mere skal da vor himmelske Far give Den Hellige Ånd til dem som beder ham!"

Sukker du måske over at du ikke kan bede så flittigt og alvorligt som du burde. Du er alt for kold og ligegyldig. Og du ønsker at Gud vil hjælpe dig i dette også. Hvorfor skulle Gud ikke også give dig nåde til dette, - han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for dig?

Beder du så også om at du må blive endnu mere fattig i ånden, så du endnu stærkere må komme til at kende din egen afmagt og usselhed -. Skulle han da ikke også give dig denne følbare rigdom på åndelige gaver? Jo, da hører han også denne din sidste bøn, og lader dig mere og mere kende din fattigdom og store usselhed. Men giver dig alligevel så meget nåde til tro og bøn, og hvad du mere behøver, at du ikke skal bukke under, ikke behøver give op, men virkelig skal nå frem til det evige liv.

Bliver du så til sidst bange for hele din tilstand, bange for at du med alt det du har oplevet, har hørt og kan om den åndelige verden, samtidig ubevidst kan være blevet bedraget og går evig fortabt. Du råber derfor som David: "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte!" Hvorledes skulle han kunne andet end at høre en sådan bøn, og sørge for at du ikke bliver liggende i en sådan falsk tilstand, - han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for dig den gang du endnu var hans fjende? Skulle han da ikke også høre din bøn, når du i nød råber til ham og bare beder om nåde til at blive oprigtig og lydig mod ham?

Eller du møder og ser forfærdelige fristelser storme mod dig. Og du fatter ikke hvordan du skal komme gennem dette på rette måde. Men du sukker og beder at Gud må sende dig hjælp. Eller du tynges af legemlige bekymringer, af fattigdom eller sygdom. Eller af bagtalelse og mistænkeliggørelse fra andre mennesker. Og du ved ikke om nogen som helst hjælp på denne jord, men du vender dig til din Far i himmelen. Hvordan skulle han da kunne andet end at høre dig, og give dig al den nåde og hjælp du trænger til, - han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle?

Kort sagt: Når mit hjerte angribes og anfægtes udefra og indefra, og jeg føler mig kastet omkring som i en hvirvelstorm af al slags tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro om min egen tilstand, eller hvad Gud tænker om mig når min samvittighed fordømmer mig for min synd og vantro. Åh, hvilken usigelig trøst og hvile det da er, hvis jeg da kan se op til ham, som for vor skyld ikke sparede sin egen Søn. Og som fra verden blev til for hans skyld har bønhørt og hjulpet alle som har påkaldt ham!

Og til sidst, når min time er kommet at jeg også skal dø, og evighedens mørke måske omgiver mig. Mit hjerte ængstes måske af forfærdelige tanker både om livet som ligger bag mig, og om det som nu står foran mig. Åh, hvilken trøst om nogen da kan råbe ind i mit øre: Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end at hjælpe dig netop nu?

Hvordan skulle han kunne andet, end også i døden, at være en lige så trofast ven og hjælper som han har været det for os i livet? Skulle han ikke, når prøvelsens tid her er forbi, da netop åbenbare hele fylden af sin nåde, og i den mest gudgivne og fuldkomne mening give os alle ting med Sønnen?