23. april

 

Jeg er blevet korsfæstet med Kristus. Gal. 2:20

 

Alt det som hører ind under det vi kalder kødet, d.v.s. det gamle menneske, er ikke bare dømt til døden, men også, gennem at vi er forenet med Kristus, virkelig korsfæstet.

Der er mennesker som mener de er omvendt og tror på Gud. På visse områder er de måske også begyndt at leve et nyt liv. Bruger nu Ordet, og gør enkelte kristelige gerninger. Men de både fortsætter i, og forsvarer en vis kødelighed. Det kan være gerrighed eller selvsikkerhed, kødelig lyst, had eller andet tilsvarende.

Disse ved at dette er synd, men dækker sig bag sin frihed, og fortsætter i dette de holder fast på. Ja, accepterer og forsvarer dette. Men sådanne mennesker bedrager sig selv. Og de lyver om sit hjertes tilstand, når de taler om sin tro og sin fred.

Så er nogen blevet en sand kristen, og virkelig begyndt i Ånden. Men de fortsætter ikke med at korsfæste kødet. De lader i stedet sine lyster få frit løb i sit liv. På ny godtager og forsvarer de en eller anden form for synd.

Disse har fuldført i kød. Troen, freden med Gud og en god samvittighed kan vi ikke beholde - samtidig med at vi frigiver en eneste synd, og forsvarer den. "Dersom I lever efter kødet, skal I dø. Men hvis I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve."

Med disse ord forkynder apostelen en konkret dom, og viser at dette at døde kødet ikke er en sag hvor det står hver enkelt frit om vi vil gøre det, eller ikke. Hvis vi i det hele taget vil beholde livet, og ikke gå evigt fortabt, må vi nødvendigvis forholde os til dette. Ja, så snart vi er kommet til Kristus, må vi straks tage afsked med det gamle syndens væsen. Vi må begynde et nyt liv i Kristi fodspor, og aldrig mere vende os fra dette til syndens tjeneste på ny.

Det er underligt at lægge mærke til hvordan der hos en kristen virkelig viser sig, at det gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus. Det er nemlig blevet sådan hos en kristen, at uanset hvordan livet arter sig, enten det går godt eller dårlig, må hans gamle menneske dødes, så længe Ånden bor og arbejder i ham.

Når Peter trofast følger sin Frelser, da dødes dagligt den gamle jøde i ham. Han forvandles mere og mere fra sit gamle væsen, til lighed med sin Herre Kristus.

Så ser vi at han bliver opblæst og selvsikker, og derfor bliver overladt til at sigtes af Satan. Vi ser han falder og fornægter sin Frelser. Da græder han bittert. Græder som et barn som har fået ris. Da dødes hans egenkærlighed og selvsikkerhed.

Så ser vi ham igen for Rådet i Jerusalem, hvor han står fast og bekender Kristus. Da bliver han hudstrøget. Da dør han bort fra denne verden. Da dødes også kødet, det gamle menneske.

Men så ser vi hvordan menneskefrygt tager overhånd i ham, i Antiokia, så han "hykler." Da får han en skarp irettesættelse af Paulus.

Uanset hvordan det går med denne herlige Peter, må han altså tugtes og dødes. Ja, så længe en kristen er oprigtig og følger sin Frelser, må han dødes.

For nu er selve synden hans største plage. Er jeg rig, og derfor fristes til at danne mig et Paradis på jorden, begynder at pleje kødet og leve mere verdslig. Da bliver jeg kraftigt straffet af Ånden, bliver virkelig bange for min rigdom og lette liv. Det tynger mig mere end når jeg er fattig.

Og går det ikke sådan, men at jeg tvært imod følger kødets lyst og søger det gode liv i verden, da bliver det virkelig åndelig død for mig. Er jeg fattig og lider af legemlige plager, men holder mig til Herren, da dør jeg fra verden hver dag. Har jeg store åndelige gaver, og er virksom på det område. Har mange års erfaring, lys over nåden og evner, langt ud over brødrene, og derfor vil nyde en vis ære og berømmelse, -. Åh, dette er selve giften! Da opvækker Ånden mig, og jeg bliver bange, som for selve helvede.

Er jeg trofast og vågen i bøn, og strider mod synden. Vil forkaste både synd og berømmelse. Vil, både i det skjulte og åbenlyse virkelig alvorligt gå ind for at være den bedste på alle områder. Men mit jeg vokser på dette. Jeg fryder mig i dette, jeg har en hemmelig glæde netop i mit alvor. Åh, pas på! Det er selve helvede! Jeg bliver virkelig bange for dette.

Ser jeg nu at al denne gode kamp kan opblæse mig, så holder jeg måske op med at våge og bede, og kæmpe for det som er godt. Og giver i stedet kødet mere frihed. Men da hopper jeg jo direkte fra asken til ilden. Da ser jeg helt konkret min skyld og dommen over den.

Gør så al denne tugt, at jeg bliver oprørt mod evangeliet, skubber al trøst fra mig og siger: "Jeg er ingen kristen. Det ser ikke ud som om nåden kan indtage mig." Ja, da er det igen kødet som raser gennem vantroen. Igen får jeg ingen ro - før jeg på ny lader mig tugte til jeg ydmygt modtager nåden bare som nåde.

Vi ser igen og igen at uanset hvordan det går med en kristen, så bliver han dødet. Det er dette som er at være korsfæstet med Kristus.

Så siger du måske: "Hvordan skal jeg forstå dette? Skal jeg virkelig revses og tugtes hvor jeg end vender mig? Hvordan skal jeg da opføre mig? Skal jeg ikke finde hvile og ro noget sted?" Svar: Jo, men bare et eneste sted - i Herren! "Den som roser sig, han skal rose sig i Herren!" Den som vil have ro og glæde, skal finde den i Herren - i Herren selv, i hans retfærdighed, godhed og trofasthed!

Al anden fryd og ros revses såvel af Ånden som af Guds klare ord. "Ja, da må jeg jo gerne dø straks", siger du. Ja, sådan er det for en som er blevet korsfæstet. Dette er det korsfæstede liv. Er jeg stille på korset, så lider og dør jeg. Er jeg ikke stille, men vrider og vender mig, slider og vender mig, så lider jeg bare endnu mere.

Her er ikke noget bedre end bare at være stille. Underordne os Den Hellige Ånd. Se på Jesus og strække os efter det som er der oppe. Må Herren selv give os nåde til dette! Amen.