3. april

 

Siden døden kom ved et menneske, kom også opstandelsen fra de døde ved et menneske. For sådan som vi alle dør i Adam, sådan skal også alle blive gjort levende i Kristus. 1. Kor. 15:21-22.

 

Vi må aldrig glemme at Kristus kom for at han i alle forhold skulle give os det tilbage, som vi tabte i Adam, skulle genoprette alt det som gennem Adam var ødelagt i syndefaldet.

Men nu var det ikke bare synden og fordømmelsen som kom over alle mennesker gennem Adam. Men også døden og alt det den medførte, blandt andet på det fysiske område, ved tilintetgørelsen af menneskets legemlige del.

Derfor skulle Kristus også genoprette dette, sådan at vi gennem ham skulle få et helt menneske tilbage, sådan som det var før syndefaldet, blandt andet et skønt, friskt og udødeligt legeme.

Som vi netop sagde, skulle Kristus genoprette alt det vi havde tabt gennem syndefaldet. Du som læser dette tør nok på grund af Guds nåde gladelig tro det apostelen siger i Rom. 5, at "sådan som synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden, sådan kommer retfærdigheden og livet også gennem det ene menneske. Altså, sådan som fordømmelsen ved den enes fald kom over alle mennesker, sådan bliver den enes retfærdighed til retfærdiggørelse, til liv for alle mennesker. For sådan som mange er blevet syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan bliver også mange retfærdige på grund af den enes lydighed."

Men tror vi dette herlige evangelium, da må vi også tro det apostelen siger her om genoprettelsen af legemet: "Sådan som vi alle dør i Adam, sådan skal også alle blive gjort levende i Kristus."

Vi må ikke plukke Kristi værk i stykker. Hans genoprettelses-værk var fuldkomment. Han skulle uskadeliggøre alle vore fjender: synden, djævelen, døden og fordømmelsen. Men så længe vi lever her i livet, er alt dette usynligt og helt uforståeligt for vor fornuft. For Gud har ladet alt dette ondes ydre billede fortsat leve hos os, for at vi skal øves i troen.

Når jeg er blevet et Guds barn, kan jeg stadigvæk ikke se at synden er taget bort. Jeg må endnu se og mærke syndens liv og kraft i mit kød. Jeg vil da se mig som helt forkastet af Gud, hvis jeg ikke har den guddommelige overbevisning som hedder tro dybt grundfæstet i mit hjerte. Den tro som er født gennem budskabet om at Gud har fordømt synden i kødet, sådan at synden i Guds øjne ikke længere er en synd som kan fordømme mig.

Men i denne tro kan jeg da med største sandhed sige: "I al min synd er der ingen synd, det vil sige ind for Gud, som ved at Kristi dyrebare blod gælder. For Gud er jeg fuldstændig syndfri. Jeg er helt retfærdig og ren, bare ved Kristi blodige forsoning, bare i Kristus."

Det samme gælder når jeg mærker hvordan djævelen raser i mig og i alle mennesker. Da synes det temmelig usandsynligt at han er overvundet af Kristus.

Men når Kristus har sagt det, må jeg alligevel tro det og sige: "At han raser, skal ikke skade mig noget som helst, bare jeg til stadighed bliver i Kristus. Han skal tværtimod bare være til nytte for mig ved at han driver mig til en større erfaring i troen og bønnen."

Det samme gælder når døden lægger mit legeme i jorden, så det opløses og bliver til støv. Da er det lige usandsynligt at dette legeme skal stå op og leve i al evighed. Men når Kristus har sagt det - når Kristus har sagt: "Jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på mig, skal leve, selv om han dør." Da kan jeg glad og frimodigt sige: Kristus skal ikke blive gjort til løgner gennem dette ord. Det er et ubegribeligt under. Synden gælder ikke længere som synd, djævelen kan ikke skade mig, døden skal ikke beholde mig. For Kristus er en fuldkommen Frelser!

Luther siger: "Når Kristus virkelig har udført sit værk (at genoprette det som var tabt), og ladt det blive forkyndt gennem sine apostle, da skal der ikke herske nogen tvivl om at det er sandt. Lad os derfor frimodigt sætte vor lid til ham, og møde døden på dette budskab. Det forkynder at selv når vi måske i lang tid har været døde og er rådnet bort, så begynder den herlige basun at lyde den dag. Da hører vi (som Kristus råbte til Lazarus): "Peter, Paulus, kom ud!." Da skal vi i et nu, som en gnist, fare op af jorden, herligere end hele himmelen. Da oprejses vi med hele legemet, med alle dets lemmer passet sammen, om vi så var brændt til aske eller gået i opløsning i vand."

Lovet være den store Gud, som selv har sagt det, og selv skal gøre det, sådan som vi læser f.eks. i Esajas 26: "Dine døde skal leve, sammen med mit døde legeme skal de opstå. Vågn op og råb af glæde, I som ligger under jorden. For din dug er lysets dug, og jorden skal give de døde fra sig."