21. april

 

Vi ved at vi er af sandheden. 1. Joh 3:19.

 

Den som vil være en kristen, men ikke søger efter en vished om at han har syndernes forladelse, kan selvfølgelig ikke være åndelig vågen. Han er altså tilfreds med altid at leve i uvished om han er benådet. Og da må han enten være en fuldstændig sovende hykler, eller i det mindste en kristen som er sovet ind.

Dette ligger i sagens natur. Den brud som er tilfreds, uden at være sikker på hvor hun har sin brudgoms hjerte, har ingen rigtig kærlighed. Denne tilstand er derfor et karakteristisk kendetegn på dem som ikke har vendt sig fra sine synder til Herren, og fået nåde.

Samtidig er dette en af de underligste undskyldninger som disse bruger, at de ret og slet fornægter at denne vished om syndernes forladelse virkelig findes. De vil ikke være med på at det skal være muligt at eje den. Ja, de anser ret og slet en sådan vished som åndelig overmod, selvsikkerhed eller indbildning.

Luther siger: "Når de kainske helgener hører denne bekendelse (når kristne vidner om sin vished om at de er benådet), så korser de sig, stritter imod med hænder og fødder, og siger: Gud bevare os fra noget så forkasteligt; at jeg skulle sige at jeg ved at jeg er Guds barn. Nej, jeg vil hellere ydmyge mig, og bekende at jeg bare er en stakkels synder. Og Gud ser jo til den som er ydmyg!"

Men Skriften siger: "vi ved at vi er ført over fra døden til livet", "vi ved at vi er af sandheden", "vi ved - vi ved at vi er af Gud." "Vi ved at Guds Søn er kommet og har givet os forstand, for at vi skal kende Den Sande. Og vi er i Den Sande, i hans Søn, Jesus Kristus."

Dette siger at vi ved, - vi ved at vi er Guds barn, og har syndernes forladelse og det evige liv. "Derfor", siger Luther igen, "skal vi virkelig anstrenge os for grundigt at rykke denne skadelige vildfarelse som har forført hele verden, op med rod; denne opfattelse af at menneskene ikke skal kunne vide om de er i eller udenfor nåden."

Denne vildfarelse kommer ikke fra forstanden, men fra hjertet. Ikke på grund af noget som er tåget, for Skriften taler, over alt, tydeligt nok om dette. Men på grund af at hjertet ikke har noget behov for at vende om til Gud fra sine synder.

De som ikke selv ejer eller søger denne vished, vil derfor også afvise at en sådan vished er mulig. Og selv om man ikke konkret tager afstand fra en sådan vished, er det alligevel, som sagt ovenfor, ikke noget godt tegn at man ikke har nogen trang til at søge den, men er tilfreds med sin uvished.

En ganske anden side af sagen er at nogen som virkelig søger efter denne vished, ikke altid straks får den. Disse må da ikke miste modet. Men at ikke i det hele taget at søge denne vished om at eje Guds nåde, det er altid et tegn på dem som lever i kødelig vished.

For det andet: Selv om et menneske er ærlig og tørster efter retfærdighed, er det alligevel en stor mangel ved hele hans kristendom hvis han lever i uvished om han er benådet.

Det er sandt at han nok kan have Guds nåde. Det er sandt, det Luther siger, at "syndernes forladelse har to sider; dels skjult hos Gud, dels kendt og åbenlyst for sjælen." Kristus havde forladt synderinden som lå ved hans fødder, og sagt dette til Simon, før han vendte sig til hende og sagde: "dine synder er dig forladt!." En sjæl som hungrer efter nåde, ejer syndernes forladelse før han ved det eller tror det. For "salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed." Alt dette er sandt.

Men alt sammen bliver alligevel ikke som det skal, før mennesket også får vished om at det er benådet. For før dette sker, bliver der aldrig et virkeligt Guds rige i hjertet. For "Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd." Før dette sker, vil man ikke få kraft, aldrig elske, takke og lovprise Gud på rette måde, og aldrig vandre for hans åsyn i den rette ånd.

Man har selvfølgelig samme retfærdighed gennem en svag tro som gennem en stærk. Men ikke samme helliggørelse. For helliggørelsen, kraften og Åndens frugter afhænger altid af troens vished og styrke. "Glæden i Herren er deres styrke." Det er derfor så vigtigt at alle ærlige sjæle får fuld vished om at de ejer Guds nåde.

Men den som nu virkelig længes efter denne salige troens vished, må lægge godt mærke til hvor den rette vej til denne går. Den eneste vej til troens vished er at tage Gud på ordet, det vil sige at vi med tro i hjertet gentager ord som Gud har sagt. En af vore kirkefædre siger: "Hvilken tryghed og vished har jeg ikke bare at jeg kan gentage det min Gud siger foran mig!" Og Paulus lærer at "troen kommer af forkyndelsen."

Den rette tro og visheden fødes i hjertet på den måde at jeg bliver trøstet, glad og overbevist om at jeg har Guds nåde udelukkende gennem det Gud har lovet og Kristus har gjort. Og jeg får denne trøst før jeg endnu anser mig værdig til at få troen. Mens jeg endnu mener jeg mangler så alt for meget. Ja, når jeg dermed ikke en gang vover at tro.

Som Kristus siger, var den fortabte søn endnu langt borte da faderen overraskede ham med sin nåde og barmhjertighed. Efter at en sådan først har fået trøst i Kristus og Ordet, - da, og først da vil vi også erfare troens virkninger og kendetegn hos os. Johannes siger: "Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv."

Men den første og egentlige troens vished må altid opstå af Ordet, før alle troens kendetegn og frugter.