14. april

 

Lad ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legeme, så I adlyder den i dens lyster. Rom. 6:12.

 

Først bør vi her igen lægge mærke til hvordan forholdet er når det gælder de hellige. Apostelen lærer udtrykkeligt at de som er retfærdiggjort ved troen, er også helliggjort i sin ånd. De er "døde fra synden", er forenet med Kristus, og lever i et inderligt samfund med ham.

Alligevel anser apostelen det altså nødvendigt med sådanne formaninger til dem: "Lad ikke synden have herredømmet.".. "så I adlyder den i dens lyster." Sådan står det altså til med de hellige: "ånden er villig, men kødet er skrøbeligt", og "djævelen har stor vrede." Gud udfører ikke sit helliggørelsesværk i os med en uimodståelig almagt, men arbejder på os med sit ord og Åndens formaninger. Derfor må ingen være selvsikre, så de foragter formaningen og tror de er trygge for al fare.

Nej, vi står endnu i prøvelse, så længe vi er på jorden. Vi må høre, lægge mærke til og være lydige mod Herrens røst. Da skal vi blive frelst om vi er aldrig så skrøbelige, om vi råber fra dybet at vi går til grunde og ikke magter at opfylde Herrens vilje - for det skal han selv tage sig af, bare vi lydigt hører hans røst. I modsat fald er vi bedraget, er faldet i søvn og foragter letsindigt formaningen. Vi falder i syndens og djævelens snarer.

Kort sagt: disse omsorgsfulde formaninger stemmer fuldkomment overens med det apostelen har sagt om vor helliggjorte ånd, og vor forening med Kristus. Formaningerne er blandt de ydre midler Gud bruger for at fremme vor helliggørelse. Denne formaning er virkelig både klar, oplysende og god for vor åndelige helse.

Når apostelen siger: "Lad ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legemer, så I skulle adlyde den...", mærker vi denne tanke: Selv om I nu desværre ikke kan være helt fri fra synden, så lad den alligevel ikke få herredømmet i jer, så I også begynder at tjene den i liv og gerning.

Dette at synden bor i jer, at I endnu kender til onde lyster, er allerede et brud på Guds hellige lov. Og hvis Gud dømte jer efter loven, så var I fordømt bare på grund af syndens lyster. Men nu kan vi i dette liv ikke blive helt fri fra synden. For den fuldkomne renhed har vi først i himmelen og på den nye jord, hvor fuldkommen retfærdighed bor.

Så brug alligevel den nåde som I har fået, og gør modstand mod synden, så den ikke får herredømmet i jeres dødelige legemer. Så I ikke også i gerning udfører dens onde vilje. Men sådan at I alligevel vandrer efter Ånden, selv om I fortsat kender til kødets fristelser.

Lad os tage nogen eksempler på dette frem. Nogen har måske i ord eller gerning fornærmet dig. En vrede tændes i dit hjerte. Giv den da hverken medhold eller frie tømmer, så du også bryder ud i ord og irritable handlinger. Men følg Davids gode råd: "Bliver I vrede, så synd ikke! Grund i jeres hjerte på jeres leje, og vær stille!."

"Vær stille" i bøn til Herren om hans nåde og kraft. Ja, bed dit Fader vor, og særligt denne bøn: "Forlad os vor skyld som vi også forlader vore skyldnere!" Og "vær" så "stille" til det onde er gået over.

Det kan være gerrighedens lyst som vil bedrage dig, så du fristes til at foretage dig noget uærligt i din jordiske stilling. En uren lyst frister dig måske til at gøre noget uanstændigt, gennem ord, kropssprog eller gerninger. Eller hovmodig lyst frister dig, så du gennem klædedragt eller på anden vis forsøger at hæve dig op højere end den stilling Gud har lagt færdig for dig blandt menneskene.

Kort sagt: Mod alle mulige syndens lyster og fristelser må vi våge og bede, og bruge alle nådens midler til at overgive dem til døden, så vi ikke lyder synden i dens lyster.

Allerede den første syndige lyst er jo uomtvistelig forbudt og fordømt af Gud. Derfor må synden også overgives til døden straks den begynder at røre på sig. Men synden får ganske vist aldrig nogen ende så længe vi endnu lever i dette syndens og dødens legeme. Derfor må den til stadighed modarbejdes og undertrykkes, så den ikke får herredømmet eller regerer i os.

Luther siger at "synden er ikke tilgivet os på den måde at vi så bare skal sove i kødelig vished, eller gøre det kødet har lyst til. Men synden er tvært imod netop derfor forladt, for at den så også skal undertrykkes og overgives til døden. Så den ikke længere skal være herre, men tjener, og ikke kunne skade os.

Det er dig som skal være herre, og sige til kødet: Du er fuld af urenhed og ondskab, misundelse, had, hævnlyst og andre onde lyster. Men du skal og må omsider ligge bundet, og mod din vilje opgive overfor Ånden. Du urenhed har ikke noget at gøre her. For her er Ånden herre i huset. Han skal da også have herredømmet, og holde dig og dine lyster i tømme. Ja, korsfæste og kvæle dig."

Så modig kan vi vel ikke altid tale og optræde overfor fristeren. Når striden bliver virkelig hård, må vi vel ofte hellere påkalde Herren gennem bøn og tårer. For vi ved, at vi er fortabte, hvis han trækker sin hånd tilbage. Ja, at vi magter og har ikke noget som helst mere end det han til enhver tid giver os.

Men i ham skal vi da også få en sådan magt over synden, at vi ikke skal tjene den, men fortsat stadig få lov at vandre efter Ånden.