4. august

 

Ved loven døde jeg for loven. Gal. 2:19.

 

Gennem sådanne ord åbenbares hemmeligheden med vor frihed fra loven. Tilsvarende læser vi i Rom. 7: "På samme måde, mine brødre, er også I dødet (dræbt) bort fra loven", "døde fra det som holdt os fanget." Læg mærke til ordene dødet bort fra, og døde.

Og i samme kapitel viser apostelen hvordan det foregår, og hvad det vil sige at vi ved loven dør ("dødes") bort fra loven. Han siger: "Jeg levede en gang uden lov, men da budet kom, vågnede synden til live, og jeg døde. For synden benyttede sig af budet og bedrog mig og dræbte mig ved det."

Hvad betyder dette at "jeg døde ved loven", "synden dræbte mig ved loven"? Går du til bunds i dette spørgsmål, vil et dyrebart lys tændes for dig. Hvilken død er det apostelen taler om her, når han i denne sammenhæng siger: "Og jeg døde", "død ved loven"?

Katekismen taler om en tredobbelt død: Den legemlige, den åndelige og den evige. Men her er der tale om en fjerde slags død. For apostelen var jo allerede før dette han omtaler, før "budet kom", åndelig død. Hvad mener han da her med ordet "død"? De som har erfaret dette ved det. De andre tror det ikke.

Jo, dette er noget som sker hvis loven træffer mennesket på ret måde. Når Guds hellige øje begynder at forfølge menneskets tanker og hjertets egentlige hensigt med det det foretager sig. Da "dødes" (dræbes/knuses) mennesket. Og jo alvorligere og dybere den enkelte bliver angrebet, desto før bliver de knust.

Det var den gamle farisæer Saulus som blev dræbt, før der kunne blive en Paulus. Jakobs hoftesene måtte slides over i nattens kamp med den ukendte, før han kunne sige: "Jeg har set Gud åsyn til åsyn, og min sjæl er frelst." Da fik han et nyt navn. Og efter det gik han aldrig mere oprejst.

Kort sagt: Tag apostelens ord sådan som de står. Da mærker du hvem det var der døde. Han siger: "Jeg døde." Det var hans jeg, hans aktive, selvvirksomme, egenretfærdige, selvhellige jeg som styrtede i striden med synden under loven.

Loven æggede kampen op i et konstant pres med krav og med anklager. Samtidig som indbildningen om vor egen kraft, som sidder så dybt i os og udgør selve sjælen i det gamle menneske, holdt et sejt håb oppe om at opnå sejr i striden. Men alt sammen bidrog bare til at udmatte ham mere og mere.

Alt dette skildrer han sådan: "Synden bedrog mig og dræbte mig ved budet." Nu er den knust, den gamle indbildning om min egen kraft, om et menneskes mulighed for at blive god og hellig gennem loven. Og da ligger mennesket der, fortabt, hjælpeløst og afmægtig, ja, "død."

Nu har denne udmattede sjæl opgivet alle egne anstrengelser. Opgivet at vente nogen hjælp gennem sin vilje og evne, sin bøn, anger, ja, alt hvad der overhovedet findes i ham.

Men når så Guds evige råd til frelse og forsoning, når Kristi fuldbragte værk bliver åbenbaret for dette udmattede menneske,

 

"Da drages han til Jesus frem sådan som han er, ufærdig, lam,

Til al Guds nåde så uværdig at han vil synke ned i skam."

 

Da synker sjælen ned i brudgommens - den anden mands - arme, "for at han skal tilhøre en anden; han som er opstået fra de døde." Og nu får dette menneske i samme øjeblik hele lovens opfyldelse i ham som er "lovens ende til retfærdighed for hver den som tror." Nu lever bruden bare på hans retfærdighed og på hans omsorg i alle forhold, og siger: "I hans skygge er det min lyst at sidde, og hans banner over mig er kærlighed."

Her ser du hvordan en sjæl bliver friet ud fra loven, som også apostelen helt klart udtrykker det: "Sådan er loven da blevet vor tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren."

Ganske rigtig opvækkes den gamle indbildning tusind gange, om at vi skulle have nogen egen kraft. Sædvanligvis da i den finere form som at jeg gennem bøn og Guds kraft kan og bør kunne være og gøre det og det. Men afdækkes som en adamittisk indbildning ved at det altid er jeg, jeg, jeg, - ikke Kristus, som hele tiden er midtpunktet for alle mine tanker.

Men da bliver jeg også på ny udmattet og dødet, til jeg igen bare må synke ned for min Frelsers fødder og lade ham blive alt for mig. Og så længe det er dette som sker, at jeg altid på ny bliver ført tilbage til Kristus, er jeg trods alt ikke under loven, men under nåden.

Af dette kan du også forstå hvem der ikke er under nåden, men under loven. Det er de som ikke er dødet/dræbt af loven, sådan som vi nu har set. Men endnu har et håb til loven, til egne anstrengelser, sin aktivitet, sin bøn.

De er ikke blevet så fortabt, så knust fra håbet på noget som helst ud fra sig selv, at de er blevet tvunget til at overgive sig. Overgive sig som fortabte, på bare nåde. Men med fuldt fortsæt stræber de endnu for at få sejr, sådan som vi har nævnt, gennem noget de selv er med på.

Bliver de midt i alt dette mere nedslået over sig selv, kan situationen ofte være at "de ikke er langt fra Guds rige." Da mangles der bare at de opgiver alle sine anstrengelser, og at de så på et øjeblik får Jesus at se "hvid og rød" (Højs. 5:10); at han i en salig stund bliver åbenbaret for dem.

Men hvis de endnu får stor trøst og selvtilfredshed af al sin kristelige aktivitet, da er deres tro og bekendelse om Kristus bare en del af deres egen retfærdighed. Da er deres tro ikke en fortabt og mislykket synders virkelige tilflugt til Jesus, men bare en ny, pæn lap på deres gamle klæder. Da er de mere fjernt fra den sande nåde end nogen sinde.