28. april

 

Led os ikke ind i fristelse. Matt. 6:13.

 

Har jeg oprigtig bedt: Forlad os vor skyld. Og virkelig fået den trøst at alt er tilgivet mig. At Gud nu for sin elskede Søns stedfortrædergernings skyld er tilfreds med mig. Da vil mit hjertes første og inderligste mål også, nødvendigvis være, at jeg ikke på ny synder mod min nådige Far i himmelen.

Da begynder jeg af hjertet at bede: Og led mig ikke ind i fristelse! Hjælp mig, Gud, til ikke på ny at synde mod dig!

Den som bare er optaget af at slippe udenom syndens straf, og ikke har nogen nød for at undgå selve synden, har bare i dette bevis nok på en falsk ånd.

Ja, selv før de er kommet til troen, plejer alle oprigtige sjæle til og med at have mere trang til at komme ud af synden, end til at få forladelse. Sådan at det også kan blive en afvej blandt vakte sjæle at det mere er den sjette bøn, frem for den femte, som ligger dem på hjerte. De vil først og fremmest befries fra det ondes magt. Og så senere bede om forladelse.

Dette er noget som også hænger ved mange som er kommet til troen. Særlig når deres ånd bliver mere lovisk end evangelisk. Da tænker de ti gange mere på at komme ud af synden, end at søge forladelse.

Nu er dette jo ikke ret. For det er jo forladelsen og evangeliet som skal fylde hele hjertet, hvis vi skal få nogen ren nidkærhed og sejrende kraft imod synden. Men hele denne tilbøjelighed, som alle oprigtige sjæle er vel kendt med, er bare et desto stærkere bevis på hvor falsk, sovende og kødelig ånd disse har som overhovedet ikke forsøger på at lad være at synde.

Vi siger ikke, at det at have et redeligt sind gør, at kødet aldrig mere elsker synden. Men vi taler om dette Herrens karakteristiske værk i sjælen, hans hellige og villige Ånd, som gør at jeg frygter for mit eget køds syndige lyster. Da begynder jeg at råbe: "Herre, hjælp mig mod synden! Led mig ikke ind i fristelse! Hjælp mig mod mit onde kød og djævelens og verdens fristelser!."

Åh, måtte hver eneste en som virkelig tænker på at nå frem til himmelen, oprigtig prøve sig selv ind for Guds ansigt, om du virkelig frygter for fristelsen, og vil undgå synden!

Herren ser alt. Han kender menneskenes skjulte hemmeligheder. Han ved om du som læser dette, virkelig har nød for at undgå synden, - eller om du bare vil forsøge at undgå straffen.

Åh, hvilket forfærdeligt mørke i hjertet, hvilket bedrag af den gamle slange, når mennesker ikke frygter for sin falskhed frem for den almægtige Guds øjne! Han som har øjne som ildsluer, som ransager hjerterne og prøver nyrerne, og "dømmer hjertets tanker og meninger."

Han ved hvad din egentlige holdning er, om du virkelig er optaget med at undgå synden, eller om du endnu egentlig forsøger at beholde den. Hvad vil du egentlig med hele din bøn, - hvad vil du med din kristendom, hvis du ikke er oprigtig ind for Herren? Hvis selve din bøn bare er et skuespil?

Det hører også med til dette skuespil at man vil aflægge mange synder, - men har visse undtagelser, - tilbageholder den egentlige skødesynd. Eller man vil stoppe med al ydre synd, sådan som farisæerne. Men samtidig ikke har nogen som helst bekymring for om hjertet fortsætter med at kæle med synden.

Eller man stopper med de synder som fører ubehageligheder med sig. Men godtager fortsat uden videre de synder som giver os en vis sjælelig nydelse og kraft, som selviskhed, selvoptagethed og åndelig hovmod, som f.eks. selvtilfredshed over åndelig forstand, gaver, eller over sin alvorlige kristelighed. Alt dette er gift, som direkte strider mod nåden.

Der foregår også stadigvæk et stort hykleri med den sjette bøn. Det sker på den måde at man først beder: Led os ikke ind i fristelse. Og derefter opsøger man selv bevidst fristelserne.

Du ved f.eks. at i visse selskaber, på visse steder, hos visse personer, der kan du vente konkrete fristelser. Alligevel går du derhen. Måske beder du: Led mig ikke ind i fristelse! Men dette er enten letsindigt at "friste Gud." Og det som da sker, er at du påfører dig selv den retfærdige straf; at du virkelig falder i fristelse. Eller det er en følge af at du allerede er draget ind i en fristelse som med vold og magt prøver på at trække dig mod sit mål.

Men da bør du vide hvor alvorlig din situation allerede er. Og da har du egentlig nok med bare at bede om kraft til en fysisk flugt bort fra dette. For har du ikke kraft til dette, så har du senere endnu mindre den kraft som behøves til at stå imod det onde. Dette gælder når vi bevidst opsøger steder hvor fristelserne findes.

Noget ganske andet er det med dem som i kraft af sin jordiske stilling nødvendigvis må omgås verden og dens selskabeligheder. Og netop dette er så mangen en gudfrygtig sjæls store nød og bekymring i denne tid. Disse skal i gudsfrygt tillidsfuldt bede denne bøn, i vished om at "Herren ved hvordan han skal udfri de gudfrygtige fra fristelser."

De skal også huske at deres brødre i verden har den samme lidelse, om ikke altid de samme fristelser. For den som har mindre af verdens fristelser, har sædvanligvis desto større fristelser fra sit eget kød og djævelen. Bare forskellig for den enkelte, efter den enkeltes åndelige alder og erfaring.

Hver enkelt må alligevel altid have så meget af dette livets prøvelser at han bliver trængt ind til Gud. Så meget at al hans egen kraft forlader ham, og han for alvor må råbe til den eneste almægtige Gud. For vi ved at selv "den retfærdige vanskeligt bliver frelst."