13. august

 

Jeg ved om dine gerninger, at du har navn af at leve, men du er død. Åb. 3:1.

 

Dette er en frygtelig situation. Her taler Herren om en finere og mere skjult form for hykleri.

Et menneske kan være ulasteligt på alle kristendommens områder. Ja, måske en som skiller sig ud som en særlig god kristen. Og som kan tale om både omvendelse og tro, om nåden og om helliggørelsen, og som også lever i overensstemmelse med sin bekendelse og efter god kristen skik. Mennesker som bare vurderer ud fra det de ser med sine naturlige øjne, kan altså med god grund anse en sådan person for en god kristen.

Men på trods af alt dette kan det alligevel i dette menneskets indre være noget helt væsentligt som mangler. Han kender ikke det åndelige liv som kendetegner levende kristne. Kender ikke Herrens frygts Ånd som gør at man bliver mistænkelig overfor sine egne påfund, er bange for at bedrage sig selv, er misfornøjet med sig selv og lider under ondskaben i sit indre.

Alt dette er lovens værk i et menneske. Og fordi dette menneske ikke kender til det, ejer han heller aldrig den trøst og fred Jesus giver dem som stræber og bærer tunge byrder.

Han kender ikke den dobbelte trøstens salvelse et bekymret barn får at smage når det får forladelse for sine synder. Han har aldrig den barnlige glæde over evangeliet. Han ser bare forundret på hvordan denne glæde lyser ud af de levende Guds børns øjne, og som præger deres liv.

Alligevel læser han i Den Hellige Skrift om alle disse livstegn, disse Åndens frugter, som kendetegn på et sandt liv. Og på trods af at han selv mangler alt dette, tror han fortsat at alt står ret til med ham. Lader sig ikke advare af Skriftens klare kendetegn, men tror mere på sig selv end på disse. Og lader alt være som før.

Dette må man vel kalde at "fordreje Guds nåde til løsagtighed." Tænk: Ikke at genkende sit eget liv i den skildring Guds Ånd giver i Skriften på et sandt nådeliv, - og alligevel bare fortsætte som før, lige rolig. Tror at den store og omfattende nåde skal dække over det som mangler på denne måde. Det er igen, om end på en finere og mere skjult måde, at "fordreje Guds nåde til løsagtighed." Lige så alvorlig som at leve i grove kødets gerninger, forklædt i nådens kappe.

Her er det ikke et spørgsmål om at nåden ikke er stor nok til at al synd skulle kunne forlades. Men sagen er at i en sådan tilstand er dit hjerte ikke ret for Gud. Du lever i en skjult åndelig død. Det er netop denne finere form for at misbruge Guds nåde til løsagtighed Jesus på så afskrækkende måde dømmer menighedens forstander i Sardes for: "Jeg ved om dine gerninger, at du har navn af at leve, men du er død."

Bemærk: "Du har navn af at leve", din bekendelse og dit liv gør at du bliver anset og modtaget som en af de levende kristne. Du er ikke af verden, den har ikke navn af at leve. Du hører med i de levende kristnes flok. Men - du er død.

Samme skjulte død omtaler Jesus i Matt. 25, om de ti jomfruer. Fem af dem var kloge, og fem var uforstandige. Læg mærke til at disse ti var i alt det synlige helt lige! De var alle jomfruer, d.v.s. skilt ud fra verden og ubesmittet af verden. Alle havde sine lamper med sig. Alle gik for at møde brudgommen. Og ingen anede at noget som helst væsentligt manglede. Sådan skildrer Herren Jesus her en sjæls tilstand.

Men der, inde i lampen, var det noget der manglede. Og det noget så væsentligt at de blev stængt ude fra brylluppet for evigt. De havde ingen olie! Det tændte ikke, det brændte ikke. Det var dødt! Havde disse stakkels jomfruer anet hvad der kunne komme til at ske, havde de selvfølgelig undersøgt sine lamper på forhånd.

Dette skjulte misbrug af nåden er en fare selv for en oprigtig kristen, hvis han mister den ånd som frygter Herren. For da gransker han ikke længere sin tros indre liv og kraft. Da er han bedraget, og tilfreds med kundskaben og et pænt ydre liv. Han trøster sig med at der er et hav af nåde i Guds hjerte, og altså ligegyldig med om han har nådens liv i sit eget hjerte. Når han sådan begynder at blive tilfreds med sig selv, ser han ikke længere synden og striden i sit indre menneske, og har da altid let ved at tro.

Det er let at komme ind på denne afvej hvis han blindt har været optaget med faren fra den modsatte side: Det at gøre dette indre liv, denne nåde i eget hjerte, til en grund for tro og trøst. Han kender måske den finere egenretfærdighedens vildfarelse, som går på at man ikke må tage Kristi fuldbragte værk til sig før man har nådens værk og liv i sit hjerte.

Men når han har lært at tage sig i vare for denne vildfarelse, kan han let komme til at gå over i den modsatte, så han i kødelig selvsikkerhed ikke bryder sig om apostelens formaning: "Ransag jer selv, om I er i troen!"

Men hvad er kendetegnet på denne hemmelige død og ligegyldighed som fører til evig død? Jo, netop det at du ikke kender så meget til din ligegyldighed og ugudelighed at det driver dig til Kristus. Du holder dig nær til ham bare med munden, og ærer ham bare med læberne og med en stærk, død tro. Men den tro har ingen tørst og hunger efter ham, ingen glæde i ham.

Alt dette stadfæster sandelig at vejen er smal, og at gudsfrygtens hemmelighed er stor.