17. april

 

Alt det I beder om i jeres bønner, tro at I får det, og det skal blive givet jer. Mark.11:24.

 

For at kunne bede i tro er det ikke nok at vi bare gentager Guds løfter om bønhørelse med munden. Men frem for alt at vi tager hvert eneste løftes ord til os og grunder på dem i hjertet. Særligt bør vi da stoppe op for disse ting:

Først hvilke egenskaber kendetegner ham som har givet løftet. Som f.eks. Guds barmhjertighed - at det er en enestående barmhjertighed, en evig og uforanderlig barmhjertighed. At den er nøjagtig den samme i dette øjeblik, lige varm og brændende som da løftet blev givet.

Videre den magt han havde som gav løftet. At det er en guddommelig almagt. At "for Gud er ingenting umuligt", at "Herrens højre hånd kan forvandle alt", "han som er i stand til at gøre langt mere end alt det vi beder om eller forstår."

Og til sidst også den sandfærdighed vi kan regne med hos ham som har givet løfterne. At det er umuligt at Gud skulle kunne lyve. At "han er Gud og ikke et menneske." Ja, at han også, for at give os en endnu større overbevisning, har stadfæstet sine løfter med en ed. For apostelen siger: "Da Gud ville vise løftets arvinger desto mere klart hvor urokkelig hans vilje er, gik han i mellem og stadfæstede det med en ed."

Disse tre Guds egenskaber; hans brændende, kærlige barmhjertighed, hans guddommelige almagt, og hans evige sandfærdighed, udgør, som en åndens mand siger, det tredobbelte reb som Gud gennem sit ord har firet ned til os fra himmelen.

For at hver eneste en som tager imod dette, og holder fast på det, altid skal frelses og hjælpes op, om så "vandstrømme skyller hen over mig." Ja, skal også til sidst med det samme reb løftes op til himmelen.

For det andet bør troens bøn også have både som udgangspunkt og sigtepunkt vor mellemmand, Kristus, som person, og hans gerning. Troens bøn må hele tiden have blikket rettet mod hans fuldbragte værk, hvor højt Gud elsker sin Søn, og alt det han har gjort og fuldbragt for os. Og så holde netop det frem for Gud i bønnen. Det er dette som er at bede i Jesu navn! Og Jesus sagde: "Alt det I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer."

Når Moses bad, sagde han: "Vær nådig overfor dette folks ondskab. Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel!" Og vi har en som er større end Abraham, Isak og Israel. Vi skal sige: Husk på din tjener Jesus Kristus, din elskede Søn, vor Herre og den som har stadfæstet løfterne. Og se for hans skyld i nåde mod vor ondskab! Se ikke på os, men på din Søn. Vi er fulde af skrøbelighed. I ham er, som du ved, vor værdighed. Fordi din elskede Søn har taget sig af os, forløst og købt os, og dermed gjort os til sine. Og fordi du elsker din Søn og hans fuldbragte værk, beder vi: Vær os nådig for hans skyld! Ikke for vor skyld, Herre. Nej, ikke for vor skyld, men for din Søns skyld. For bare han er velbehagelig for dig. Vær nådig mod os, og gør med os efter det du selv har sagt!

For det tredje bør troens bøn have Guds navns ære som mål. Vi skal sige som David: "Hvem vil prise dig i Dødsriget." Hvis du derimod frelser så stor og uværdig en synder som mig, vil lovprisning ophøje dig i al evighed. For jo større synder du forlader, desto mere viser du jo din barmhjertighed. Jo større nød og elendighed du udfrier nogen fra, desto større bliver din godhed og din magt. Og lige så stor som du viser din nåde, lige så stor skal også lovprisningen til dig og dit navns ære blive.

Og hvad skulle Gud ikke gerne gøre for sit store navns skyld! Derfor bad David også sådan: "For dit navns skyld, Herre, tilgiv også min misgerning, for den er stor."

På denne måde ophøjer vi Guds ære når vi minder ham om hans ord. Og hvad skulle han da ikke gerne ville gøre, når det er hans ære vi vil ophøje? "Han kan ikke fornægte sig selv." Og dette er også det mest velbehagelige for Gud vi kan gøre mod ham. For jo mere vi tager Gud på ordet, og tror ham, desto mere giver vi ham ære, sådan som der står skrevet: "Abraham blev stærk i sin tro i det han gav Gud æren."

Så er det bare tilbage at anvende dette på os selv, og gøre brug af det. At huske hvilke løfter, og hvordan de er givet os. Og så, i alle vore behov og bekymringer holde disse frem for Gud i barnlig tro, mens vi beder: "Gør, Herre, som du selv har sagt!"

Men hvem kan tælle alle de nådens rige ord vor himmelske Far har talt for at udtrykke sit hjertes kærligheds rigdom mod os? Som han ville bruge for at drage de fortabte og sky menneskebørn til sig. Og med samme mål har han også befalet os at komme til ham i al vor nød, med bøn og påkaldelse. Og samtidig også givet os de konkrete løfter om at han vil bønhøre os.

Han siger selv: "Jeg skal fryde mig over dem, så jeg gør godt imod dem." Han befaler os: "Kald på mig på nødens dag, så skal jeg udfri dig, og du skal prise mig. Bed, og det skal blive givet jer. Led, og I skal finde. Bank på, og der skal blive lukket op for jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer; alt det I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer. Igen siger jeg jer: Alt det to af jer på jorden bliver enige om at bede om, hvad det så er, skal de få af min Far i himmelen."