10. december

 

Så sandt Guds Ånd bor i jer. Rom. 8:9.

 

Her har vi en særdeles vigtig betingelse: "Så sandt Guds Ånd bor i jer." Dette er et spørgsmål som må vække os alle til at prøve os selv. Men her er der åbenbart også en usigelig stor nåde. Tænk! Guds Ånd bor i mennesker som endnu lever her på jorden!

Tror du dette? Hvor findes det menneske som kan fatte eller beskrive hvor stor en nåde, ære og herlighed det virkelig er når Guds Hellige Ånd har taget bolig i os? Ja, hvem kan egentlig fuldkomment tro at dette er virkelighed?

Troede vi dette ret, ville vi vel næsten ikke kunne leve for bare glæde, fryd og forundring. Men dette er jo altså en guddommelig sandhed som gælder alle dem som åndelig set er blevet nye mennesker.

Med Guds Ånd mener mange ikke noget andet end Guds kraft og virkning i sjælen. Eller et sind som harmonerer med Gud, egentlig det nye menneske Gud har skabt i os. Og dette er også det ordet "ånd" betyder mange steder i Skriften.

Men når apostelen her siger: "Så sandt Guds Ånd bor i jer", tænker han på det dybe og salige forhold at selve den sande, levende Gud bor og virker i de troende. Med Guds Ånd taler han her om den personlige Ånd, den tredje person som er side- og ligestillet med Faderen og Sønnen i al guddommelig fuldkommenhed.

Allerede i vers 11 siger apostelen: "Hvis Kristus er i jer." Og i vers 26 siger han at Ånden er vor forbeder og hjælper. Som alt sammen, helt åbenbart, handler om hvordan Gud selv bor i de troende.

At "Guds Ånd" ikke bare er en Guds kraft eller virkning i menneskene, men en person i Guds treenighed, det viser Kristi egne ord tydeligt når han befalede at vi skulle døbes "i Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds navn." Og Peters ord når han kortfattet opsummerer den treenige Guds værk for at føre os frelst frem til himmelen: "Udvalgt efter Gud Faders forudviden, i Åndens helliggørelse, til lydighed og renselse i Jesu Kristi blod." Og til sidst Paulus’ ord i hans afskedshilsen, som kan kaldes "den nytestamentlige velsignelse": "Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Den Hellige Ånds samfund være med jer alle! Amen."

Sådan ser vi hvordan Skriften sidestiller Den Hellige Ånd med Faderen og Sønnen, som en person i den evige, guddommelige treenighed. Vi ser også hvor tydeligt Kristus taler om Den Hellige Ånd som en person, og ikke en kraft, når han siger: "Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand, for at han skal blive hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan få, siden den hverken ser ham eller kender ham. Men I kender ham, for han bliver hos jer og skal være i jer."

"Men talsmanden, Den Hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det jeg har sagt jer. Han skal vejlede jer til hele sandheden. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af det som er mit og forkynde det for jer."

Disse ord lærer os hvad der er Talsmandens egentlige opgave på jorden; nemlig at gøre Kristi værk og ord levende i menneskers hjerter. Han skal vidne om Kristus og oprette hans rige, oplyse, kalde, samle, lede, helliggøre og bevare mennesker i dette Kristi rige.

Faderen har givet dem til Sønnen. Sønnen har genløst dem. Og Den Hellige Ånd skal samle, helliggøre og vejlede dem i sandheden. Alle mennesker er døde i sine overtrædelser og synder -. Indtil "Livets Ånd" åbner deres hjerter så de kan blive et med Kristus som er givet os som vort evige liv, forener dem med ham, og skaber et helt nyt menneske i deres indre.

Apostelen siger altså nu her at denne Ånd bor i Guds børn. Det samme siger han også et andet sted: "I er den levende Guds tempel. Som Gud har sagt: "Jeg vil bo hos dem og vandre iblandt dem." Åh, hvilken stor og ubegribelig herlighed!

Man kunne fristes til at spørge: Hvordan kan Den Uendelige bo i hjerterne hos sine børn? Gud er jo desuden tilstede over alt! Hvad betyder disse ord da; at Gud vil bo og vandre blandt sine troende?

Her kan vi med al grund svare: Disse ord skildrer det inderlige samfund mellem Gud og det genfødte menneske. Gud bliver altid i dem med sin nådes gerning og sit fortrolige samfund. Kristus siger: "Jeg vil gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig."

Men et andet svar lyder sådan: Den hemmelighed er stor. Den går langt ud over vor forstand. Bare evighedens lys skal en gang åbenbare dette fuldt ud. Alligevel er dette en sandhed, og en dyb og herlig sandhed. Guds Ånd bor, lever og virker i de troendes hjerter.

Dette er en hemmelighed og et underligt forhold. Det er vor erfaring gennem fristelsens storme og gode og onde tider i livet, som gør så mangfoldige udslag i vort ydre menneske. Men i sjælens dyb findes der alligevel et sind som altid er helligt. Det er altid det samme. Det sørger over det som er ondt og syndigt, men fryder sig over alt som er godt og helligt.

Det sind er altid det samme så længe hjertet ikke helt er "faldet ud af nåden" og har mistet Kristus. Og dette er ikke noget andet end virkningen af den høje gæst som bor i vort hjerte. For uden Guds Ånd kan intet som helst helligt røre sig i os.