20. april

 

Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste. 2. Mos. 20:16.

 

Dette er et bud som næsten ingen tager så højtideligt. Derfor kan man have visse problemer med hvordan man skal udtrykke sig, så menneskene måtte få øjnene op for hvor alvorligt det er.

Det femte, sjette og syvende bud har den fordel at et brud på disse påtales både af den verdslige øvrighed og næsten alle mennesker i verden.

Men bare at man rører denne lille del på legemet; tungen, om det så sker i lidt negativ omtale af vor næste, hvad betyder vel det? Det er jo bare nogle fortrolige ord i samtale med en ven -!

Den som bryder andres døre op, tager pengene fra folk og derefter straffes med fængsel. Eller en som dræber et menneske og så bliver dømt for dette. Dem anser vi jo for store forbrydere.

Men hvad med den som bare taler, bare bruger tungen i en fortrolig samtale, - selv om han da også frarøver sin næste det som var meget mere dyrebart for ham end penge, ja, ofte mere dyrebart end selve livet; nemlig hans gode navn og rygte! Han regnes ikke som nogen stor forbryder. Han rammes ikke af påtale, eller straffes med fængsel.

"Åh, det var da bare nogle ord, bare en antydning som gik over tungen", hedder det gerne. Men i Den Hellige Skrift kaldes det noget andet. Der sættes tyven og bagtaleren side om side. Der lyder det sådan: "Få ikke navn af at være en bagtaler og forfølg ikke nogen med din tunge! For på tyven hviler skam og en hård dom over den tvetungede!." "Hellere en tyv end den som har vænnet sig til løgn; men begges lod er fortabelse!"

Men lad os nu gå over til at studere selve budet, og se hvad det er Herren selv ville og hvad han tilsigtede da han udtalte: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste." Her ser vi på ny den guddommelige omsorg for menneskene. I det første bud på den anden tavle havde han lagt en almen grund for al god og gavnlig samvær menneskene imellem her på jorden.

Derefter var det særligt fire dyrebare skatte denne omsorgsfulde Fader særligt ville tage vare på og værne om hos menneskene: Først vort legemlige liv. Dernæst ægteskabets hellighed. Så vore jordiske ejendele. Og nu til sidst vort gode navn og rygte, som sædvanligvis er mere dyrebart for os end vort jordiske gods, ja, mere dyrebart end selve livet.

Men lige så højt som du selv sætter denne skat; dit gode navn og rygte, når du ikke tåler den mindste krænkelse af dette, lige så dyrebart kan et andet menneske jo også anse sin ære og agtelse. Derfor er dette bud talt lige så alvorligt til dig som til nogen anden. Her, så vel som med alle de andre bud, er vi alle sammen inkluderet, og ikke et eneste menneske er undtaget fra budets forpligtende form.

Hvem du end er, må du tage dette til dig: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste." Dette er vor Herre og Guds alvorlige vilje. Han vil lige så lidt at vor næste skal få ødelagt sit gode rygte, sin godhed og retskaffenhed, som at han skulle miste penge eller andre ting han ejer. Gud vil at alle skal beholde sit gode rygte overfor sin ægtefælle, sine børn, medarbejdere eller ansatte og naboer. Dette må vi alle sammen huske på.

Hvad er budskabet så i dette bud? Først at det ikke bare er ind for en domstol, men også i al din omgang, du på det mest alvorlige skal være nøje med dit ordvalg og antydninger om din næste. Så du ikke, uden at det er højst nødvendigt, kommer med antydninger som åbner for ufordelagtige opfattelser af andre mennesker. Men også at du rent generelt tager afstand fra alle falske og løgnagtige holdninger, og bestræber dig stærkt på den rene sandhed i al din omgang.

Brud mod dette bud gør vi os først og fremmest skyldig i overfor vore domstole, når nogen falsk anklager sin næste. Når den som er anklaget søger at skjule sandheden gennem løgnagtige udflugter. Når et vidne ikke taler sandt, siger noget for meget eller for lidt om det sagen gælder. Og når en advokat bevidst og med vilje fremsætter og forfægter en falsk påstand. Eller dommeren afsiger en uretfærdig dom.

Men dernæst sker dette også udenfor domstolene, i livets medmenneskelige forhold. Når man i ubetænksomhed, eller i ondskab påfører sin næste et falskt rygte. Enten ved at man selv opdigter en sådan historie, eller man gentager og udbreder sådant om ham. Eller bare stiltiende, eller med en talende mine eller andet kropssprog antyder negative ting om mennesket. Noget man ikke har fuld vished om, eller som man efter kærlighedens lov ikke havde ret til at røbe.

Det kan også ofte ske på en vældig fin og ubemærket måde, bare ved at vi gengiver vor næstes ord og handlinger med en anden vinkel, sådan at opfattelsen bliver falsk. Ja, så fint og ubemærket kan dette ske, at bare Gud, som ser alt, ved om det. Dette er at "lyve om sin næste, og påføre ham et ondt rygte."

 Men når vi så samtidig husker hvordan Kristus tolkede loven for os; at den egentlig kræver at vi skal elske vor næste som os selv, og gøre mod andre det vi vil de skal gøre mod os.

Da indser vi sandheden i Luthers forklaring af dette bud; at "vi skal frygte og elske Gud så vi ikke bare lader være at lyve om vor næste, og påføre ham ondt rygte." Men også at vi ikke forråder ham og bagtaler ham. Ja, at vi tvært imod skal "undskylde ham, tænke og tale vel om ham, og tage alt op i bedste mening."