27. august

 

Jeg har udslettet dine overtrædelser som en tåge, og dine synder som en sky. Vend om til mig, for jeg har forløst dig. Esajas 44:22.

 

Hør, alle I ulykkelige som aldrig synes jeres omvendelse, jeres sønderknuselse, jeres anger, bøn og helliggørelse er som den skal være, og derfor aldrig tør tage den fulde trøst i Kristus til jer! Hør her hvad Frelseren siger til dig: "Jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge, og dine synder som en sky. Vend om til mig; for jeg forløser dig!"

Det er sandt alt det Guds ord taler om hvor nødvendigt det er med omvendelse, med anger og bøn m.m. Men når man vil gøre omvendelsen, angeren og bønnen til en ny forsoningsvej, - når man på grund af de mange og store mangler både i anger, omvendelse og bøn ikke vover at tro den uforskyldte nåde i Kristus, - åh, da ser vi at "det er al sjælesygdoms rod; den har ej nok med Jesu blod."

Der er omvendelse, anger og sønderknuselse nok i det hjerte som ikke længere kan få fred i verden eller med sin egen kristelighed. Der er sønderknuselse nok når man på grund af sin egen uværdighed ikke vover at tage den store, overstrømmende nåde til sig. Om det så netop er din mangel på sand sønderknuselse, eller din hårdhed og letsindighed, som gør at du føler dig så uværdig. For det er jo netop denne vor mangel på sand anger, omvendelse og bøn som ofte knuser os allermest, og gør os totalt fattige.

Men da ikke straks at ville tage sin tilflugt til Kristus, og bare modtage hans fuldbragte værk, just så fattig og uværdig man er, - åh, "det er al sjælesygdoms rod; den har ej nok med Jesu blod", - det er at gøre sig selv alt for vigtig!

Du er ikke så betydningsfuld, hverken med dine synder, eller med din omvendelse. Du følger ganske enkelt med i det store køb, bare du tror og tager imod Guds store nåde.

Åh, fattede vi bare Guds gave! Fattede vi bare hvad der ligger i disse ord: "Jeg udsletter dine overtrædelser!" Først ser jeg der på ny det samme som hele Guds evangelium har forkyndt helt fra verden blev til; at det var dette Gud havde besluttet fra evighed af: At al verdens synd skulle lægges på én, og ved "den enes" lydighed og lidelse forsones, udslettes og blive taget bort.

"Ham som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os." Her ser vi hemmeligheden; at i Kristi død er syndens fordømmende kraft allerede taget bort, "kastet i havets dyb." Den kan dermed aldrig mere være nogen hindring for nåden. Derfor fordømmes egentlig ikke noget menneske på grund af synden. Men bare fordi de ikke er kommet til nåderiget.

Åh, tænk om menneskene vidste at deres synder allerede er taget bort! Om de vidste at syndernes forladelse har ligget færdig til dem helt fra Kristi død og fuldbragte værk!

For det andet ser jeg i dette ord også hvordan Kristi hjerte brænder af kærlighed.

Jeg ser at han som bar al synd ikke led under den i misfornøjelse. Han gjorde det i overstrømmende kærlighed. Lad os da heller ikke glemme hvor stor vor Herres Kristi kærlighed var! "Bliv i min kærlighed", siger han, "ingen har større kærlighed end dette at han giver sit liv for sine venner."

Men Paulus minder om at Kristus gav sit liv for sine uvenner. Drag så den eneste rette konklusion af dette: At hans kærlighed må være totalt fri og uafhængig af din og min tilstand.

Derfor, når du på ny indtages af sådanne tanker: "Hvis jeg bare var lidt bedre på det eller det område... Jeg er ikke som jeg bør være, ikke nok sønderknust og alvorlig. Tvært imod er jeg så hård, så kold, letsindig, hyklerisk og fuld af synd. Og hvordan skal jeg da kunne tro at jeg ejer Guds nåde?" - Så læg da endelig mærke til hvad der er midtpunktet i dette, som alle dine tanker kredser om, og som du bygger din tro på! Det er dette lille ord jeg - "Hvis jeg bare var", "hvis bare jeg kunne", hedder det.

Det er dit jeg som er så betydningsfuldt. Du vil selv være retfærdig, og dermed blive din egen frelser. Vogt dig for den smitte! Paulus var så bange for den mindste indblanding af nogen egen trøst, at han anså sin bedste retfærdighed som tab, ja, som affald, siger han, - "for at jeg kan blive fundet i Kristus, ikke med min egen retfærdighed, den som er af loven, men med den som kommer af Kristi tro."

Og læg mærke til at ligesom vi stadig gentager dette; jeg, jeg, - gentager Herren også sit jeg, og siger: "Det er sandt, du er ikke sådan som du bør være. I alt er du en overtræder og uværdig. Men jeg, jeg, jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge."  Lovet være hans navn!

Når du da siger: "Jeg angrer ikke min synd som jeg burde", så siger han: "Nej, du har aldrig angret som du burde. Men jeg har angret for dig (i Getsemane). Og jeg, jeg er den som udsletter." Du siger: "Jeg beder ikke sådan som jeg burde", så siger han: "Nej, du har ikke bedt som du burde. Men jeg, jeg har gennem stærke skrig og tårer frembåret bønner og påkaldelser til Gud. Og jeg er den som udsletter."

Du siger: "Det er ligesom ikke ordentlig magtpåliggende for mig, dette!" Da siger han: "Nej, det er heller ikke dig som har kaldet mig. Men din frelse har været magtpåliggende for mig. Jeg har arbejdet, jeg, jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge, og dine synder som en sky."

Skulle vi så ikke sætte hans nåderige gavebrev så højt at vi bare ydmygt falder ned for ham, takker og bekender: "Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn giv du ære!" Kun du er retfærdig, og du gør den retfærdig som tror på dig.

Herre, øg vor tro!