3. august

 

Selv om vort hjerte fordømmer os, er Gud større end vort hjerte og kender alle ting. 1. Joh. 3:20.

 

Bemærk disse ord: Gud kender alle ting! Derfor fælder han en anden dom end vort hjerte.

Hvordan skal det opfattes? Det skal vi snart se. Kristus siger at hans legeme og blod blev givet for os. Er du ikke enig i at hvis du virkelig fuldt ud kunne tro og fatte hvad det betyder at Guds Søn gav sit legeme og blod for os, så ville du begynde at råbe af fryd og glæde: "Alle synder er jo mod dette ikke en gang som en gnist mod et stort hav!"

Men netop sådan ser Herren det til stadighed. I himmelen har Kristi blod altid den største værdi. Der gælder det mere end hele verden. Du og jeg har så begrænsede hjerter at de aldrig magter at fatte eller beholde det som altså er større end hele verden. For vore mørke og skrøbelige hjerter har Kristi blod en meget lille værdi. Men for Gud har Kristi blod altid en umådelig og usigelig stor værdi.

Det ved Kristus. Derfor kunne han sige: "Den som er badet, er ren over det hele. Også I er rene." Du og jeg kan ikke rigtig tro dette. Men Kristus tror fuldkomment at Kristi blod gælder. Derfor kan han dømme sådan som vi nu har set.

Tænk grundigt over dette! Så vil du, selv i den allerstørste syndenød, kunne sige til Gud: "Hellige Far! hvis du nu vil forkaste mig, må du først forkaste din elskede Søn og hans legeme og blod, som du har modtaget som løsepenge for mig. Du kan ikke forkaste mig, så længe du endnu godtager løsepenge!"

Dette er den egentlige grund til at nåden er uforanderlig. Men Johannes siger: "Gud kender alle ting." Og der er endnu flere årsager til at nåden er urokkelig. Vi ser i Luk. 22 at Kristus på forhånd vidste at Peter ville komme til at falde og fornægte ham. Da ved jeg, at hvis denne svaghed hos Peter havde været nok til at Kristus ville forkaste ham, så havde han jo allerede gjort det. Og da ville han jo aldrig have haft en grund til at være nådig mod ham. For helt fra begyndelsen kendte han til alle Peters svage sider. Han troede ikke et øjeblik bedre om Peter end han virkelig var.

Det er en total afsporing hos os når vi ligesom tænker at Gud bare ser vore tanker nu og da. Mens han har set dem alle fra første stund af. Han ser i et øjeblik alt hvad der bor i os, alt ondt som kommer til at bryde ud gennem hele livet. Skulle han nogensinde ville forkaste os, eller blive træt af os på grund af noget af dette, så ville han jo aldrig have begyndt med os; at frelse os, drage os til sig og benåde os.

Han ved at vi hvert øjeblik, de gode og de mindre gode, egentlig er nøjagtig den samme. Hos en kristen er der to naturer, kødet og Ånden, som altid kæmper imod hverandre. Det ene øjeblik har Ånden overmagten, så herligt at vi knapt mærker noget til kødet. Nu mærker vi bare at liv, fred, kærlighed og gudsfrygt råder. Så kan vi opleve at kødet og djævelen igen får overtaget så grufuldt at vi knapt nok mærker noget til Ånden. Hvem mærkede i fristelsens stund noget til Ånden hos Peter? Men så fik Ånden igen overtaget da han "gik ud og græd bittert."

Men Kristus ved altså hele tiden at vi egentlig er den samme gennem alle disse situationer. Han lader sig ikke forvilde! Der hvor Peter står og viser sig så stærk og trofast, i haven, ved Kristus alt om hvordan han den samme aften skal falde. Og det øjeblik Peter falder, ved Kristus da også at Peter i hjertet, i Ånden, er den samme trofaste ven. Hvornår skulle han da have nogen grund til at forkaste Peter? At gribe dette hører med til "den skjulte visdom."

Men endnu en gang slår vi fast at "Gud kender alle ting." Kristus taler om sine skrøbelige disciple, som alle sammen i prøvelsens stund forlod ham. Men han siger at disse en gang skal være i himmelen og sidde på tolv troner og sammen med ham dømme Israels tolv stammer. Da er de fuldstændig rene fra al synd og skrøbelighed. Kristus ved at vi en gang, gennem en hel, uendelig evighed, skal være fuldstændig rene. Fulde af kærlighed og hellighed, til hans ære og lovprisning i al evighed.

Da synes jeg vi med al fortrøstning, sådan som en ældre lærer skriver, kan sige: "Åh, kære Gud! Jeg beder dig at du i det øjeblik jeg falder, vil se mig sådan som jeg en gang skal være i himmelen. Der skal jeg aldrig synde mod dig, bare elske og lovprise dig i evighed. Vil du derimod se på mig sådan som jeg er på jorden, da ser du en synder som hvert et øjeblik på dagen i en eller anden form synder mod dig. Men ser du mig sådan som jeg skal blive i himmelen, da ser du en hellig sjæl som aldrig i evighed synder mod dig, men altid og fuldkomment elsker og lovpriser dig. Se mig i denne tilstand, og bliv ikke vred om du i tredive, fyrre eller halvtreds år - som jo bare er som to eller tre sekunder i evigheden -, ser mig kæmpe i svaghed og skrøbelighed."

Åh, måtte denne usigelige nåde få lov at indtage, styrke og fryde alle Guds børns hjerter, så vi ikke elsker noget højere end denne kære, omsorgsfulde Frelser.

Da bliver denne kærlighed også den rette helliggørelsens kilde og kraft. For kærligheden gør alting let, og "kærligheden er lovens opfyldelse." Må Gud, for sin kærligheds skyld øge vor tro og vor kærlighed!