15. april

 

Hver gren i mig som ikke bærer frugt, tager han bort. Og hver gren som bærer frugt, den renser han, så den kan bære mere frugt.  Joh. 15:2.

 

Her taler Kristus om nogle grene i ham som ikke bærer frugt, at de skal tages bort. Ja, kastes bort, visne og brændes (v.6).

Det er jo forfærdelige ord den kærlige og ømme Herre taler her. Og særligt når han kalder disse for grene i sig! Hvad kan det være han mener med dette?

Når han kalder dem grene i sig, er det sikkert nok ikke meningen at nogen virkelig på rette måde kan blive og være i ham, i troen, og alligevel ikke bære frugt, så de bliver forkastet. For han siger lige nedenfor at "den som bliver i mig og jeg i ham, bærer megen frugt."

Men Herren vil med disse ord, grene i mig, give et fint og skarpt udtryk for hvor stor ligheden mellem de ægte og de uægte børn kan være. Hvor meget kristelighed, bekendelse og ydre samfund med ham og med de sande kristne et menneske kan have. Og alligevel ikke eje det sande liv, saften og kraften af ham, dette som skulle bevises gennem frugterne.

Både indholdet og måden han taler på her, er altså det samme som når Herren taler om de ti jomfruer som gik ud for at møde brudgommen. Hvor fem af disse er uforstandige, har ikke olie, og bliver udelukket for al evighed. Og det samme i hans tale til englen for menigheden i Sardes: "Du har navn af at leve, men du er død."

Lad os nu se nærmere på disse Jesu Kristi ord om disse ægte, gode grene, disse som bærer frugt. Vi ser at dem renser vingårdsmanden. Han skærer, tugter og bøjer dem. Han tager det bort som hindrer væksten, og lader dem ikke vokse sådan som de selv vil.

Mens derimod de som ikke bærer frugt slipper for vingårdsmandens kniv. De får lov at være i fred, slipper for tugt, og bliver ikke renset. For - de skal til og med bare brændes. Det som særligt kendetegner disse er altså: 1: At de ikke bærer frugt. 2: At de ikke bliver tugtet og renset af vingårdsmanden, men får lov at leve og vokse frit og uhindret som de vil.

Stop nu op et øjeblik! For her skulle vel hver eneste en have god anledning til at prøve sig selv og sin egen tilstand. I gudsfrygt og oprigtighed mod sig selv, prøve sig på sådanne Kristi egne ord. Men, - åh, hvilken nød! Det viser sig straks at vingårdsmandens kniv ikke træffer de uægte grene, men bare de ægte. At "de som burde frygte, de frygter ingen ting. Og de som ikke burde frygte, de frygter."

Her vil der vise sig et uhyggeligt tegn hos mange: De er ikke en gang i stand til at frygte for sin egen tilstand, eller et eneste øjeblik prøve sig selv. Deres lune følelse af tryghed, deres kristelighed og fine liv, gir dem en kødelig vished. De er tilfreds med sig selv. Og Jesu ord farer bare forbi dem som vinden.

Åh, måtte det øjeblik nu bare være kommet for nogen -, det øjeblik hvor du af Guds nåde blev givet anledning til at se hvad det er du endnu mangler! At du vågnede op fra din hemmelige død og falske åndelighed!

Du håber du er en kristen, at du lever i troen og ejer Guds nåde. Du har måske sådan en fred over dig, sådan en tillid i bønnen, en kærlighed til Guds ord. Ja, så mange beviser, synes du, på Guds kærlighed, at du umuligt kan tro andet end at du lever under hans nåde.

Måske tænker du også frimodigt: Jeg har jo længe været med blandt de kristne, har skilt mig ud fra verden. Ja, måttet smage hån på grund af min gudfrygtighed. Jeg har kæmpet for Kristi sag, deltaget i kristen virksomhed -. Det er jo noget alle ved; at jeg er en kristen o.s.v.

Ja vel, dette er alt sammen godt og vel, - tusindvis har ikke sådanne ting at vise frem. Men, kære ven: Ikke noget som helst af alt dette er noget bevis på at du er en levende og sand kristen! For ligheden mellem de ægte og de uægte grene, mellem de kloge og de uforstandige jomfruer, er så stor at du med alt det du her har, alligevel kan være bedraget.

Prøv dig derfor på den måde som Ordet lærer dig. Dette Kristi ord vi har foran os i dag, og hele Guds ord, forkynder med styrke at troen skal bevise sin ægthed gennem frugterne som kommer af den.

Ganske rigtig er en kristen skrøbelig, og falder. Vist nok er nåden stor, uforskyldt og overstrømmende. Det er der ingen tvivl om. Men der er alligevel nogle bestemte virkninger og frugter som, selv hos de svageste nådebørn, altid følger af troen, Ånden og den nye fødsel. Og det er disse frugter og virkninger det nu er spørgsmål om.

Da tænker du måske på nogle gode gerninger som du gør, nogen synder du har aflagt, visse åndelige evner du har, den kristne virksomhed du deltager i...  Og så tænker du at dette vidner da om at du har en levende tro. Men undersøg da om Guds ord også siger at dette er nok.

I Matt. 7:22-23 siger Herren: "Mange skal sige til mig på den dag: "Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet dæmoner i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?" Da skal jeg bekende for dem: "jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I ugerningsmænd!"