16. april

 

Alt det som er født af Gud, sejrer over verden. Og dette er den sejr som sejrer over verden, vor tro.1. Joh. 5:4.

 

Hele det elvte kapitel i Hebræerbrevet lærer os hele vejen det samme; hvad de gamle ved troen har opnået, udrettet og lidt. Til sidst minder apostelen der om martyrerne, hvordan de for Kristi skyld først havde forladt alt som de havde kært i livet; ejendele, hus, hjem, far og mor, brødre og venner. Ja, de gav til sidst sit liv, - alt sammen ved tro.

Det er dette som er at sejre over verden. For verdens fyrste, djævelen, og al hans ormegift; verden og de verdslige med sin modstand og sine fristelser, kødet med dets ømme følelser overfor både lyst og nød, -. Alt sammen slog sig sammen for at friste eller skræmme dem til at vige af fra vejen og troskaben mod Herren. Men alt dette sejrede de over. Og den sejrende kraft som overvandt verden, var deres tro.

Det som dette ord betyder, er dette: Et menneske som er født på ny er ikke træl under nogen ting, og kan opgive og forlade alt, og lide hvad som helst. Han er ikke træl under en eneste synd eller verdslig lyst. Ikke en gang under uskyldige ting.

At han ikke er træl, betyder ikke at det onde ikke længere findes i ham. Heller ikke at han ikke af og til kan overrumples og kastes over ende af synden. Men det betyder at han ikke bliver i synden, ikke "gør synd." Det er ikke længere noget han må fortsætte med, som han ikke kan undvære eller opgive, - på samme måde som en træl hver morgen må gå ind under samme åg til det samme arbejde. Sådan hersker synden og verden over sine slaver. Selv om de nok ofte lider under dette, og både sukker og græder.

Nej, der hvor der ikke er nogen tro, der er der heller ikke nogen sejrende kraft, ingen udfrielse. Der bliver de altid stående i det samme slaveri, - når det gælder en eller anden bestemt synd. Men læg mærke til at her taler vi om vore "skødesynder." For det går nok an at aflægge os mange ydre synder, uden nogen nådens sejrende kraft til hjælp.

Men den som er født af Gud, er ikke slave under nogen synd, om det så er en fristelse som altid forfølger og plager ham, og som han hver eneste dag må kæmpe imod, våge og bede. De som særligt er slaver under synden, er disse som hverken strider eller beder mod den, men til og med undskylder og forsvarer den.

Vi sagde at et genfødt menneske ikke en gang er slave under uskyldige ting. Eksempelvis: Det er en helt uskyldig ting, ja, en god ting som til og med er påbudt i Ordet, at et barn skal elske sin far og mor. Men Kristus siger at den som er træl i dette forhold, som ikke kan opgive sin far og sin mor for min skyld, når det bliver nødvendigt, han kan ikke være min discipel.

Det er en uskyldig ting at have en ejendom, et landbrug, en ægtefælle etc. Men når noget af dette får herredømme over menneskene, så de ikke kan komme til brylluppet, eller til nadveren, ikke kan følge Jesus, da fører det til døden for dem.

Som vi allerede har nævnt, gør troen og den nye fødsel ikke at vi nu ikke længere har vor gamle natur og følelser, svagheder og kampe. Men at vi, når det virkelig gælder, sejrer over dette og bliver hos Herren, som Asaf siger: "Mit hjerte blev fyldt med bitterhed, og det stak mig i mit indre. Da var jeg forstokket og forstod ingen ting. Alligevel bliver jeg altid hos dig, selv om mit kød og mit hjerte svigter." Det er dette som er at "sejre over verden."

Men så er situationen måske den at jeg nok er kristelig, andagtsfuld og gudfrygtig. Men når jeg bliver sat på prøve overfor en af mine skødesynder, eller en anden, i sig selv uskyldig, kær ting, da består jeg ikke prøven. Da kan jeg ikke lade alt sammen fare, og bare have min skat og mit alt i Herren. Jeg følger i stedet med den vej fristelsen drager. Forsøger måske at sætte et finere navn og farve på mine afvigelser eller svagheder. Og bliver dermed tværtimod besejret. Da har jeg ikke den rette Gud som mit hjertes gud og skat. Jeg har ikke den nye fødsels og troens sejrende kraft.

"Alt det som er født af Gud, det sejrer over verden." "Og dette er de kristnes kendemærke, som man kan kende dem på, og vide at de er født af Gud. Det skiller dem også fra de falske børn, som bare er optaget med skummet af Guds ord, men aldrig har erfaret dets kraft. Og som da også bare føder misfostre som ikke har hverken et ret gudfrygtigt liv eller kraft. Her er der ikke tale om at være født af Gud, og så bare fortsætte i den gamle, døde og verdslige holdning. Ligge under for synd og djævelens vilje. Og leve som du var før, uden at stå imod djævelen og hele hans rige. Derfor, hvis du ikke sejrer over verden, men i stedet selv lader dig overvinde, kan du nok trøste dig til din tro og til Kristus. Men din egen gerning vidner mod dig at du ikke er Guds barn" (Luther).

Du vil være en kristen. Men samtidig vil du også stå på god fod med verden, eller i hvert fald med nogen bestemte verdens mennesker. Hvis så dette ikke er muligt uden at du også mere må tilpasse dig til deres liv og levned, så gør du da også det til den grad at du dermed bliver elsket og æret af disse som ikke har nogen som helst interesse af din Herre, og ikke elsker og ophøjer ham.

Hvad vidner dette da om? Så vist ikke bare om nogen Peters fornægtelse. For det førte trods alt aldrig til at han med det blev nogen verdens ven. Tværtimod gik han ud og græd bittert, og var før og efter dette en åbenlys Jesu discipel.

Nej, det vidner om at verdslighed og utroskab mod Herren er den magt som råder, ja, hersker i dig. Det vidner om at du mangler genfødelsens og troens kraft. For venskab med verden er fjendskab mod Gud.

Hverken Kristus eller nogen af Jesu disciple, - så kærlige, venlige, viselige og forsigtige de end var -, kunne den kunst; samtidig at være både Guds og verdens ven.