17. august

 

Vort samfund skal være med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. 1. Joh 1:3.

 

Dette er en stor, men skjult hemmelighed. Derfor kaldes den også ofte for "det hemmelige samfund", men er ligeså stor en virkelighed. Det er oprettet allerede i Guds evige råd da mennesket blev skabt.

Apostelen siger: "Vi er Guds slægt." Så blev dette samfund med Gud opløst ved syndefaldet. Men et nyt og endnu herligere samfund blev oprettet da Kristus blev menneske. I ham blev Gud og mennesket forenet i én person. Han skulle hedde Immanuel, Gud med os, Gud i vort kød. Og dermed er mennesket ophøjet til den ære og værdighed at være en bolig for Gud og i samfund med ham, et legeme og en ånd med Herren.

Dette samfund begynder for den enkelte når en sønderknust ånd hungrer og tørster efter Herren og hans retfærdighed. Da er hjertets dør lukket op. Og "da", siger Herren, "vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." Brudgommen søger bruden, og bruden søger hen til ham -. Hvem skulle da kunne hindre en forening, et helt nyt samfund?

Og Kristus siger han "skal bo" i en sådan sjæl. Åh, hvem magter at tro noget så herligt? Det er jo alt for stort, og vore hjerter alt for små og trange. Fornuften råber: Nej, nej, dette er umuligt! Men hvad hjælper det. Dette er Herrens egen forunderlige rådslutning. Og han har selv sagt det. "Den som elsker mig", siger han, "han holder mit ord. Og min Far skal elske ham, og vi skal komme til ham, og vi skal have vor bolig hos ham."

Kan du ikke begribe at dette kan være muligt, så tænk bare på hvem den Herre er som siger dette. "For ham er ingenting umuligt." Hvad er lettere for den Almægtige end at gøre det han selv vil! Og nu er det hans egen viljes rådslutning, og hans frie viljes gode velbehag at han vil genforene sig med mennesket, og bo og leve i sine børn på jorden.

I Joh. 17, hvor Jesus taler med sin Far, siger han: "Jeg i dem og du i mig, for at de skal blive gjort fuldkomment til et." Ja, det står udtrykkeligt sådan. Kan det siges tydeligere? Og Paulus siger: "I er den levende Guds tempel. Som Gud har sagt: Jeg vil bo hos dem og vandre iblandt dem." Det er gennem denne inderlige forening vi "får del i guddommelig natur", som Peter siger. Dette er da det første som hører med i vort samfund med Faderen og hans søn, Jesus Kristus.

Med denne forening følger dernæst også at vi har del i al Kristi rigdom, i hans rige og hans skatte. Hele Guds evangelium forkynder om "vor Herre Jesu Kristi nåde, at da han var rig, blev han fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige."

Han kom så vist ikke for sin egen skyld og blev menneske. Det skete jo bare for vor skyld. Skriften vidner så tydeligt om dette: "Han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham."

Se hvilket dyrebart bytte! Han tager vore synder, - og giver os sin retfærdighed! Bruden var fattig og tynget af skyld. Men brudgommen tager al hendes skyld, og giver hende al sin rigdom. Dette er jo hele evangeliets hovedindhold.

Men så indebærer dette også at hver eneste en som nu tror på Kristus og bliver forenet med ham, også i samme øjeblik har del i alt dette som blev købt til os ved Jesu Kristi stedfortrædergerning: Hans lydighed, hans hellighed og retfærdighed. Vi bliver tilregnet alt det som skete gennem hans lidelse og død. Alt bliver så fuldkomment vort eget som om vi selv havde gjort og været og lidt alt det han gjorde og led.

Når en fattig synder begynder at sulte og tørste efter denne nåde, og med hjertets tro tager dette til sig, da er det hans. Da bliver hele dette Kristi fuldbragte soningsværk skænket og tilregnet ham, som hans eget værk og retfærdighed. Og det er dette han alle sit livs dage skal trøste og rose sig af, mod sine daglige synder og mangler.

Men bemærk: Det er slet ikke nok at du ved dette og ofte har hørt det. Du må standse op overfor dette, studere det og tage det ind over dig, så dit hjerte virkelig får trøst af det og for alvor kan sige: Det er mit! Da først giver det liv, og da først begynder et saligt samfund mellem bruden og brudgommen.

Åh, hvilken underlig og dyb trøst når man med hjertets tro kan sige: "Alt mit er hans, og hans er mit. Min synd er hans synd, min nød er hans nød. Men hans retfærdighed er min retfærdighed, hans lydighed er min lydighed, hans blod er min renhed, hans død mit liv! Lovet være hans navn!

Mod min synd fremholder jeg hans retfærdighed, mod min kulde hans kærlighed. Mod min svaghed hans styrke. Så siger jeg: Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig. Er jeg kold, så er Kristus varm. Er jeg modløs og bange, så er Kristus slet ikke modløs. Han ved råd. Kort sagt: Alt mit er hans, og hans er mit."

Ja, sådan er det han selv vil vi skal tro!