29. april

 

Kald på mig på nødens dag, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig. Salme 50:15.

 

"Men har vi da noget grundlag for at vi virkelig kan være sikre på at vi bliver hørt", siger måske nogen. Og det er et ganske vigtigt spørgsmål. Ja, vi har så gode grunde, at hvis vi bare fik vore øjne åbnet, ville vi begynde at råbe af fryd over netop dette.

Derfor er det vel rigtigst at sige at her trænges der egentlig bare til det, at Gud ser i nåde til os og åbner vore øjne. På samme måde som når Elisas tjener blev bange for fjendens store hær som havde omringet dem. Underet skete, så de blev hjulpet, bare ved at Elisa bad: "Herre, jeg beder dig åbne hans øjne så han kan se!." Og straks så han at "overalt rundt om Elisa var bjerget fuldt af heste og vogne af ild."

Sådan ville vi også have al vor trøst i bønnen, bare vi havde fået åbnet vore øjne så vi så hvor stor grund vi har til at vi vil blive bønhørt. Vi vil nu bare tage tre af de vigtigste sider frem.

Den første og vigtigste grund er at det er Herren selv som har sagt at vi skal kalde på ham i nøden, og lovet: "Jeg vil hjælpe dig, og du skal prise mig."

Hvis Gud aldrig havde sagt noget som helst om bøn, så havde vi aldrig her i livet vidst om han virkelig ville høre os, eller ikke. Vi ville have levet i en evig uvished. Det trænger vi ikke til nu. Gud har selv sagt vi skal skynde os til ham. Og det er Guds eget løfte at han vil høre os.

Stands nu op og tænk efter!  Kan der være noget usikkert i det Gud selv har sagt? Hvem er Gud? Tror du på Gud? Kan man stole på Gud? Kan Gud svigte et eneste af sine ord og løfter? Er et ord fra Guds mund ikke mere sikkert end alt det du kan se med dine øjne?

Bed Gud om et åbent sind, så du får at se hvad det betyder at Gud selv har pålagt os at bede. Efterhånden vil du blive klar over at der ikke er noget som helst i din bøn som bevæger den almægtige Gud til at give dig noget, men bare hans eget ord og løfter. Alt det Gud gør, gør han for sit eget navns skyld.

Luther siger så træffende: "Hvis Gud ikke havde befalet os at bede, og lovet at høre, så var der ikke nogen som helst skabning som var i stand til at opnå noget som helst med sin bøn. Læg derfor mærke til dette: En bøn er ikke dermed god og ret fordi den er stærk, andægtig, påtrængende, lang, for vort jordiske eller evige behov. God og ret er bare en bøn fordi den bygger og stoler på Guds udtalte løfter. Og den bøn bliver hørt (hvor uanselig og uværdig den i sig selv synes at være) for Guds sandfærdigheds og stærke løfters skyld. Det er Guds ord og løfter, ikke din åndelighed, som gør din bøn god. Desuden er det netop troen på Guds løfter som er den rette åndelighed. Og uden den er al åndelighed bare et skuespil."

Se hvilken fast grund vi har for al trøst i bøn. Bare vi i stedet for at famle efter vore egne følelser, holder øjnene fæstet på Guds løfter.

Den anden grund vi har for vished om bønhørelse fortæller os at Gud også kan gøre alt. Dette udtrykkes i den stærke afslutning af Fader vor: Riget er dit, og magten og æren i evighed.

Disse ord skal ikke bare være en lovprisning til Gud. Men en vældig trøst for os. For dette forkynder os jo at vor Far er en almægtig Herre og Konge, som uden vanskelighed kan gøre alt det vi beder ham om. Selv om det skulle synes umuligt for os. Dette er netop en trøst vi trænger til. For dette at vi ser på det ene og det andet som umuligt, er en af de største hindringer for vor tro i bøn.

Det er hedningen i vort hjerte som ikke vil tro at Gud kan gøre mere end vi er i stand til. Når vi da har søgt hjælp i egne og andre menneskers muligheder, tror vi straks at vort problem er totalt uløseligt. Ja, nu skulle der altså være behov for en Gud som kunne gøre mere end os og alle andre mennesker. Men har vi da nu en sådan hjælper?

I Fadervor lærer Kristus os selv at bekende at vor himmelske Far er netop en sådan hjælper. For riget er dit, d.v.s.: Du er en almægtig og eneherskende Konge over hele dit skaberværk. Du regerer over alle kræfter både i naturens og åndernes rige. Derfor kan du hjælpe os i alt, og give os alt som er nødvendigt for vor frelse.

Den tredje grund for vor vished om bønhørelse, eller rettere; al grund for vished, har vi først og sidst i vor Frelser. Alt som ligger i dette at han gav sig selv. Hele hans fuldbragte værk, hans forbøn, hans trofasthed, ja, hele hans person. Her ser vi det som frem for alt burde overbevise os om at alt det vi beder om i hans navn også virkelig vil blive givet os. Her tilintetgøres umiddelbart denne vældige troens hindring; vor uværdighed.

Hør! Det er udelukkende i Kristus Gud har sit velbehag. Kristus sagde: "Alt det I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer." Og hvad det er at bede i Jesu navn, ved vi. Det vil sige at begære alt på Jesu regning, på Jesu fuldbragte værk, på den uendelige værdi af hans liv og lidelse for os. I ham har alle Guds løfter sit ja og amen.

Beder du i Jesu navn, så kan end ikke det mindste suk være forgæves. Så kan end ikke den største uværdighed hindre bønhørelse. Alt har sit ja og amen i ham. Gud, åbn vore øjne, og øg vor tro!