24. april

 

Jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed.  Åb. 2:4.

 

Det første dette ord viser, er at Kristus først og fremmest vil have vor kærlighed. Åh, hvilken stor nåde! Han spørger efter vor kærlighed. Vil ikke bare have os som tjenere, men som venner. Han er ikke tilfreds med bare at få vore gerninger. Han vil også være elsket af os. Han ville ikke bare have vor tjeneste, men vore hjerters kærlighed.

Så ser jeg også her at mange kristne fremhæver sig på alle områder i det som angår kristendommens synlige virksomhed, og alligevel mangler de selve dens virkelige liv, kærne og hovedsag.

Mange som læser dette, får dermed at høre dommen over sig selv. De er i samme tilstand som den åndelige leder i Efesos. De har alt som kræves for at leve et kristeligt liv. Men der er noget de mangler: Den første kærlighed. Men kan disse mennesker indse at dette gælder dem, fatte en sådan mistanke og prøve sig selv?

Du kan være en oplyst kristen. En bror blandt brødrene. Er virkelig genfødt af Gud, sådan at Kristus kan vidne om din første kærlighed. Videre i livet har du så fortsat med at vise din gudsfrygt i gerninger. Ikke bare for egen del lever du et fint kristenliv og gør mange gode gerninger, men gør også en indsats for Kristi navns skyld. Og det så klart at du også oplever forfølgelse.

Ud over det det er du så standhaftig og trofast at du ikke bliver træt, men fortsætter i tålmodighed. Og alt dette med et så klart åndeligt lys at du kan skille de falske ånder fra de rette, hader nikolaittenes gerninger, som Herren også selv hader o.s.v.

 Skulle jeg da ikke være tryg ved at alt var vel med dig? Men Kristus siger her noget andet. Uanset om du har alle disse gode egenskaber, så kan Herren alligevel sige til dig: "Jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed." Hvis nu denne første kærlighed og de gerninger som er en frugt af den, er uddød hos dig, da er situationen meget alvorlig for dig. 

For ikke at gøre ondt værre for Guds børns følsomme og ængstelige hjerter, må vi alligevel straks indskyde en lille bemærkning: Vi må bare passe på at skelne mellem den første kærlighed og den første følbare oplevelse af dette.

Vi kan lære af Jesu lignelse om den bortkomne søn. Når faderen i hjertelig omsorg så uforskyldt omfavnede ham, blev der sikkert tændt en kærlighed i sønnen. Så siger Kristus at der også blev arrangeret en glædesfest. Den fedekalven blev slagtet og tilberedt, og de spiste og var glade. Men denne glædesfest og dette liv kunne ikke fortsætte hver dag fremover. Nu måtte sønnen deltage i det daglige arbejde og spise hverdagskost.

Dette er et billede på hvordan Gud fører sine børn. Først en herlig tid med gode følelser, når en Johannes får lov at ligge ved Jesu bryst, og Maria Magdalena får lov at røre ved ham og se hans herlige ansigt. Nu skal bryllupsgæsterne ikke faste. Men "brudgommen skal tages fra dem, og da skal de faste." Da får Johannes ikke lov at ligge ved Jesu bryst. Da får Maria ikke lov at være hos ham.

Dette er noget alle kristne vil komme til at erfare. Vi må erkende med Luther at "eftersom troen tiltager, aftager følelserne." Og vi må skelne klart mellem følelserne og det som er den første kærlighed.

Men hvad er så egentlig den første kærlighed? Her må vi alle sammen virkelig lægge mærke til hvordan den fra først af opstod, hvad det var som opvækkede den, og hvad den var afhængig af for at holdes levende.

Det var jo bare dette som skabte kærligheden; at al min skyld blev forladt. Det var dette som egentlig var kærligheden: Syndenøden gjorde at Frelseren blev uundværlig for mig. Og syndsforladelsen gjorde at Frelseren blev herlig og dyrebar.

Dermed er det væsentligste sagt: At Frelseren er uundværlig og dyrebar. At "der hvor synden flyder over, der flyder nåden dog så meget mere over", at ikke noget som helst, hverken på jorden eller i himmelen, nu er så dyrebart som denne Frelser som al denne nåde kommer fra.

Og denne kærlighed er stærk i samme grad som Frelseren er uundværlig og stor for mig, - selv om mine følelser bare bliver svagere. Læg mærke til dette, så kan du skelne mellem den første kærlighed og de første følelser! Kærligheden er stærkere når Frelseren er mest dyrebar for mig, selv om de stærke følelser svækkes. Dem, hvor hele kristendommen bare består i tilfældige følelser, og ikke på frelseslæren og virkeligheden, forstår ikke dette. Men de som har erfaret at synden - men også nåden er stor, de forstår dette.

Ser vi på Kristi ord til denne lærer i Efesos, da mærker vi at det er dette Herren vil sige: Alle dine gerninger, dit arbejde for mit navns skyld, dine prøvelser og tålmodighed, det Åndens lys du har, dine gaver til at prøve ånder... Ja, mere end dette: min menigheds ve og vel, mit riges fremgang, min læres renhed... Alt dette er så dyrebart og så vigtig for dig.

Det er bare jeg, din Forsoner og Talsmand, bare jeg og mine gerninger, som nu er blevet mindre vigtig for dig. Nu er jeg selv og min forsonings blodige dragt ikke længere så uundværlig og dyrebar for dig, som i den første tid. Nu behøver du ikke længere, som den gang, ligge som en synder ved mine fødder og tigge om frugten af mine gerninger, om alt hvad jeg har købt til dig med mit blod, om syndernes forladelse. Nej, nu har du nok med dine egne gode gerninger, din nydelige kristendom, din værdifulde virksomhed.

Det er dette Kristus mener når han opsummerer så udførligt alle denne leders gode egenskaber, og så tilføjer: "Men jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed."