11. december

 

Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle. Rom. 8:32.

 

Hvert eneste hjerte skulle sandelig blive brændende af glæde og kærlighed, bare vi kunne få åndelige øjne og sind til at fatte det vi læser i disse ord. For her har vi så stort et bevis på Guds enestående kærlighed og barmhjertighed, at det går langt ud over al menneskelig tankegang.

Og dette allerstærkeste bevis på Guds kærlighed, siger apostelen altså, har vi i dette at Gud, for vor skyld, ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle. Dette er da også Skriftens store hovedbudskab, og det vi allermest trænger til både til liv og helliggørelse. Men samtidig det vi har det allerstørste problem med at beholde i vore hjerter. Det er det vantroen, fornuften, følelserne, synden og djævelen allermest tilslører for os. Derfor vil vi nu studere lidt nærmere hvad der ligger i dette budskab.

Apostelen siger altså at selve gaven er at Gud har givet os sin egen Søn. Med disse ord: "Sin egen", understreger apostelen at Kristus er Guds søn i egentlig forstand. Altså af naturen Guds Søn. I modsætning til dem som er Guds sønner af nåde, ved Åndens genfødsel.

Og det er bare i denne betydning at Gud har givet os sin egen Søn, i ordets egentlige forstand, at gaven er et bevis på Guds uendelige kærlighed. Havde Gud givet os en engel eller et højt benådet menneske, havde dette ikke været noget bevis på at han også ville "give os alle ting med ham."

Her står vi altså overfor en gave som er større end alt muligt andet. For apostelen drager denne overbevisende konklusion: "Hvordan skal han kunne andet end at give os alle ting med ham?"

Lovet være Herren! Hans ord er sandfærdigt og klart: Kristus er Guds sande og evige Søn, han som løfterne taler om helt fra verden blev til. Men hvor er det menneske på jorden som fuldkomment kan tro noget så stort? Kunne vi rigtig tro dette, at Gud virkelig har givet os sin egen, evige Søn for os, da ville vi vel leve som i en drøm af bare salig undren, glæde og kærlighed.

Eller kan du tro dette, og alligevel tvivle et øjeblik på at Guds hjerte er fuldt af barmhjertig kærlighed og omsorg for alt hvad der hedder menneske? Kan du tro at Gud gav sin eneste Søn for at blive vor bror og vor Frelser, ja, vort offerlam? Og alligevel samtidig tvivle på at Guds nåde og kærlighed er nok i alle ting? Kan du tvivle på at han vil give os alle ting med Sønnen?

Og dette bevis på kærlighed vil blive endnu større for os hvis vi virkelig får åbenbaret hvad der ligger i disse ord: "Ikke sparede ..., men gav..." Dette siger os noget om måden og hensigten med at Gud sendte sin Søn til verden.

Når apostelen siger at Gud "ikke sparede" sin egen Søn, ligger der i dette at det var et offer for Gud. Det var noget som kostede noget for Guds faderlige kærlighed til Sønnen, at sende ham for at lide og dø. Faderen har ligesom måttet overmande sit eget hjerte, sin kærlighed til Den Enbårne. Og netop dermed givet os det stærkeste bevis på sin inderlige barmhjertighed overfor mennesker.

Så sagde Gud da også til Abraham, da han skulle ofre sin søn: "Nu ved jeg at du frygter Gud, siden du ikke sparede din enbårne søn for min skyld." Med disse ord til Abraham viser Gud at det er dette som også var hans stærkeste bevis på den største kærlighed han kunne vise os; at det ikke var for dyrebart et offer for ham, at give sin Søn som et offer for os. Og selvfølgelig særligt fordi han gav sin Søn som et offer til den mest pinefulde lidelse og mest angstfulde død.

Dette vidner alle profeternes vidnesbyrd om. Det samme sagde han også selv den nat han gik ind til sin lidelse: "Mit blod bliver udgydt for jer til syndernes forladelse." Sådan vidner den store skare af evangelister også: "Han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os." "Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os, ...for at han af Guds nåde skulle smage døden for alle." Sådan synger de frelste skarer også med høj røst foran Lammets trone: "Du blev slagtet og købte os til Gud med dit blod."

Åh, når dette bliver levende og sandt for vore hjerter, da bliver vi straks fyldt af Guds nådes Ånd. Nu har vi ikke længere selv ord som virkelig kan ophøje og lovprise denne Guds kærlighed; at han for vor skyld ikke sparede sin egen Søn, men gav ham for os alle.

For os alle. Her har vi det tredje punkt i vor tekst, som åbenbarer Guds kærlighed i det at han gav sin Søn for os. Og han gav ham for os alle! Netop dette giver os to særdeles vigtige lærdomme om Guds kærlighed.

Den første er det som ligger i selve udtrykket; at hver eneste en er forsonet med Gud i Kristi død. Ingen er udeladt. Alle er genløst med hans blod fra alle sine synder, fra døden og djævelens vold. Og kan, tør og bør tage imod denne nåde, og blive frelst.

Den anden lærdom er dette: Kristus blev givet for alle. Og dermed også for de allerværste syndere. Da må følgen af dette også være at Guds nåde og kærlighed må være totalt uafhængig af vor værdighed. Og da også uafhængig af gode og dårlige tider i vore liv. Den må altså være en fuldstændig uforanderlig kærlighed!

Lad os fordybe os i dette, ofte og grundigt!