7. april

 

Kom til mig, alle I som slider og bærer tunge byrder... og I skal finde hvile for jeres sjæle. Matt. 11:28-29.

 

Nu skal vi se lidt på hvad der sker når dette livgivende budskab rammer dem som virkelig trænger til det. Vi snakker om disse ulykkelige, fattige, syge og bundne sjæle som er sunket sammen i fortvivlelse over sine synder, og over sin mislykkede omvendelse.

Så møder dette salige budskab deres hjertes øre, og de begynder at ane hvad evangeliet egentlig indebærer og giver dem løfter om. De hører at alt det de i sin nød og kamp så frugtesløst har søgt hos sig selv; søgt at opnå gennem omvendelse, anger, bøn og kamp, - for længe siden er købt og opnået for dem af et andet menneske. Og nu fremholdes og tilbydes dem som uforskyldt og ufortjent nåde og gave, uden nogen værdighed fra deres side. Ja, er lovet dem og stadfæstet i et evigt testamente.

Når noget af dette begynder at blive åbenbaret for dem, da udebliver frugten heller ikke. Det har en dragende magt på deres hjerte. Da tændes den sande, levende og frelsende tro i dem. Nu vækkes forundringen, spørgsmålene. Så fødes glæde og håb. Hos en anden; større syndserkendelse, større anger. Så overbevisning og fryd. Alt dette virker det samme livgivende evangelium, alt dette i takt med den samme spirende tro.

En begynder at ane, begynder at spørge: Er det sådan at forstå? Kan jeg også komme? En længsel efter Kristus, en hunger og tørst efter hans retfærdighed begynder at fylde hjertet.

En anden får ligesom endnu mere sorg end før. Hjertet, som under loven havde tørret og hærdet sådan til, begynder at smelte under Guds store kærlighed, sådan at det er blevet en ny og anden slags sorg. Men nu samtidig blandet med håb og inderlig længsel efter at få del i denne Guds kærlighed og nåde.

En tredje rykkes ligesom straks op fra den dybeste nød til den største fryd og vished. Den Hellige Ånds veje bliver forskellig i de enkelte tilfælde og tilstande.

Hvad er det som er sket hos alle disse, som i sin nød har fattet så meget af evangeliet at deres stakkels, nedtyngede hjerte, og deres øjne som bare havde set på sig selv og sin egen retfærdighed, nu drages mod et andet mål. Nu vendes de op mod Den Korsfæstede. Nu bliver de vendt fra deres egen retfærdighed til hans retfærdighed, bort fra deres egne bønner til hans bønner o.s.v., sådan at hele deres håb om frelse, al deres længsel og trang nu er rettet mod ham?

Jo, hos alle disse er den frelsende tro allerede født. Den tro som Kristus så ofte roste hos dem som kom til ham for at få nåde og hjælp. F.eks. den syge kvinde som trængte sig frem til Jesus og rørte ved hans klæder for at få lægedom for sin sygdom, og som straks blev helbredt (Matt. 9). Da Jesus så hende, sagde han: "Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig."

Det samme sker med synderinden som kom ind i Simons hus. Hun vaskede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hørte Jesus sige til hende: Dine synder er dig forladt, din tro har frelst dig, gå bort i fred.

Om disse eksempler siger Luther: "De havde hørt det gode budskab (evangeliet) om at Jesus var en som hjalp og trøstede alle. Dette rygte havde de troet. Derfor kom de til Jesus, drevet af sin nød. Havde de ikke troet, så var de ikke kommet."

Men læg mærke til dette! Denne deres tro var endnu bare kommet til udtryk i at de søgte, at de kom, og at de påkaldte Herrens navn. Alligevel sagde Jesus altså at det virkelig var en tro, en frelsende tro. Ja, det var netop om denne han sagde at din tro har frelst dig.

En sådan tro som kom, som hungrede og tørstede, kæmpede og søgte, var også til stede hos den besatte drengs far da han råbte med tårer: "Herre, jeg tror. Hjælp min vantro!" Det samme hos bruden i Salomos højsang, da hun gik omkring i byens gader om natten, og spurte vægterne: "Har I set ham som min sjæl elsker?" Og hos patriarken Jakob når han råbte: "Jeg slipper dig ikke uden at du velsigner mig!"

Her har vi den søgende, påkaldende, hungrende og tørstende tro, som er selve den frelsende tro. Fordi den nu er rettet på Jesus, og idet den har opgivet alle sine egne forsøg, søger sin frelse bare i ham.

Men gennem denne tro fødes før eller senere også en anden grad af tro; Den tro som har fundet, en vished, et svar. Sådan at bruden nu kan sige: Jeg har fundet ham som min sjæl elsker. Han er min, og jeg er hans.

Det sker når dækket tages bort fra mine øjne, mit sind åbnes, og pludselig ser jeg på en gang det jeg aldrig før kunne se; at alt er fuldbragt i Kristus. Det som jeg endnu gik og ventede på. Får at se at al min synd og urenhed, al min ligegyldighed, min træghed og hårdhed, - alt var dyrt nok sonet, betalt, udslettet af ham. Ja, sænket i havets dyb.

Får at se at det bare var min vantro som hele tiden var skyld i at jeg var gået så ulykkelig. Men nu siger jeg: "Når en er død for alle, da er vi alle døde. Jeg er død og opstået igen i Kristus."

Ja, dette er troens fulde vished. Og med den følger altid fred, en salig fred, en Guds fred. En fred i samvittigheden fra synderne som gnavede - for de er taget bort, forladt, alle sammen. Og vi har et tillidsfuldt venskab med Gud, som apostelen omtaler sådan: "Da vi altså er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus."