12. april

 

Men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden nogen hjælp af loven. Rom. 3:21.

 

Her har vi nu den frelsens klippe som er det eneste vore sjæle kan reddes på, eller må gå evigt fortabt. Men som også er en forargelsens ”snublesten, en klippe til anstød” som alle vantroens storme og bølger altid har rejst sig imod.

Den Guds retfærdighed der her er tale om, er både det største Guds nådes under som nogensinde er blevet åbenbaret for os fra himmelen. Men samtidig også den mest uforståelige hemmelighed for det naturlige menneskes tanker.

Det viser sig også ved, at selv om jeg kan lære og beholde alt andet som jeg har lært, kan jeg alligevel aldrig virkelig tro og beholde sandhederne jeg lærer om denne Guds retfærdighed.

Det er en så ren himmelsk åbenbaring, og strider i den grad mod hele vor natur, særlig mod vor dybe indbildning om vor egen duelighed. Så ikke bare de åbenlyst verdslige sætter sig op imod dette af al kraft. Også mange som ellers er ganske oplyste og vil mene det rette om dette, har mere eller mindre uklare og falske opfattelser af sagen.

Men dette skyldes absolut ikke noget uklart eller tvetydigt i Skriftens ord. Bare at sagen selv strider så fuldstændig mod vor natur, vore tanker og meninger.

Denne Guds retfærdighed skiller sig klart ud fra al anden retfærdighed som nogensinde er fundet, eller kan findes. Den skiller sig klart ud fra menneskers og engles retfærdighed, når det gælder dens ophavsmand.

For den er selve ”Guds retfærdighed”. Ikke noget som helst skabt væsens retfærdighed, men Skaberens egen. ”Jeg, Herren, skaber den”, siger Herren udtrykkelig om den retfærdighed som skal føre til frelse.

Den er en guddommelig og helt fuldkommen retfærdighed. For den er et værk af Jehova selv, og det fuldstændig i samme betydning som hele verden er et værk af Gud.

Faderen har skabt den gennem Sønnen, på samme måde som han skabte hele verden gennem Sønnen. Peter skriver til ”dem som har fået den samme dyrebare tro som vi, i vor Gud og Frelser Jesu Kristi retfærdighed”. Den retfærdighed vor dyrebare tro bygger på, kaldes her ”Vor Gud og Frelsers retfærdighed”.

Det var ”i sit køds dage” Guds Søn frembar til fuldbyrdelse, og med sit blod købte denne retfærdighed for os. Før han kom til denne verden var han ikke bare en borger eller en tjener i Guds rige. Han var Guds riges hoved. Han står frem i ”Guds skikkelse” både som verdens skaber, og som den som også styrer den. Men senere står han frem i ”en tjeners skikkelse”.

Hans fuldkomne hellighed kunne i hans første skikkelse ikke kaldes for ”lydighed”. Man kan hellere sige at loven samstemte med ham, end at han samstemte med loven. Hans guddommelige hellighed stadfæstede han ved at indstifte loven, ikke ved at adlyde den.

Men i sin tjenerskikkelse gik han selv ind under den lov han havde indstiftet for os. Og gennem dette, som var en helt ny tilværelse for ham, som Guds Søn, var det han ”lærte lydighed”.

Hans retfærdighed, eller lydighed, er dermed den mest ærefulde persons lydighed som kunne stilles under loven. Den er selve den store Herres lydighed, han som er ”Gud over alle ting, lovprist i evighed”.

Det var en Immanuels retfærdighed, ”Gud med os”. Og denne Guds Søns lydighed i vor natur har i langt større grad forherliget og tilfredsstillet loven, end noget som helst skabt væsens lydighed var i stand til at udrette.

Han ærede og ophøjede nu også loven langt mere end alle verdens overtrædelser havde vanæret den. Når andre gennem sit liv lyder loven, opnår de selv ære. Når Guds Søn adlød loven, var det derimod loven som blev æret.

Men det som særlig giver Kristi lydighed denne store betydning, er at det skete overensstemmende med den evige Faders vilje og rådslutning. Han var udvalgt og salvet af Faderen til dette embede. Herren var sendt af Herren.

Vi læser tankevækkende ord om dette hos profeten Zakarias: ”Jubl og glæd dig, du Sions datter! For se, jeg kommer, og jeg skal bo midt iblandt dig, siger Herren. Da skal du kende at hærskarernes Herre har sendt mig til dig”.

Vi har også mange andre steder i Det gamle testamente hvor Faderen taler om at han skal sende Sønnen, hvordan han ”har indsat sin Konge på Sion, sit hellige bjerg”, o.l. Men vi ser også stadig sådanne ord gå ud af Kristi mund: ”Faderen”, ”min Fars vilje”, ”hans vilje som har sendt mig”. ”Derfor elsker min Far mig, fordi jeg giver mit liv - dette bud fik jeg af min Far”.

Hans budskab var klart; at alt det han gjorde, var lydighed mod Faderens vilje. Så er det største og mest underfulde Guds værk nogen tanke kan fatte, jo at Guds Søn blev menneske.

Og dette havde som sit eneste mål at loven skulle opfyldes for os gennem hans liv og lidelse. For at syndere skulle frelses, og loven fremdeles stå ved magt og beholde sin ære.

Lader vi disse sandheder indtage os, da kan vi vist aldrig tænke høje nok tanker om den betydning denne Kristi lydighed har i Faderens øjne.