8. august

 

Sådan som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt uden at I bliver i mig. Joh. 15:4.

 

Du klager over at "jeg er så kold, så magtesløs i kampen mod fristelserne. Jeg ser farerne og bruger alle mine kræfter, jeg læser formaningerne i Bibelen. Men alt er lige frugtesløst. Jeg er lige kold og lige svag."

Hvad er fejlen da? Jo, nøjagtig den samme som da du i din første omvendelse sad fast i samme nød, nemlig vantroen. Den kolde, døde vantroens tåge som omgiver din sjæl. Du kender ikke Frelseren rigtig, du smager ikke livets varme ved hans bryst, der hvor du før fik liv og varme.

Her vil hjælpemiddelet netop på ny være at du, nøjagtig som du er, bare kaster dig i forladelsens favn, - og bliver liggende der til du bliver varm og stærk igen. Det betyder at du vender dine øjne bort fra dig selv, din elendighed og dine synder. Og alene bliver optaget med Guds hjerte og Kristi forsonende blod og forbøn for dig. – Helt til du igen får den glæde og fred som tidligere gav dig kærlighed og kraft til helliggørelse.

Åh, om det kunne skrives med guldskrift i alle Guds børns hjerter; at frelse og evigt liv hviler på et eneste punkt: At vi bliver i ham som har elsket os. For da skal der nok også blive et råd mod synden.

Lad os i dette tage ved lære af et frafaldent menneskes erfaringer! Det begyndte med at han af ren ligegyldighed gik ud i en synd som var forholdsvis lille, - om nogen synd kan kaldes for lille. Men denne synd knuste alligevel troen og hans fred. Han forsøgte at genoprette dette gode forhold mellem sig og Frelseren ved at forbedre sig, som i hans øjne var først at angre det han havde gjort, og vise oprigtig vilje til forbedring. Og så derefter søge nåde og forladelse.

Men hvad sker der? Jo, fristelsen til samme synd bliver bare stærkere. I samme grad også vantroen. Og som følge af den bliver også afmagten større. Så falder han på ny. Og nu får han bare dobbelt så stor grund til modløshed, og til bare høfligt at fjerne sig mere og mere fra den rene, hellige Gud.

Sådan går dette stakkels menneske gennem vantro skridt for skridt bort fra den eneste mulige Frelser, helt til han opgiver alt håb. Men så må den urolige samvittighed hjælpes. Derfor søger han nu en falsk trøst, en undskyldning for denne overmægtige synd. Eller; tankerne på hvad han en gang havde, men nu har mistet, forsøger han at drukne i den almene vantro og verdens liv og lyst. Og sådan slutter det. Nu er han død.

Hvad var den afgørende dødsårsag? Jo, at han ikke straks efter at have syndet, søgte forsoningsnåden, rensningen i Lammets blod. Men i stedet selv forsøgte at rette skaden op. For bemærk dette: Vel var det ilde at han faldt i synd, - selvfølgelig burde han hellere have våget og stridt til blodet mod det onde. Men dette fald kunne alligevel have været lægt, bare han straks havde søgt til lægemidlet: Nåden! For "Kristus har fået gaver for menneskene, også for de frafaldne."* At han på dette punkt lod fornuften og djævelen bedrage sig, og tog fejl af vejen til oprejsning, blev selve dødsårsagen.

Her ser vi igen den smalle vej. Skal vi gå på den, er det nødvendigt at vi, før vi synder, d.v.s. idet vi fristes, eller allerede før det sker, "færdes med frygt", og er bange for synden. Men at vi efter at have syndet, hvis vi er faldet, frimodigt går frem til nådestolen, lukker ører og øjne mod fornuft og følelser, og bare kaster os i nådens flod, og renser os der fra al urenhed.

Faren er at vi er alt for sikre og dristige før vi synder. Men efter at vi har syndet er vi alt for mismodige og forsagte. Guds ord formaner os til at våge og være ædru. Det betyder bl.a. at straks du mærker den mindste indbildning hos dig om nogen egen styrke, skal du frygte for at falde. På første tegn til at fristeren nærmer sig, skal du frygte, og straks råbe om hjælp. Og så langt det er muligt, der hvor du er sat af Gud mellem mennesker, skal du holde dig borte fra alle situationer, steder og mennesker som du ved vil medføre fristelser.

For at bede: "Led os ikke ind i fristelse", og så samtidig frivilligt gå lige i favnen på fristelsen, er at spotte Gud og bevidst bedrage sig selv. Men så hører det også med til troen at straks vi er faldet, ikke forsøger at hjælpe os selv. Men nøjagtigt som første gang du søgte nåden, straks skynder dig til det evigt rensende forsoningsblod med dine pletter, og får renset dine klæder der. Sådan brydes afhængigheden af din fornuft, sådan knuses og smeltes dit hjerte. Og du drives hver dag til Ordet og bønnen.

Det som disse midler ikke udretter, det gør den trofaste og forunderlige Gud gennem korset, hvis du beder ham om det. En oprigtig sjæl sukker ofte: "Det betyder ingenting hvad jeg må lide, bare Gud fortsætter sit værk i mig. Åh, måtte Gud selv døde mit kød. Selv mangler jeg kraften til dette!" Og sådanne suk hører vor trofaste Gud med glæde. Når du da f.eks. fristes til afguderi, så du begynder at knyttes til noget jordisk, svarer han denne din bøn med at tage dette. Og dette gør han måske så følbart at du græder og klager. Eller han giver dig det du har lyst til, men styrer alt så dette giver dig din største sorg.

Kan du ikke holdes i ydmyghed, - måske hjertet begynder at tænke stort om dig selv -, slipper han en djævel løs på dig, lader dig falde i store fristelser, ja, falde i synd så du knuses og skammer dig. For det er bedre at det går sådan, end at du blev liggende i overmod og store tanker om dig selv. For da ville alt være tabt.

Regelen er derfor altid den: Så meget ydmyghed et menneske får, så meget helliggørelse og nådegaver får det også. Begynder du at blive ulydig mod Ordet, og det ikke længere betyder lige meget for dig, så lader Gud dig falde i den helvedes ild at du tvivler på dets guddommelige oprindelse osv. Bare du er oprigtig i din vilje til at blive helliget, så skal din Gud nok også i sin nåde virke det, - om end måske på en ganske anden måde end du troede.

                                            *Salme 68:19 (efter COR’s Bibel), som også gengives af Paulus i Ef. 4:8.