11. august

 

Hvis nogen synder, da har vi en forsvarer hos Faderen, Jesus Kristus, han som er retfærdig. 1. Joh. 2:1.

 

Her taler apostelen til de troende, som han kalder "Mine børn." Han formaner dem til ikke at synde. Men straks tager han alligevel fat i den mulighed at det alligevel kan ske at de synder; "Hvis nogen synder."

Men hvad siger han så om en som dette sker med, at han synder? Hvad skal et sådant menneske tænke og gøre? Apostelen vil at i samme øjeblik må han huske at han har en forsvarer (talsmand) hos Faderen; "Men hvis nogen synder, da har vi en forsvarer hos Faderen, Jesus Kristus, han som er retfærdig."

Ånden i apostelens ord synes at være: Mine børn, jeg skriver dette til jer for at I ikke skal synde, ikke være ligegyldige, når I nu er blevet renset i Jesu Kristi blod, og har fået syndernes forladelse (for det er dette han har talt om lige foran vor tekst). Nu skal I være desto mere på vagt, bede og kæmpe mod al synd.

Men det kan let ske at kødelig svaghed, verdens forførelse og djævelens list fører jer til fald. For det vil aldrig være muligt for jer at være på vagt at disse fjender ikke af og til kaster jer over ende. Og hvis da noget så ulykkeligt sker, så er dette sikkert nok forfærdeligt. Det ville selvfølgelig have været bedre om I aldrig havde syndet på denne måde, og I har virkelig bare fortjent at Gud havde forkastet jer. Men nu skal dette alligevel ikke ske. For I har en forsvarer hos Faderen, som er en stedfortræder for jer netop nu, når I har syndet.

Ja, det er bare for syndere han er en stedfortræder. For den som ikke har syndet, behøver ingen forsvarer, forsoner eller stedfortræder. Gud vil altså slet ikke at I skal synde, men endnu mindre at I skal miste modet og give op. Derfor har han selv givet jer en forsvarer.

Men Johannes bruger denne betegnelse på Kristus: Han som er retfærdig. Hvad siger dette mig? Jo, selv om jeg er syndig, så er Kristus retfærdig og hellig. Og det er nok. Hans retfærdighed er min retfærdighed.

Og vor tekst fortsætter med at "han selv er soningen for vore synder." For hvilke synder? Selvfølgelig for alle. For ellers var det jo ingen hjælp for os. Da var han død forgæves.

Men Kristus har så vist ikke bare sonet enkelte synder, men alle. Og ikke bare tænkte og indbildte, men virkelige synder. Ikke bare de små, men også de store. Ikke bare synd vi gør med ydre handlinger, eller med vor tunge, men også med hjertet og tankerne. Ikke bare gamle synder, men også dem jeg slider med i dag. Eller som Luther frimodigt siger: "Ikke bare overvundne og aflagte synder, men også dem som endnu er stærke og mægtige i mig."

Siger du nu: "Ja, Kristus er nok en forsoning for de helliges synder, som for Johannes, Peter, Paulus og lignende. Men kan jeg være sikker på at det også gælder mine synder?" Da siger Johannes i fortsættelsen her: "Og det ikke bare for vore, men også for hele verdens." Og da betyder "hele verden" selvfølgelig ikke bare Johannes, Peter, Paulus og de andre hellige. For ind under udtrykket "verden" hører alt som hedder menneske.

Undersøg bare om du er et menneske. Så ved du at også dine synder er sonet og taget bort i Kristi død.

Men, kunne du så måske sige; dette må jeg jo da ikke trøste mig med, bortset fra når jeg har levet efter Guds ord og ikke syndet! Hør! Apostelen siger tværtimod: "Hvis nogen synder, da har vi en forsvarer hos Faderen." Læg nøje mærke til dette lille ord da. Hele tyngden og betydningen af denne sætning hviler på dette lille ord.

Vi vil gerne tro og værdsætte forsoningens nåde. Men kun når vi selv har været lidt bedre, mere andægtige, har læst, bedt, gjort noget godt osv. Straks vi er faldet, eller har forsømt bønnen og været ligegyldige, som alt sammen er store synder, da er Kristus med sin forsoning ikke længere nok for os -! Da opfører vi os som om vi ingen frelser eller forsoner havde. Eller som om han bare var kommet for de retfærdige, bare var vor forsvarer når vi selv er sådan som vi bør være.

Men apostelen siger altså her det helt modsatte: Det er netop når vi har syndet, forsvareren er der for at tjene os. Følgen af dette er at de som tror på Kristus, lever under en uafbrudt nåde, som ikke vakler eller svinger sådan som din egen daglige tilstand svinger.

Dette er læren om den daglige og evige syndsforladelse, sådan som vi finder den åbenbaret i hele Herrens ord. En lære så herlig og fuld af trøst at ingen hykler eller falsk kristen burde få den at høre. For "de fordrejer Guds nåde til løsagtighed", som oftest fører dem i fortabelse.

Og alligevel har vi ikke lov til at tie om den. Den skal tværtimod forkyndes til trøst og frelse for fattige og fortvivlede hjerter. Sådanne hjerter henter også ny lyst og kraft til helliggørelse i den overstrømmende nåde.

Mens derimod dem som bare bruger nåden til større selvsikkerhed, til at blive i synden, som ikke prøver at sejre over synden, men hellere undskylder og forsvarer den, - det er dem som "fordrejer Guds nåde til løsagtighed", og som gør synd.

Og om disse siger Johannes i det samme herlige brev, at "den som gør synd er af djævelen" - mens "hver den som er født af Gud, ikke gør synd. Han kan ikke synde (gøre synd), for han er født af Gud."

"Hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader vore synder, og renser os fra al uretfærdighed."