29. august

 

I ægtemænd, elsk jeres hustruer og vær ikke bitre mod dem. Kol. 3:19.

 

På samme måde som grundlaget for hustruens pligter er at hun skal underordne sig under sin mand, så er grundlaget for mandens pligter: kærligheden. "I ægtemænd, elsk jeres hustruer." Der hvor kærligheden får lov at råde, der følger alt andet også af sig selv. Apostelen siger: "Kærligheden er tålmodig og venlig. Den tåler alt, tror alt, håber alt, lader sig ikke ophidse."

Men nu vil vi se nærmere på hvordan den ægte kærlighed er, den en mand skal have til sin hustru. Og da vil vi særligt rette vor opmærksomhed mod den stærke fremstilling dette får i Ef. 5. Apostelen siger: "I ægtemænd, elsk jeres hustruer, sådan som også Kristus elskede menigheden og gav sig selv for den. På samme måde skylder ægtemændene at elske sine hustruer som sine egne legemer. Den som elsker sin hustru, elsker sig selv. For ingen har nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det mad og har omsorg for det, sådan som Herren gør med menigheden."

Se hvilken dyb skildring, som en høj ære for ægteskabets kærlighed, at den sammenlignes med Kristi kærlighed, som overgår al kundskab! Lad os nu se nærmere på den lærdom vi har i dette. Det som stærkest kendetegner Kristi kærlighed til menigheden, er først og fremmest at han elsker helt ufortjent. Uden nogen værdighed eller fortjeneste fra vor side, men alene fordi Faderen har udvalgt os fra evighed af.

Selv siger Kristus: "De var dine, og du gav dem til mig. Alt det du har givet mig, har jeg bevaret i dit navn. Og ingen skal rive dem ud af min hånd. For min Far, som har givet dem til mig, er større end alle." På samme måde skal manden også elske sin hustru for Faderens skyld. Uden hensyn til hendes større eller mindre fuldkommenhed. Alene fordi Faderen har givet ham hende, at hun er hans hustru.

Den kærlighed som udspringer fra personlige egenskaber, som svinger med gode og vanskelige tider, er en ustadig og overfladisk kærlighed. Hvis Kristus havde elsket os på den måde, da havde han ikke givet sit liv for os. Nej, Gud har givet dig denne hustru. Han lagde hende i dine arme og sagde: Nu er hun din. Elsk hende og hold dig til henne! Og da betyder dette tusind gange mere end alle de skønneste egenskaber hos en kvinde.

For det andet gjorde Kristi kærlighed ham og forsamlingen til et, som apostelen her også straks tilføjer: "Vi er lemmer på hans legeme, af hans kød og af hans ben." Derfor, tilføjer apostelen, er mand og hustru også blevet et, "de to skal være et kød."

Men dette sker ikke kun som en frugt af kærligheden. Det grunder sig egentlig på Guds tanke da kvinden blev skabt. Tænk bare lidt dybere på den underlige beretning om dette i 1. Mos. 2. Først læser vi om hvordan Gud skabte kvinden af et af mandens ribben, og hvad der var det første manden udbrød da han så kvinden: "Dette er ben af mine ben og kød af mit kød." Og lige derefter læser vi det første Gud udtalte om ægteskabet: "Derfor skal manden forlade sin far og mor og være knyttet til sin hustru, og de skal være et kød."

Sådan har Kristus også selv omtalt sagen da han mindede farisæerne om hvordan Gud har indstiftet ægteskabet, og sagt at dette ikke skal opløses: "Så er de da ikke længere to, men et kød." Dette er da grunden til det apostelen siger her, at mændene skal elske sine hustruer som sine egne legemer.

Og da virkelig som om de var deres egne legemer. For læg mærke til det han fortsætter med: "Den som elsker sin hustru, elsker sig selv, og ingen har vel nogensinde hadet sit eget kød" m.m. Burde dette ikke vække mangen en mand til at tænke sig om, og til at elske sin hustru mere?

For det tredje: Kristi kærlighed var en opofrende kærlighed. Kristus elsker menigheden og gav sig selv for den. Derfor leder og varmer han den. Og ikke bare det; han giver også sin menighed glade stunder, han opmuntrer og fornyer den.

Sådan skal manden også gøre, ikke bare for at forsørge sin hustru, men også for at hun skal trives og glæde sig. For alt dette gør kærligheden jo af sig selv. Kort sagt springer alle mandens pligter ud fra kærligheden: "I ægtemænd, elsk jeres hustruer."

Men apostelen fortsætter: "Og vær ikke bitre mod dem." Det er rigtigt at Gud har givet jer magten og myndigheden, og hustruerne er skyldige i at underordne sig under jer. Men tro dermed ikke at I mænd kan tillade jer at lade et oprørt sind råde, med hårde ord mod jeres hustruer. Nej, vogt jer selv! Apostelen Peter siger: "I mænd, lev med forstand sammen med jeres hustruer, som det svagere kar og som medarvinger til livets nåde, for at jeres bønner ikke skal blive hindret."

Vi er alle svage kar, "lerkar." Men kvinden er alligevel det svageste kar. Hvordan skulle manden da kunne vente en sådan fuldkommenhed hos hende at han aldrig skulle opdage nogen fejl? Han må derfor bruge sin magt med forstand, og aldrig glemme at Gud sætter kvinden lige så højt som ham selv, for også hun er medarving til livets nåde.

Lad det være sagt endnu en gang: Hustruen skylder at underordne sig under manden, det er sandt. Og du har magt til at befale. Men brug din magt sådan at du ikke skader det svage kar. Så ikke hendes sind bliver helt nedstemt og sløvet overfor dig.