11. april

 

Tal til hele menigheden af Israels børn og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. 3. Mos. 19:2.

 

Alle Guds ord i Skriften som lærer hvad vi skal være og gøre, d.v.s. alle Guds ord som kræver noget af os, hører ind under loven. Det kan gå både på indre holdninger og på ydre gerninger. For Guds lov kræver hele mennesket, selv det inderste i vort væsen; vort hjerte, vore tanker og begær. Derfor taler budene ikke til os om at din hånd, din fod, din tunge... skal gøre det og det. Nej, de siger: Du, du... Budene taler altså til hele mennesket.

Tag f.eks. bare det første bud. Se hvordan det kræver "hele dit hjerte, hele din sjæl, og al vor magt!" Tænk over hvad det indebærer at vi skal frygte og elske Gud over alle ting, og have al vor tro og tillid i ham! At jeg skal frygte Gud over alle ting, betyder at jeg ikke kan være hård og ligeglad, eller leve i en kødelig vished, når det gælder min sjæls forhold til Gud. Ikke være letsindig og synde. Men i den grad frygte for at gøre Gud imod, at jeg hellere tåler alle slags lidelser, ja, hellere dør end at skulle synde mod min Gud.

Det betyder at jeg våger og kæmper mod synden. Og da med alvor og styrke. Så jeg ikke det ene øjeblik våger, kæmper og beder, og næste øjeblik letsindigt følger en fristelse. Nej, vi må bestandig våge, kæmpe og bede.

At jeg skal elske Gud over alle ting, indebærer at jeg ikke kan være ligegyldig og kold i mit forhold til Gud. Ikke træg og ligeglad når jeg beder og læser Guds ord.

Nej, vi skal have vor allerstørste lyst og glæde i vort samfund med Gud. Så det først og fremmest er ham jeg har i tankerne. Helst taler om ham, og i kærlighed til ham gerne gør alt efter hans ord og vilje. Gerne tåler al lidelse som han sender over mig. For alt dette vil man jo gøre for den som man elsker på rette måde.

At have al vor tro og tillid i ham, kræver en sand tro og tillidsfuldt forhold til ham. Og forbyder al tillid til mig selv eller andre skabninger, forbyder al selvsikkerhed og egenkærlighed. Forbyder også al mismodighed, vantroens bekymringer og tvivl.

Kort sagt; hvis du går gennem alle Guds bud, så kræver de ikke en eller anden gerning, en eller anden legemsdel; hånd, fod eller tunge. De kræver hele mennesket. Derfor ser vi også at Kristus siger i Matt. 5 at selv den som bliver vred på sin bror, bliver i Guds øjne en morder. Og den som ser på en kvinde med begær i hjertet, han driver i Guds øjne hor.

Alt dette fortæller os for det første at Guds lov ikke bare kræver gerninger, ikke bare siger hvad og hvordan vi skal gøre og leve. Men at den frem for alle ting kræver vort indre menneske. Den kræver en god indre tilstand, og siger hvad og hvordan vi skal være.

Vi ser at selv de Guds ord som taler om vort indre liv, vort hjertes tilstand, vore følelser og holdninger, hører ind under loven.

Hvis jeg altså f.eks. lever et liv i ligegyldighed, hårdhed, letsindighed, selvsikkerhed, egenkærlighed osv., så dømmes jeg af loven. Men ikke nok med det. Vi skønner også at det er netop tilstanden i det indre menneske, hjertet, vor sindstilstand og lyster, som er det første og vigtigste, og som Gud frem for alt andet kræver af os.

Om jeg altså lever et aldrig så fint og kristent ydre liv, gør aldrig så meget godt og holder mig borte fra alt ondt. Men samtidig går med tanker og begær i hjertet, som slet ikke er i den samme ånd som de ydre gerningerne viser, som begærer synd og slet ikke har lyst til det gode. Da dømmes jeg i Guds øjne på linje med dem som frækt og åbenlyst udlever sit hjertes syndige holdninger.

Jeg ser altså at i en sådan tilstand, hvor jeg bare gør det gode af tvang når jeg forsøger at følge lovens forbud eller løfter, er jeg ikke i stand til at gøre en eneste gerning som er god i Guds øjne.

Sådan er Gud, og sådan er hans hellige lov. For Guds lov er intet andet end Guds hellighed, Guds natur og vilje udtrykt i ord. Og sådan som han selv er, vil han også at vi skal være. Det han selv elsker, vil han vi skal elske. Det han selv hader, vil han vi skal hade.

Han kan ikke være fornøjet med at vi hader og fornægter det han elsker. Og at vi elsker det han hader. Lige lidt som han selv kan forliges og omgås med synden og djævelen, lige lidt kan han tåle at vi skal omgås med dem.

Dette er grunden til at han stiller sig selv frem som eksempel for os, og kræver at vi skal være hellige og fuldkomne, sådan som han selv er. Han siger: "I skal være hellige, for jeg, Herrens jeres Gud, er hellig!" Og Kristus siger: "I skal være fuldkomne, sådan som jeres Far i himmelen er fuldkommen."

Åh, hvilke dårer de er, de som siger at "Gud ikke kan kræve mere af os end vi kan klare", - når ordene vi her har delt siger noget ganske andet! Hvis det var sådan at Gud ikke krævede mere af os end vi, faldne syndere, kunne klare, da ville "hver mund jo ikke blive lukket igen, og hele verden blive stående strafskyldig for Gud."

Og da havde det været unødvendig for Kristus at gå i døden for vor skyld!