1. august

 

I, som frygter Herren, stol på ham, og I skal ikke miste jeres løn. *Sirak 2:8.

 

Her spørger nogen: Hvad er så den rette frygt og tillid til ham? Svar: Din frygt og din tillid må være en frugt af, at du ved hvem Gud virkelig er.

Vi må altså kende Gud ret. Da har vi også straks den rette gudsfrygt og tro. Er vi letsindige og selvsikre, kommer det bare af at vi ikke ved, tror eller erkender hvem og hvordan Gud virkelig er.

Hvis vi virkelig vidste og troede hvor stor og almægtig Gud er, hvor hellig en nidkærhed han har mod al synd, hvor sandfærdig han er i alle sine advarsler, hvor nær han er os, så han ser alt, og hvor nådig og trofast han er m.m. - Da ville vi sandelig både frygte ham og have vor tillid til ham.

Alle disse Guds egenskaber burde vi kunne se med vore egne øjne i hvordan han dømmer. Vi kender dem både fra ordet og mangen erfaring. Og hvis vi så også tager det med, han selv så ofte formaner os til i sit ord, om hvordan vi skal frygte og have al tillid til ham, så bliver svaret dette: Vi skal frygte og elske Gud og have al vor tillid til ham, i den grad at vi ikke frygter noget som helst andet. Hvor frygtelig det end i sig selv måtte være.

Vi skal altså overhovedet ikke frygte noget som helst andet end Gud alene. Samtidig som vi ikke skal have nogen tillid til noget som helst andet. Hvor stærkt, udmærket og pålideligt det end måtte se ud til at være. Nej, ikke til noget som helst andet end til Gud.

Da bliver Herren vor eneste Gud. Da bliver det ham alene vort hjertes frygt og tillid er rettet mod og optaget med.

Men hvordan skal jeg forstå dette ret, at jeg ikke skal frygte for noget som helst andet end Gud? Der er jo trods alt mange frygtelige ting på jord som man kan gyse for bare ved tanken. Tænk bare på hvor meget ondt bitre og stærke fjender kan påføre os! Eller tænk på hvordan det ville være at dø for en morders hånd!

Tænk om man skulle miste sit syn eller sin forstand for resten af livet! Eller blive angrebet af en forfærdelig sygdom som er uhelbredelig. Måske blive dræbt af et lyn, eller mangfoldige andre ulykker -! Skal man ikke frygte for sådanne ting?

Jo, det vil alle som ikke har den almægtige Herre som sin eneste Gud, selvfølgelig gøre. Mens derimod den som virkelig tror, og lever i dette at en levende, tænkende og almægtig Gud er os nær over alt -. Ja, den som får sine åndelige sanser åbnet, så han ser og tror alt dette, han ved at alt dette forfærdelige ikke en gang kan røre et hår på hans hoved, uden at denne trofaste og almægtige Far har bestemt det.

Hvis han vil, rammes du af lynet, af sygdom, ulykke, pludselig død. Men har han bestemt noget andet, kan intet af alt dette røre dig. Ser han at det er nødvendigt eller nyttigt for dig at dit hjerte på ny må knuses, lide og bløde, da sender han dig sorg. Måske du mister en du har kær. Måske du møder et ondt menneske som lyver om dig og bagtaler dig. Men vil han give dig ro, så kan intet af dette ramme dig.

Se hvordan Kristus svarer Pilatus: "Du havde ingen magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra!" Se hvordan David taler om den onde Simei: "Lad ham bare forbande! For Herren har sagt han skal forbande David." Og når Jeremias taler om mange slags prøvelser som at "undertrykkes", "dømmes på et falskt grundlag" o.s.v., siger han: "Hvem er det som taler så det går i opfyldelse, uden at det er Herren som har befalet det? Udgår der ikke både det onde og det gode fra Den Højestes mund?"

Når satan får lov til at plage Job, så er det Gud som udtrykkeligt anviser måden og omfanget. Ja, profeten Amos siger: "Når der sker en ulykke i en by, er det ikke Herren som har gjort det?" Og Herren selv siger det samme sådan: "De skal mærke, både ved solens opgang og dens nedgang, at der er ingen foruden mig. Jeg er Herren, og der er ingen anden. Jeg former lyset og skaber mørket, jeg giver freden og skaber ulykken. Jeg, Herren, gør alt dette."

Men den derimod som ikke tror på den eneste Gud, han har tusind ting at frygte på alle kanter. Enten han ser hid eller did vil han altid være urolig. En dag frygter han sygdom. En anden dag fattigdom, eller at noget han har kært, skal blive taget fra ham. En dag frygter han for onde mennesker som kan skade ham. En anden dag at en kær ven skal svigte ham. Får han en bekymringsfuld nyhed, så kender han ingen andre at vende sig til, når hverken han selv eller andre mennesker kan hjælpe ham.

For alt dette er ret og slet den retfærdige straf over dem som ikke lader den almægtige Herre være deres eneste Gud.

Mens derimod den som bare tror på én Gud, den almægtige Gud, som er vor trofaste Far, må erfare hans salige tryghed og fred.

*Siraks Bog i de Apokryfiske skrifter.