6. april

 

Jeg skal slutte en fredspagt med dem, og den skal være en evig pagt med dem. Ezek. 37:26

 

Da Adam brød pagten med Gud, blev hele menneskeslægten skyldig til evig straf. Men ikke bare det, den blev også samtidig totalt ude af stand til nogensinde at befri sig fra denne tilstand, til nogensinde at kunne opfylde Guds lov. Der var altså opstået en forfærdelig elendighed.

Men det havde Gud i sin alvidenhed, fra evighed af, forudset. Og havde i sin store barmhjertighed en stor nød for dette. Derfor havde han også, før verdens grundvold blev lagt, og før det første menneske blev sluppet ud af skabningens skød, foretaget det som var nødvendigt for en genoprettelse efter faldet. I en evig rådslutning i himmelen havde han besluttet at frelse menneskeheden ved at sende sin Søn til verden.

Nu sluttede han en ny pagt med ham, som i forholdet til os mennesker var en nådepagt, en fredspagt. Og som i og for sig var den samme lovpagt som Gud indgik med Adam, men som så blev brudt, og som ikke kunne opfyldes af det faldne menneske. Samme lovpagt som der endnu er en svag oplevelse af i hvert eneste menneskes samvittighed. Den blev ridset ind i sten med stærke og klare ord på Sinai-bjerget, for at stille menneskeslægten overfor det umulige i at opfylde den.

For sådan taler Skriften: "Det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn i syndigt køds skikkelse."

Sønnen påtog sig nemlig i denne nye pagt, at på den tid Faderen bestemte, skulle han i sig selv forene menneskets natur med sin guddom, blive et sandt menneske, og menneskeslægtens anden Adam. Og sådan skulle han være hele menneskehedens stedfortræder, til deres forsoning og oprejsning. På samme måde som den første Adam var deres stedfortræder, til deres fald og undergang.

Dermed påtog han sig først, på alle menneskers vegne, at opfylde lovens krav. Og for det andet; påtage sig straffen som de gennem al sin overtrædelse af loven havde gjort sig skyldig i. Med et ord: være lydig indtil døden, ja til døden på korset. Dette tog Sønnen altså på sig.

På den anden side blev, som Paulus siger i Gal. 3:16-19, løfterne også givet til ham om et "testamente" og en "arv" for menneskene. D.v.s. at han modtog, på menneskenes vegne, løfterne om al den frelse og salighed som fra skabningen af var givet og lovet dem, men som de havde mistet i syndefaldet. Og som ligger i udtrykkene testamentet og arven, eller, efter Davids ord; Han tog gaver fra menneskene, for, som deres Herre og Konge, at dele dem ud blandt dem.

Menneskene blev altså nu overgivet til ham, som hans ejendom. For at de i og gennem ham skulle beholdes og bevares til evigt liv. Oven i det at de også skulle være løn for hans "arbejde." Det er alt dette som i Skriften kaldes for pagt. Og sigter da, gennem dette udtryk, dels til selve handlingen, oprettelsen af pagten, efter Guds råd. Dels også til personerne som indgik pagten med hinanden.

Og når det gælder de nådens skatte som gennem dette blev givet til menneskene, er det dette som kaldes testamente. Det er syndernes forladelse, evig retfærdighed, fred med Gud, barnekår, Den Hellige Ånd i vore hjerter, kraft til helliggørelse, sejr over alle åndelige fjender m.m., og hvordan disse skatte ligesom skulle fås gennem arveret.

Her finder vi nu igen "den evige pagt" (eller testamente), som omtales i Heb. 13:20. Den pagt som ingen kan gøre ugyldig, fordi den er stadfæstet i Kristus (Gal. 3). Den pagt som stod ved magt både før og efter stifterens død. Fordi Gud, på grund af hans egen faste beslutning fra evighed af, anså pagten som stadfæstet allerede fra verden blev til.

Disse pagter, eller testamenter, Gud indgik med Adam og med Kristus, må derfor ikke forveksles med det vi sædvanligvis kalder Det gamle og Det nye testamente, som også kaldes den gamle og den nye pagt.

Med Det gamle testamente mener vi nemlig den særlige, forbilledlige og forberedende lovens regeringsperiode, hvordan Gud handlede med sit folk før Kristi fødsel, og selve den tid denne regeringsform varede.

Og med Det nye testamente; den nådens styringsperiode og form, som indtrådte i og med Kristi komme og hans fuldbragte forsoning. En styringsform og en tid som han selv sammenlignede med et bryllup, som begyndte når brudgommen kom, han som de længe havde ventet på.

Den evige pagt med Kristus var derfor den samme i både Det gamle og Det nye testamentes tid. For Adam og Eva fik efter faldet forkyndt nøjagtig samme nådepagt som vi; nemlig at kvindens sæd (æt) skulle knuse slangens hoved.

Abraham blev også retfærdiggjort ved tro, på samme måde som os. Derfor bliver Abrahams tro og retfærdiggørelse ofte til og med holdt frem i Skriften som et forbillede for os. "Han troede Herren (på løftet om Kristus), og han regnede ham det til retfærdighed."

David havde også den samme tro; "Salig er den mand som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger."