25. april

 

Stå derfor fast i den frihed som Kristus har frigjort os med, og lad jer ikke nok en gang fange under trældommens åg. Gal. 5:1.

 

Selv mange oprigtige kristne er fortsat så uvidende om det åndelige livs virkelighed, at de ikke anser denne formaning for at have den helt store betydning.

De tror dette skriftord bare afdækker den betænksomme apostels særlige omsorg for galaternes ve og vel. Og sådan vurderes en evangelisk forkynder også den dag i dag. De forstår ikke at det kan være til fare for deres åndelige liv, hvis samvittigheden bliver indfanget under lovens trælleåg.

Måtte Gud opvække alle disse fra deres vildfarelse! Apostelen har et ganske andet syn på sagen. Denne formaning er meget alvorlig ment fra hans side. Han siger at dersom du mister samvittighedens frihed, og bliver fanget under loven, sådan at du begynder at opbygge din retfærdighed gennem egne gerninger, eller venter liv og helliggørelse gennem lovgerninger, da er du "trælkvindens søn." Og da skal du, efter al din kristelige virksomhed, alligevel til sidst drives bort.

Hele vor natur har altid egenretfærdigheden som mål. Ser altid på sin egen store betydning, selv i åndelige ting. Denne holdning skabtes gennem den selvforgudelse som slangen fyldte mennesket med i syndefaldet.

Derfor er der ikke noget som er så helt uacceptabelt for fornuften, og så dræbende for hjertet som dette, at vi overhovedet ikke skulle være duelige til noget som helst godt. Men som helt fortabte tvært imod skal kunne modtage alt som nåde og gave gennem Kristus.

Da burde også hver og en forstå at faren for at blive fanget under loven, ikke er så ubetydelig som de uforstandige mener.

I tillæg ved vor fjende, djævelen, meget godt at uanset hvor meget han ellers kan gøre mod os, har han alligevel ikke vundet noget væsentlig slag så længe vi endnu får nåde til at blive i troen.

Han ved at først da indtræffer døden, når det lykkes for ham at føre os ud fra Kristi kærlighed til eget stræb i lovtrældom og vantro, så livet i Guds Søn dør ud. Ja, da indtræffer døden, selv om vi stadigvæk fortsætter i det pæneste kristelige liv.

Derfor kan man sige at hele djævelens mål dybest set går ud på at føre os ud af barnekåret hos Gud, ud af "den frihed som Kristus har frigjort os til." Og føre os ind under trældom og vantro. Det er ikke uden grund apostelen bruger udtrykket "fanges" - det er en jæger som er ude efter at "fange" os. Og bliver vi først fanget under trældommens åg, så er vi straks trælle under syndens væsen i vort hjerte. Ja, under djævelen og døden.

Djævelen kan meget let føre mindre erfarne kristne ind i denne trældom. Bare ved at gøre dem opmærksom på at de stadigvæk er syndere, og at Gud hader og fordømmer synden. For her tager han to sandheder frem, men som han misbruger til at føre os bort fra selve sandheden.

Selv om vi nok kan være retsmæssig født på ny, og har en hellig og villig ånd, er det gamle hjerte altid fyldt af al mulig syndens gru som vi fik ved Adams fald. Og det slår ud i alle mulige retninger. I tanker, følelser, begær, ord og gerninger. I træghed til alt godt, ligegyldighed overfor Gud og medmennesker, ulyst til Ordet og bøn, syndige tanker osv. Så står Guds ord og fordømmer alt dette. Og jeg ser at jeg ikke har mulighed for at frigøre mig fra det.

Hvordan skal jeg nu kunne tro at jeg stadigvæk lever under en uafladelig nåde og venskab med Gud? Særlig stor bliver fristelsen til modløshed og vantro når djævelen gør mig opmærksom på Guds egne ord som synes at fordømme mig.

Først og fremmest indeholder hele Bibelen jo en mængde forfærdelige trusler mod alle selvsikre ugudelige og hyklere. Verden er jo fuld af sådanne, og da må Guds ord jo selvfølgelig indeholde meget som er rettet mod dem.

Men en åndelig, fattig sjæl, som tugtes af Ånden, kender jo alt ondt i sig, og siger: "Ja, dette passer godt på mig. Jeg er netop både selvsikker, ugudelig og en hykler." For alt dette ligger jo i det gamle hjerte. Dette bruger djævelen så til at dræbe og knuse min svage tro.

Så vil alle kristne jo også ophøje lovens bud. Jeg skal jo ikke bare kende, men også gøre Guds vilje. Men uanset hvor meget nåden har virket i mig, kan jeg alligevel se at jeg stadigvæk ikke er i stand til fuldkomment at opfylde Guds bud. Da rammer lovens dom straks min samvittighed. Åh, hvilken nåde og visdom, - nej, hvilket Guds under, hvilken vældig Guds hjælp - vi da trænger til, hvis vi skal blive i en fast tro på Guds nåde!

Her skal det da blive særdeles nødvendigt at studere både dybt og grundigt hvad vi ejer i Guds nådepagt: Dette at alle disse domme og trusler bare er rettet mod dem som lever uden Kristus, eller bare rammer selve synden og det gamle menneske. Men absolut ikke rører ved selve nådestanden, så længe jeg er i Kristus.

Gud vil nok med loven straffe og rette på det som er uret i mit liv. Ja, også med ydre plager at forfølge og døde mine synder. Men nådestanden betyder at jeg samtidig ejer en evig nåde. At Gud bare er vred på min fjende, synden, som jeg også i min ånd hader.

Men hans vrede er ikke rettet mod mig. Jeg er i Kristus fuldkomment fri fra al Guds vrede, alle lovens domme og trusler. Jeg har en evig forladelse, og er allerede indskrevet i himmelen, som hans barn og arving.

Åh, hvor nødvendigt det er, at vi dybt og grundigt tager denne forskel ind over os; at vi bare lægger lovens bud og trusler på synden, - men ikke på det tillidsfulde barnekår, - og beholder vor vished om den evige nåde i Kristus.

Dette er den rette frihed fra loven.