15. august

 

Sig tak under alle forhold! For dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. 1. Tess. 5:18.

 

Hvilken mennesketanke kan fatte, og hvilken tunge kan skildre alt det vi har grund til at være taknemlige og lovprise Gud for? Hele jorden er fuld af hans ære.

Alt som øjet møder vidner om Guds godhed og storhed, og om hans kærlighed til mennesker. For alt det som er på jorden er skabt for os. Og videre tror og bekender vi at han også har givet sin enbårne Søn for os alle. For at vi, som en uforskyldt gave, skulle modtage det evige liv, "det rige som er gjort færdig til os fra før verdens grundvold blev lagt."

Skulle vore hjerter ikke bare være fulde af en evig og uophørlig lovprisning og tak på grund af alt dette? Jo vist skulle hele vort liv ikke være andet end lov og pris og tak! Alt som er i mig, sjæl og sind, hjerte og tanker, ord og gerninger, alt skulle lovprise og ophøje Herren. Er det ikke bare ret og rimeligt?

Og når dette så ikke sker, men tværtimod går du der fuldstændig kold og utaknemmelig, og måske til og med misfornøjet og utålmodig for de allermindste vanskeligheder -! Er det da ikke rigtigt at du bare fortjener at Gud i evig vrede øjeblikkelig kaster dig i helvede? Ja, dette er noget Guds børn ser og kender til, så de af hjertet stadfæster at bare denne synd er nok til at de hver dag har gjort sig fortjent til helvede.

Og de som måske ikke bare er ligegyldige og glemmer at prise Gud, men også er misfornøjede og utålmodige i det som han sender dem, de bør vogte sig vel. Så Herren ikke sender dem det de virkelig fortjener, fordi de ikke er fornøjet og taknemmelige med det de har fået.

Utaknemmeligheden er en så forfærdelig synd både overfor Gud og mennesker, at der er blevet sagt at et utaknemmeligt menneske er den tungeste byrde som jorden bærer. Utaknemmeligheden er det vejr som udtørrer alle Guds nådeskilder for dig.

Det ville jo være den mest retfærdige og enkleste måde for Herren Gud at lønne utaknemmeligheden på, at han tog det gode som du sætter så lidt pris på, fra dig. Derfor bør vi i tide vågne op for denne svære synd, og bede Gud om forladelse og nåde til at dø bort fra alt dette. For, som vi allerede har nævnt, så er Guds velgerninger mod os, trods alt så mange og store, at hele vort liv burde være en evig og uophørlig lovprisning.

Men udover at taknemmelighed er din helligste pligt overfor Gud, vil du erfare at den også gør dig til et lykkeligere menneske. Gør dit sind lyst og fornøjet, og din bøn varm og tillidsfuld. Nu vil vi bare gå lidt nærmere ind på det sidste.

Hvad er grunden til at så mange ellers alvorlige mennesker er så kolde, døde og mismodige -, og har så lidt trøst og tillid i bønnen, når de oplever tunge tider? Uden tvivl fordi de begynder direkte med det de vil bede om, uden først at have takket og lovprist Gud.

"Jeg undrede mig lidt", siger en mand, "når jeg læste Luthers alvorlige ord om denne bagvendte måde at bede på; at man ikke først begynder at bede, uden først at takke og lovprise. Men nu har jeg gjort herlige erfaringer med hvor nødvendigt disse alvorlige ord var."

Luther taler over Salme 18:4: "Jeg vil lovprise og påkalde Herren." Han siger: "Det er umuligt at forestille sig hvor kraftigt et middel, lovprisning til Gud er, når farer dukker op. For så snart du begynder at lovprise Gud, bliver det onde straks mildnet, modet vokser. Og så vil du tillidsfuldt påkalde Gud.

Derfor har alle rette Guds tjenere vogtet sig vel for ikke at begynde på nogen anden måde, eller i nogen anden rækkefølge søgt trøst og hjælp mod det onde - end dette vers lærer os: Ikke først påkalde Herren, men først lovprise ham.

Der er mennesker som jamrer sig overfor Herren, men bliver ikke hørt. De råber til Herren, men der er ingen hjælper. Han svarer dem ikke. Hvorfor da? Fordi da de råbte til Herren lovpriste de ham ikke, men var irriteret på ham. De har ikke fået at se hvor herlig Herren er, men bare gjort sig en mening om ham ud fra sin bitre erfaring. Ingen bliver friet ud fra det onde ved bare at se på sin tilstand og græmme sig over den. Men ved at give sig over til Herren og se på hans godhed."

Det kan synes at være et vanskeligt råd at følge, at man i nødens stund skal begynde med at lovprise Gud. Men dette er noget som skal kendetegne den rene tro og den ægte brud som elsker brudgommen mere end alle hans gaver, som ophøjer og lovpriser Herren selv. Ikke bare når han gør det vi synes er godt, men altid lovpriser ham for hvad han er i sig selv. Skøgekærligheden kan bare takke Herren for gaverne, men lovpriser ham ikke for hans egen nåde, miskundhed og fuldkommenhed.

Alligevel kan det også for Guds børn blive vanskeligt, midt i nøden og bekymringens mørke, da at løfte sit sind op til Guds egen evige godhed og trofasthed. Men forsøg da bare, når du er i dette mørke, at begynde med at lovprise Gud. Hvil dit sind i alt det Gud er i sig selv; hans nåde, trofasthed og miskundhed, og alle de store stadfæstelser både Skriften og du og alle Guds hellige har netop på dette.

Så vil du snart erfare at det letter, og efterhånden give David ret i hans ord: "Det er godt at prise Herren og lovsynge dit navn, du, den Højeste."