7. august

 

Og ingen indbygger skal sige: "Jeg er syg." For folket som bor i den, har fået sin synd forladt. Esajas 33:24.

 

Her ser vi at den syndsforladelse som blev købt ved Kristi død, og som vi modtog ved troen, skal tilhøre os i evighed. I den har vi en daglig og evig nåde.

Den skal altså ikke rokkes eller tages fra os på grund af synden som hænger fast ved os, som tynger os, og som desværre også bryder ud i os. Så længe vi ved troen bliver i Kristus, skal vi hvert øjeblik eje en og samme nåde hos Gud. Fordi nåden kommer ikke af gerninger. Selv er vi altid lige skyldige til fordømmelsen. Men i Kristus er vi altid lige retfærdige.

I hele Det gamle testamente omtaler Herren det nåderige som gennem Kristus skal oprettes på jorden. I Esajas 33 kalder han det "vor højtids by" og "Jerusalem." Og siger så senere om denne by at "ingen indbygger skal sige: "Jeg er syg." For folket som bor i den, har fået sin synd forladt."

I Salme 89 taler Gud om sin pagt med Sønnen (pagten om en evig nåde over dem som Sønnen med sit sonings blod købte og bevarer, de som tror på ham, og som her kaldes "hans (Sønnens) børn." Der siger han: "Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine domme, hvis de vanhelliger mine love og ikke holder mine bud, da skal jeg straffe deres overtrædelser med staven, og deres misgerninger med slag. Men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg skal ikke lade min trofasthed svigte. Jeg skal ikke bryde min pagt, og det som er gået ud over mine læber skal jeg ikke forandre."

Og i Det nye testamente siger Johannes: "Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er selv soningen for vore synder, og det ikke bare for vore, men også for hele verdens."

Vi tager ikke flere af de utallige trøstens ord frem her, om dette emne som vi finder i Skriften, men vil nu bare se nærmere på dette ene.

I dagens tekst siger Herren at i denne by, i nådens rige, skal ingen indbygger behøve at klage og bekymre sig over at de er syge. For de har fået syndernes forladelse. Fra Herrens side ligger der jo i dette, at syndernes forladelse jo i sig selv forudsætter at indbyggerne i byen har synder og skrøbeligheder. For ellers var det ikke nødvendigt med nogen syndernes forladelse. Samtidig ligger der også i dette at synderne ikke skulle tilregnes, huskes på eller straffes. For det hedder forladelse. Det som da er forladt, behøver vi ikke mere omtale eller ængste os for. For forladt er forladt! "Ingen indbygger skal sige: "Jeg er syg." For folket som bor i den, har fået sin synd forladt."

Dette budskab taler også til os om et særligt forhold når det gælder de enfoldige, oprigtige nådebørn. De tror nok deres synder er forladt. Men samtidig er der noget andet som de sukker og bekymrer sig over. Noget som de måske ikke vil kalde for synd, som er en svaghed hos dem, en mangel i deres kristendom, en fejl, eller hvad man skal kalde det.

De siger: Jeg tror nok at Gud forlader alle mine synder. Men jeg er så svag, jeg har den og den svaghed osv. Men nu samler Herren i dette ord alt under navn af synd: "Ingen indbygger skal sige: "Jeg er syg." For folket som bor i den, har fået sin synd forladt." Og denne forladelse borttager, eller skjuler, al svaghed, så vi slipper for at sige: "Jeg er syg."

Hvor findes der en svaghed som ikke er synd? Loven kræver jo hele mennesket; hjertet, tankerne, følelserne. Derfor anklager den også alt hvad disse gør, når det strider mod Ordet. Og vi spørger: Er manglerne i din kristendom ikke synd? Er det ikke synd at være ligegyldig, være træg til at læse Ordet og bede, fej når det gælder bekendelsen osv.?

Men alt det som er synd dækkes af syndernes forladelse. Der står ikke at Kristus sonede håndens eller tungens synder, men al synd i hele mennesket. Når du ved troen bliver i Kristus, da vil du også altid lide over synden i dig. Men når du da altid våger, beder og strider mod synden, da "er der ingen fordømmelse" over dig. For forladelsen strækker sig over alt det du er og har.

Over dette emne siger vor kære Luther: "Vi bør tage denne lære stærkt ind over os. Så vi fremholder tydeligt at vor fromhed ind for Gud består i at vi lever på syndernes forladelse. Det menneske som vil have med Gud at gøre, må vide at hverken dets synd eller dets fromhed gælder for ham."

Når det angår noget jeg skal gøre, tænke, tale eller leve overfor Gud, eller overfor mennesker, da vil jeg leve et ret kristent liv, vogte mig for synden og gøre flest mulig gode gerninger.

Men straks spørgsmålet er; hvordan jeg har det med Gud, om jeg lever i hans nåde, eller hvordan jeg skal få den, da vil jeg ikke være noget andet end en synder. For at dette budskab om syndernes forladelse også kan gælde for mig.

Og da vil jeg dristigt, i troen, sige: Har jeg synder, så har Kristus retfærdighed. Hans hellighed er min hellighed. Nu er jeg på den plads hvor synderne ikke kan nå mig.

Sådan er det nådens rige, den herlige by, som Herren talte disse ord om: ”Ingen indbygger skal sige: "Jeg er syg." For folket som bor i den, har fået sin synd forladt."