2. august

 

Jeg er Herren, det er mit navn, min ære giver jeg ikke til nogen anden, og heller ikke min pris til afguderne. Esajas 42:8.

 

Jøderne vidste fra Skriften at Gud havde lovet at sende en stor, god hyrde for menneskene. For sådan lød løfterne: "Jeg skal oprejse én hyrde over dem, og han skal vogte dem, min tjener David. Han skal vogte dem og være deres hyrde."

Men nu siger Herren i Joh. 10 at denne hyrde som er lovet dem, det er mig. Alle som er kommet før mig, og har gjort krav på at være det, er tyve og røvere. Jeg er den gode hyrde som er lovet jer.

Dermed ville Herren også lære os at han er den eneste virkelig gode hyrde i åndelig forstand. Og han er den gode hyrde i den forstand at der er ingen andre end ham som er dette. En vigtig sandhed, både som advarsel og til trøst -!

Alle kristne bør nemlig vogte sig for det afguderi at blive hængende ved nogen underhyrde. Det er afguderi og en skadelig afhængighed, når du bliver for meget knyttet til et menneske. Det viser sig når f.eks. denne person dør eller flytter bort, og du med det har mistet al din trøst og støtte. Eller den som er blevet din lærer viger af fra sandhedens vej, og du da også bliver draget med væk fra vejen. Tænk hvilken fare som ligger i dette!

Nej, en kristen må have sit eneste holdepunkt og hjertes tillid i Herren alene. Sådan at, om han kommer til det mest gudsforladte sted, hvor ingen varm hyrdes røst lyder fra noget menneskes læber, har han alligevel nok bare med Frelseren, og kan mætte sin sjæl med hans ord. Af hjertet kan han sige med David: "Herren er min hyrde, jeg skal intet mangle."

Og om det skulle ske at den mest ypperlige lærer forkynder et andet evangelium end det Kristus og hans apostle forkyndte, må du bare afvise det med denne holdning: "Jeg ved hvordan Kristus lærte og behandlede syndere. Jeg holder mig til det. Han er den gode hyrde. Ham vil jeg følge!"

Åh, der er mange farer som truer trofaste underhyrder. De er optaget med at trække fårene til den store overhyrde som købte dem med sit blod. Men en af de største farer de oplever, er når disse stakkels får efterhånden kommer i så stort afhængighedsforhold til tjeneren at de uden ham er totalt ulykkelige, eller uden al trøst og vejledning i sandheden.

Når et sådant afhængighedsforhold opstår, må mangen en trofast tjener rykkes bort, eller ved et eller andet åbenlyst fald miste sin anseelse, for at fårene skal vågne op, og ikke gøre et menneske til Gud.

For så siger Herren: "Min ære giver jeg ikke til nogen anden, og heller ikke min pris til afguderne. Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen frelser. Jeg er den gode hyrde."

Med dette vil vi på den anden side selvfølgelig ikke godtage dem som står frem i en kold og selvsikker ånd. Som foragter alle de redskaber Herren i sin barmhjertighed har givet sin menighed. Og som foragter det lys over Ordet som Gud gennem disse tjenere har sendt til verden. I sin selvklogskab tror disse bare på sin egen ånd. De tror de har Guds Ånds eneste rette udlægning af ordet. Samtidig med at de med dette selvsikre blik forkaster sådanne herlige redskaber som Gud har brugt til at omskabe hele sin kirke, og som gennem de rigeste frugter har Guds eget segl på at de er hans sendebud. Det er langt fra denne selvsikre ånd vi nu ophøjer.

Vi afviser heller ikke Paulus når han roser galaterne, og taler om "den velsignelse" de havde i sin tidligere tilstand da de tog imod ham som en Guds engel, ja, som Kristus selv, og havde kunnet rive sine egne øjne ud og givet dem til ham. Nej, selv en så brændende kærlighed kan være det herligste tegn på en ret kristen tilstand.

Vi vil bare advare mod afguderiet og slaveriet i et sådant afhængighedsforhold som vi har skildret her. Det er så skadeligt både for fårene og for underhyrderne. Vi siger det samme som døberen Johannes: "I kan selv bevidne at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men: Jeg er blevet sendt foran ham. Jeg er bare en røst af en som råber i ørkenen. Den som har bruden er brudgommen. – Han skal vokse, og jeg skal aftage." Og det samme som apostelen Paulus, når han sagde: "Var det måske Paulus som blev korsfæstet for jer? Eller blev I døbt til Paulus’ navn?"

Af sådanne bibelsteder ser vi hvordan, selv disse hellige mænd også var udsat for denne plage, at disciplene kom i et farligt afhængighedsforhold til tjeneren. Vi skal da ikke blive overrasket om det samme sker mellem os. Men vi skal vogte os for det, som noget særdeles farligt for dyrekøbte sjæle.

Og vi har mange herlige eksempler på hvor rigt det kan blive for en kristen når han mister (ikke forkaster, men mister) én som har været en god hyrde for ham, og han tvinges til at holde sig endnu tættere indtil Herren selv og hans ord.

For netop da ser vi hvordan hans åndelige liv modnes til større fasthed, som han ikke tidligere havde. Desuden fik hjertet også en langt dybere og mere varig glæde. Og det skabtes i det nærmere kendskab han fik til Frelseren selv, som nu på en særlig måde vogtede det ensomme får.

Gennem sådanne erfaringer lærer man at forstå og kende hvad Herren her siger: "Jeg er Herren, det er mit navn, og min ære giver jeg ikke til nogen anden."