21. august

 

Herre, du ved alt, du ved at jeg elsker dig. Joh. 21:17.

 

Måtte vi nu alle være oprigtige, og spørge os selv om vi virkelig har den samme bekendelse ind for Jesu ansigt som Peter har her!

Herren spørger nu dig som læser dette: Elsker du mig? Svar ind for Herren sådan som det virkelig er! Gør ikke noget forsøg på selv at bøje dit hjerte til at elske Jesus. For den kærlighed der her er tale om, kan vi ikke selv tage til os. Den må fødes!

Her er spørgsmålet ganske enkelt: Er denne tydelige erfaring også blevet din; at Kristus selv, eller det han er i sig selv, er blevet dit hjertes største glæde, trøst og skat -. Så du ikke kan lade være at elske ham, hungre og tørste efter ham?

På dette spørgsmål bliver der nok givet mange forskellige svar. For ikke at tale om alle dem som overhovedet ikke tager dette spørgsmål til sig. Disse bedragede, selvfornøjede helgener, som aldrig tænker på at frygte for sin egen tilstand, men bare retter dette spørgsmål til andre. Men vi vil i stedet tale om de alvorlige Guds børns forskellige svar på dette spørgsmål.

Mange troende nådebørn kan med et varmt hjerte straks svare som Peter: "Ja, Herre, du ved jeg elsker dig." Mens andre igen bliver helt forskrækket når dette Jesu spørgsmål rettes mod dem, og helst bare vil svare: "Herre, du ved at jeg ikke elsker dig. Du ved hvor kold jeg er. Du kender min forfærdelige hårdhed og ligegyldighed. Åh, det er forfærdeligt!" Ja, dette kan nok blive mangen et Guds barns svar.

Lad os da en stund tale lidt med disse sidstnævnte. Hvad skal en sådan kristen gøre, som bare føler hvor kold han er? Og lad os antage at en som virkelig ikke elsker Jesus, men bare er lunken, stilles overfor dette spørgsmål. Eller en som i al sin loviske aktivitet for kristendommen er helt kold overfor Frelseren, men nu med forfærdelse vågner op ved dette spørgsmål. Hvad skal et sådant menneske gøre?

Lovet være Guds evige kærlighed! Han har selv svaret på dette spørgsmål. Ellers var jeg aldrig blevet virkelig sikker i mit sind. Herren Kristus har særligt to gange talt netop til sådanne som vi nu snakker om. Om den ene, siger han, at han havde "forladt sin første kærlighed." Og om den anden at han "var hverken kold eller varm, men lunken." Gud være lovet i evighed, for at vi kan se hvad han siger til sådanne! Hvem skulle vi tro mere end Herren selv?

Og hvad er det han siger? Hans egne ord ligger åbne for alles øjne i Åb. 2:1-5, og 3:14-22. Det første vi alligevel skal lægge mærke til, er at dem han egentlig taler til der, er sådanne som ikke selv var bekymret for sin tilstand, men tværtimod sagde: "Jeg er rig, har nok og har ikke behov for noget."

Derfor kommer han til dem med alvorlige advarsler. Han siger at han vil "flytte lysestagen væk" fra Efesos. Og den lunkne i Laodikea vil han "udspy af sin mund." Mens vi aldrig finder et eneste eksempel i hele Bibelen på at han kommer med trusler og advarsler til nogen som dømmer og tugter sig selv, og er fortvivlet over sig selv.

Men læg nu mærke til dette som er så herligt at man kan råbe af fryd - eller græde af glæde, hvis vi får nåde til at se det! For midt i den forfærdelige tale til den lunkne i Laodikea, hvor han truer med at "udspy ham af sin mund", tilføjer Herren disse ubegribeligt herlige ord: "Alle dem jeg elsker, dem revser og tugter jeg. Vær derfor nidkær og omvend dig!"

Åh, min Herre og Gud! Var det dette du ville med denne frygtelige advarsel? Var hele baggrunden den at du elskede ham, denne "lunkne", uværdige discipel? Åh, da kan man virkelig også begynde at elske dig, når du har sådant et hjerte, en sådan hensigt med så forfærdelige advarsler.

Da ved jeg hvad det betyder når du også i dag opvækker vore hjerter; du elsker os! - "Dem jeg elsker, dem revser og tugter jeg." Du vil vi skal frelses, så vi ikke skal gå fortabt. Ikke at vi bare skal fortvivle og flygte bort fra dig.

Skal jeg få kærlighed til Herren Jesus, må jeg altså på en eller anden måde få lært at kende ham, sådan at jeg bliver indtaget af ham. Vi ved at hjertet er sådan at det ofte er lige så vanskeligt at blive løst fra en kærlighed man vil løsrives fra, som at få den kærlighed man ønsker.

Kærligheden til Jesus er jo noget vi aldrig ønsker at løsrives fra. Den er tværtimod desværre altid for svag. Men vi tager dette frem for at du kan få klarhed over hvordan det egentlig foregår, det at få kærlighed: Det sker nemlig kun når noget eller nogen indtager dit hjerte.

Kærlighed til Jesus får du aldrig ved at bearbejde dit eget hjerte. Kun ved at du erfarer hans kærlighed, så du bliver indtaget af ham. "Den som er meget tilgivet, elsker meget."

Dette forstod den gamle lærer som fik besøg af en fortvivlet og anfægtet mand som havde netop dette problem at han ikke elskede Jesus. Han sagde at på Jesu spørgsmål: "Elsker du mig?" kunne han ikke svare andet end: "Du ved at jeg ikke elsker dig." Den gamle sjælesørger svarede. "Da ved jeg ikke noget bedre råd end at du straks i stedet for vender samme spørgsmål tilbage til Frelseren og spørger ham: Elsker du mig? For det er trods alt ikke din kærlighed til ham, men hans kærlighed til dig, som hjælper her. Husk Johannes siger: "I dette er kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og sendt sin Søn til soning for vore synder." Og da læreren havde talt en stund med ham i denne tone, da græd denne fortvivlede mand af glæde, og sagde: "Nu kan jeg også sige: "Herre, du ved jeg elsker dig."